Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ida Holmegaard har skrevet en vidunderlig bog om at se og at se ud. Ingen af delene er ligetil

Ida Holmegaard skriver i sin nye ’LOOK’ så ekstatisk og klart, at essayet flakser med stor præcision
Det er dejligt og uvant at læse en bog, der ikke affærdiger tøjet som bare pjank og pyntesyge, men som derimod fordyber sig i det og tænker videre gennem det, skriver anmelder Benedicte Gui de Thurah Huang.

Det er dejligt og uvant at læse en bog, der ikke affærdiger tøjet som bare pjank og pyntesyge, men som derimod fordyber sig i det og tænker videre gennem det, skriver anmelder Benedicte Gui de Thurah Huang.

Sarah Michelle Riisager

Kultur
7. februar 2020

Jeg ifører mig en Armani-skjorte af vasket sølvgrå silke, inden jeg sætter mig for at læse Ida Holmegaards nye bog. Skjorten er ekstravagant, men egentlig ret underspillet, bortset fra manchetknapperne, der er store og runde som perler, og afgiver en god, hård lyd, hver gang de rammer bordpladen.

Det føles vigtigt, hvad jeg ifører mig, nu jeg skal i clinch med Holmegaards Look, som er en bog om alt det udsøgte ved tøjet, vi tager på.

Ida Holmegaard: ’LOOK’.

Saxo
Gennem essayistiske nedslag i eget liv får Holmegaard mig til at genopleve tøjets fortræffeligheder: Hens prikkede kjole med sløjfe og bar ryg husker mig på, hvor forfriskende det kan være at sidde i en vindueskarm med vinden strygende mod huden.

Hens ulykkelige forelskelse i manden med den grønne, vandafvisende jagtjakke minder mig om, hvordan ét enkelt stykke tøj kan huse hele ens uforløste begær.

Og endelig er Holmegaards beskrivelse af sin mormors sandfarvede kjole en påmindelse om, at tøj også kan forbinde os med tidligere generationer og med afdøde elskede:

»Jeg arvede hendes sandfarvede silkekjole, jeg kunne se, hvordan hun havde syet den om, så den blev mere nedringet. Den søm er noget af det, der har fået mig til at føle mig allertættest på hende.«

Det er dejligt og uvant at læse en bog, der ikke affærdiger tøjet som bare pjank og pyntesyge, men som derimod fordyber sig i det og tænker videre gennem det.

Look gør det til en dyd at fremhæve forfatterens ’skrivetøj’; den ene dag en morgenkåbe, den næste en klassisk herreskjorte:

»Knapperne sidder på højre side, så højre hånd let kan række ind på brystet og nå et våben. Men jeg har ingen pistol på brystet, kan bare række ind til min hjertebanken.«

Jeg skriver også dette, iført skjorte, en skjorte til damer åbenbart. Det er ellers aldrig faldet mig ind, at dens knapper sidder til venstre, men det gør de. Sådan er der utallige detaljer, jeg aldrig har skænket en tanke, selv om de måske spiller en ganske afgørende rolle.

Efterhånden afslører Look, hvordan tøjet ikke kun er kilde til glæde, men også ustandseligt udøver sin egen subtile magt – ved at dressere kroppen, ved at indskrive den i et køn, en alder, en socialstand, en nationalitet, et job, som vi ikke nødvendigvis føler os hjemme i.

Sammenligner læsningens modus med påklædningens

Holmegaards skrift er altid situeret, jeget er tilstede med en utrolig kraft gennem hele teksten, men hen overlader også ofte – sådan som essayet netop kan det – pladsen til andre forfattere og hengiver sig gerne til deres tekster. Eksempelvis genbesøger Holmegaard en gammel ven fra teenageårerne, den unge og vrede Holden Caulfield, der hjemløst driver gennem New Yorks gader i J.D. Salingers The Catcher in The Rye.

Holden vil ikke være voksen, påpeger Holmegaard, men samtidig frygter han at blive afsløret som en splejset dreng. Derfor er han så bange for, at den bredskuldrede værelseskammerat til Stradlater skal udvide hans ternede uldjakke.

Det er ironisk og sårbart og måske lidt latterligt. Herretøjet kan være tvingende, stift og ubekvemt. Ligesom uniformen, som Holmegaard finder i kinesisk-britiske Mary Jean Chans digt Dress, der handler om at bære britisk skoleuniform i et koloniseret Hongkong:

»You began wearing that dress at the age of six, your skin haunted by the british flag«.

J.D. Salinger og Mary Jean Chan er kun en brøkdel af de forfattere, hvis tekster læses og besøges i Look. Alt for ofte er læsningen, en såkaldt passiv, feminin praksis, blevet nedvurderet til fordel for skriften. Og derfor er det en glæde at møde denne bog, der vælger læsningen som drivende kraft. Det er så præcist, når Holmegaard beskriver det at læse som en evne til at lade sig gennemstrømme, og teksten som et sted, hvor det bliver muligt at tænke og føle, som om man var en anden.

Sarah Michelle Riisager

Og at det er et privilegium at være i en position, hvor man kan gøre sådan. Det er ikke mindre klogt, når hen sammenligner læsningens modus med påklædningens, at man gennem sine bevægelser, sit tøj og sin adfærd kan blive forskellige personer, forskellige køn – sådan som Holmegaard oplever det til en dragworkshop i Brixton, en kold mandag i april. Så er det – selv om processen er nok så skrøbelig – sjovt igen, og herretøjet ikke kun stift, men også tæt og blødt:

»Jeg er grådig. Vil altid have mere, flere køn, mere kærlighed, flere smukke jakkesæt (…) Det her jakkesæt virker bare, både og, mere af det hele, ekstra alting, det undrer mig ikke, at Orlando kunne leve 300 år på den her energi.« Så ekstatisk kan det udtrykkes.

Look er en vidunderlig bog, fordi den vover at påstå, at det blandede udsagn overhovedet ikke er rodet måske blot åbent, mere livligt, mere komplekst.

Titlen Look er overhovedet en påmindelse om bogens kompleksitet, at se og at se ud: Ingen af delene er ligetil, men udfordres og favnes af Holmegaard.

Ida Holmegaard: ’LOOK’. Rosinante. 174 sider. 200 kroner.

Benedicte Gui de Thurah Huang er anmelder på Politiken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her