Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Homoseksualitet, feminisme og race: ’The Marvelous Mrs. Maisel’ er fyldt med aktuelle værdikonflikter

Den fremragende periodekomedieserie ’The Marvelous Mrs. Maisel’ befinder sig i vadestedet mellem en gammel og en ny tid, i overgangen mellem 1950’erne og 1960’erne. I centrum står Miriam Maisel, nysepareret jødisk kvinde, der bliver standupkomiker og på én gang vil være prydsgenstand og moderne kvinde
Miriam Maisel turnerer som standupkomiker og forsøger at optræde foran udsendte tropper. Samtidigt forsøger hun at få sit forhold til sin eksmand til at fungere, og få skabt nyt materiale.

Miriam Maisel turnerer som standupkomiker og forsøger at optræde foran udsendte tropper. Samtidigt forsøger hun at få sit forhold til sin eksmand til at fungere, og få skabt nyt materiale.

Capital Pictures

Kultur
18. februar 2020

Miriams mor til Miriams far: »Hvis du ikke havde mødt mig, var jeg ikke Miriams mor. Og hun ville ikke være prostitueret i stedet for gift.«

Miriam: »Jeg er ikke prostitueret, jeg er komiker.«

Miriams mor: »Er der en forskel?«

Miriam: »Ja, prostituerede tjener mere.«

Miriams far: »Morsomt. Du burde arbejde inden for komik.«

Miriam: »Det gør jeg.«

Sig pænt goddag til jødiske mrs. Maisel og hendes mor (rigmandsdatter) og far (matematikprofessor). Fornavnet er Miriam og kaldenavnet Midge. I ovenstående ildkamp er hun uforvarende blevet hvirvlet ind i sine forældres parforholdskrise, i en diskussion, der varer næsten syv minutter og grundlæggende handler om grundskuffede forældre og deres egenrådige, voksne datter, som de er for stædige til at kunne forstå.

Under den sociale bukselinning

Den fantastiske tv-serie The Marvelous Mrs. Maisel foregår så også i en opbrudstid, og Midge – spillet med en stålfjeders svirp af Rachel Brosnahan – skræver hen over en hastigt ekspanderende generationskløft.

Vi er i de sene 1950’ere og spæde 1960’eres New York City. Tænk Mad Men, men som en screwballkomedie a la 30 Rock (2006-2013) eller Ingen er fuldkommen (1959) – tilsat flamboyante musiksekvenser.

Eller forestil Dem komediegruppen Marx Brothers som periodedrama og med en rapkæftet kvindelig hovedrolle, der taler i munden på alle andre i smældende dialogdueller, som må gøre Woody Allen grøn af misundelse.

Vi starter i 1958. Midge Maisel lever i ægteskab som husmor med Joel Maisel (Michael Zegen) i et jødisk overklassemiljø på Upper West Side, Manhattan, New York.

Midge forsøger at holde sig fiks og leve op til datidens absurde kropsidealisme, som vores tid heldigvis ’slet ikke’ har noget af. Hun holder hvepsetaljen ved lige til gymnastik med hulahopring og hele pibetøjet. Står op, når hendes mand er faldet i søvn, for at fjerne makeup, lægge tommetyk ansigtscreme og rulle curlere i håret. Og sætter uret til en halv time, før hendes mand står op, så hun kan genskabe sit engleansigt med det perfekte hår. »I woke up like this.« Helt sikkert.

Alt ånder fred og ro. Men det holder det hurtigt op med. Gemalen har forelsket sig i en ny og forlader Midge.

I raseri stormer Midge ud ad lejligheden og forvilder sig sydpå ned i Manhattans hippe tarmsystem under 14. gades sociale bukselinning. Hun ramler ned i den kælderbeværtning, Gaslight, hvor Bob Dylan senere optræder i virkeligheden. Her er der åben mikrofon, hun griber den og sviner sin ægtemand og mænd generelt til.

Folk er flade af grin, Midge får færten af noget. Og snart starter hun på bunden i New Yorks standupmiljø og bliver hurtigt venner med den legendariske og stærkt kontroversielle (og virkelige) Lenny Bruce (inkarneret af Luke Kirby).

En forfærdelig suffragette

Og, voila, så er mrs. Maisel forunderligt fanget mellem et vildt progressivt job som standupkomiker og et fastlåst liv som single med delebørn.

Hun er et paradoks på to højhælede, veltrimmede ben, som forsøger at danse mellem gamle ærkeamerikanske kernefamilieværdier og en ny opbrudstids-politisk, aktivistisk venstreorienterede og gryende seksualliberale og feministiske idealer.

Det ene øjeblik observerer hun fra scenen i et casino i Las Vegas, at mænd kan fejle mange gange i arbejdslivet, mens kvinder kun får én chance. Det næste står hun i køkkenet på selv samme kasino for at lave brisket, den traditionelle jødiske ovnsteg.

»Jeg ville have været en forfærdelig suffragette,« siger hun i et show med henvisning til de første feminister, der skaffede kvinder stemmeret i begyndelsen af 1900-tallet.

Midge og hendes mandhaftige pansertank af en manager, Susie Myerson (en formidabelt kantet Alex Borstein), har deres eget kampråb: »Tits up!« De bruger de våben, de har. Og det er en lipstick-feminisme – en variant af den tredje bølge af feminisme fra begyndelsen af 1990’erne – der opfordrer til at kvinder bruger deres æstetiske og seksuelle magt.

Adgang til arbejdsmarkedet

Det er ikke noget, der huer 1960’ernes feminister. Den anden bølge-feminisme, der vokser frem her, angriber mænds objektivisering af kvindekroppen og dermed også kvinders brug af den seksuelle magt, der følger med objektiviseringen.

Samtidig kæmpes der – helt i Midges ånd – for kvinders adgang til arbejdsmarkedet. I 1963 leverer Betty Friedman bogen The Feminine Mystique, der kritiserer myten om at kvinders liv fyldes med mening af husgerning i hjemmet. Dermed bliver millioner af amerikanske kvinder »begravet levende«, som hun skriver. Og dermed får andenbølgefeminismen sig et manifest.

1963 er også året, hvor Gloria Steinem får job på Playboy Club i New York, hvorefter hun i den todelte artikelserie A Bunny’s Tale i Show Magazine beskriver seksuelle krav og elendige arbejdsvilkår på stedet. Og pointerer, at den seksuelle revolution ikke kan realiseres, uden at kvinder er med til at definere den.

Hun kan lide kønsproblemet

Midge Maisel kritiserer tiderne og bryder reglerne, men lige så ofte bruger hun dem til sin egen fordel, spiller med på dem efter forgodtbefindende. Tag bare da hun falder i svime over en bredt svungen trappe, der leder ned til foyeren på et hotel i Miami. Trappen har intet andet formål, end at kvinder kan træde så graciøst som menneskeligt muligt ned ad den. Det gør Midge også. Overdrevet. For så at bryde grinende sammen.

Hun ved, kønsrollerne er et problem, men hun kan også lide problemet.

Det er også en ambivalens eller måske kompleksitet, som The Marvelous Mrs. Maisel opererer med som helhed. Serien elsker den opbrudstid, som vi ankommer i, men også den konservative æra, der gøres op med. Det er seriens akilleshæl, men også dens store charme. At den står og vakler, at den ikke er kategorisk.

Det er tydeligt, at seriens skaber, Amy Sherman-Palladino (der også stod bag Gilmore Girls), både skoser og knuselsker tiden – og både tivoliserer, romantiserer og kritiserer den. Hun og serien er ikke afklaret.

Og det er denne signatur heller ikke. Helt forelsket i den røg og glamour, de dunkle gadelamper, mystiske kælderklubber, eksotiske dansere og den kinesiske gamblingmafia. Og persongalleriet fuld af slagfærdige og konstant mundhuggende tumlinge, der hele tiden rejser sig efter at være blevet slået omkuld af livets modgang.

Og pinagtigt klar over, at jeg ikke som moderne, frigjort, feministisk, intersektionelt tænkende individ kan tillade mig at længes mod den tid.

Én på den totalitære frakke

Gennem de indtil videre tre, forrygende sæsoner bevæger vi os fra 1958 og ind i 1960. »It’s the sixties, man!« De unge venstreorienterede får en hård medfart, portrætteret som forkælede champagnesocialister. Hvilket trods alt er uretfærdigt. Men til gengæld får mccarthyismen også én på sin totalitære frakke.

The Marvelous Mrs. Maisel ignorerer heller ikke tidens race- og seksualitetsproblemer. Se bare, hvor dybt i skjul en sort homoseksuel mand må være i 1960. Og hvor hurtigt man kan stige i graderne som hvid sammenlignet med sort.

Noget, der overrasker den ellers yderst intelligente Midge Maisel – hvilket virker usandsynligt taget i betragtning, at borgerrettighedsbevægelsen med Martin Luther King i spidsen har nationens fulde opmærksomhed på det her tidspunkt.

Et andet eksempel er et show på en militærbase, hvor et meget meget afroamerikansk lineup af kunstnere begejstrer soldaterne – uden skyggen af chikane. Også danserne er udelukkende afroamerikanske, men ligner – som påpeget af mediet Salon.com – mest af alt den ærkeamerikanske traditionsrige dansetrup The Rockettes, som først tillod afroamerikanske medlemmer i 1987.

Hvidt glansbillede

Og dertil kommer, at repræsentationen af asiater har været stort ikkeeksisterende. På Twitter har brugere – ifølge Bustle.com – gjort sig lystige over, at der i de to første sæsoner var én asiat, på en bænk i baggrunden.

Og det er seriens problem. At tidsportrættet – trods sin kønspolitiske bevidsthed – er et hvidt glansbillede, og at den sjældent bliver intersektionel. Ja, selv når vi er på bunden af samfundet, så er det bomstærke individer, vi følger. Ingen lader sig knuse, alle er sin egen lykkes smed. På den led er The Marvelous Mrs. Maisel et revisionistisk eventyr. Et eventyr med sociale, racemæssige og kønspolitiske kommentarer, men ikke desto mindre et eventyr.

Til gengæld har serien over sine tre sæsoner bygget et bundsolidt persongalleri op.

Og den elsker sine karakterer, hver og en af dem. Og det gør jeg også.

Alene forældrene er en gave. Faren Abe Weissman forløses genialt af Tony Shalhoub. Han skyder skylden på sin overklassehustru, Rose Weissman (formidabelt überneurotisk stivstikkende Marin Hinkle), for datterens frække kæft. Hans hysteriske besøg i falsetten er ubetalelige. Og hans hænder er store skuespillere. Måden han vrider dem på ... Eller da han smælder dem fast på bordet under sin første oplevelse af et Lenny Bruce-standupshow. Som for at genvinde balancen i høj sø. Ubetaleligt.

Og der er svigerforældrene, The Maisels (Caroline Aaron og Kevin Pollak), hvis stemmer er lavet af groft sandpapir, der får deres permanente plapren til at føles som at være fanget i en sandstorm.

Revisionisme eller tidsportræt?

Det hele forløses med perfekt doseret skingert overspil – og i speedreplikker i højt screwballtempo i lange nådesløse skænderier, hvor der slås utrolig mange vindere, som alligevel returneres ubesværet.

Og så er serien ikke bange for at disrupte sin komik og lade komikken smuldre i dødsensalvorlige opgør, inderlige forsoninger og brud, der måske aldrig heler. Vi får se. En fjerde sæson er allerede blevet bekræftet.

Spørgsmålet er så, om serien vil blive endnu mere racemæssigt og intersektionelt bevidst. Det kunne noget tyde på. For i tredje sæson fik vi en større kinesisk karakter, den bomstærke Mei Lin (Stephanie Hsu).

Altså har holdet bag The Marvelous Mrs. Maisel opnået fuld bevidsthed om deres rolle. Deres skildring af fortiden er blevet en værdipolitisk kampplads i nutiden. Vil det mon resultere i politisk korrekt revisionisme eller i et mere præcist tidsportræt?

’The Marvelous Mrs. Maisel’ – Skabt af Amy Sherman-Palladino. Instruktion: Amy Sherman-Palladino, Daniel Palladino m.fl. Manuskript: Amy Sherman-Palladino, Kate Fodor, Daniel Palladino m.fl. Fotografi: M. David Mullen, Eric Moynier. Alle tre sæsoner kan ses på Amazon Prime

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her