Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

’Iran Reframed’ tager os med ind i Revolutionsgardens klipperum

Narges Bajoghli tager læserne med ind bag kulissen af Irans paramilitære organisation, Revolutionsgarden, og viser, hvad det vil sige at være proregime. Samtidig giver hun et indblik i debatten om, hvordan statsmagten fører revolutionskampen videre til næste generation
Reformisterne mener, at Den Islamiske Republiks politik bør reformeres for bedre at reflektere samtidens udfordringer og befolkningen som helhed. Og det var blandt andet netop støtten til reformisterne, der fik millioner af iranere til at marchere i Teherans gader efter præsidentvalget i sommeren 2009 i protest mod præsident Mahmoud Ahmadinejads sejr, som mange mener var forfalsket.

Reformisterne mener, at Den Islamiske Republiks politik bør reformeres for bedre at reflektere samtidens udfordringer og befolkningen som helhed. Og det var blandt andet netop støtten til reformisterne, der fik millioner af iranere til at marchere i Teherans gader efter præsidentvalget i sommeren 2009 i protest mod præsident Mahmoud Ahmadinejads sejr, som mange mener var forfalsket.

Ben Curtis

Kultur
21. februar 2020

»I er imod de filmskabere, som direkte reflekterer det samfund, I har skabt.«

Disse skarpe ord faldt i en opsigtsvækkende iransk fjernsynsdebat tidligere på måneden. Debatten stod mellem to filmkritikere og fandt sted på statens nyhedskanal, der ellers ikke er kendt for at være en platform for systemkritikere, og ordene rammer kernen af debatten i landets film- og kulturkredse.

For hvordan fungerer det i praksis, når den iranske statsmagt implementerer film- og mediestrategier for at føre revolutionskampen videre til den unge generation? Hvordan holder man en revolution i live, når revolutionens fædre er langt oppe i årene, og de yngre generationer hverken husker revolutionens slogans eller krigsminderne, men kerer sig mere om deres sociale medievirkeligheder?

Narges Bajoghli: ’Iran Reframed - Anxieties of Power in the Islamic Republic’.

Saxo
Det er et emne, som adjunkt i Mellemøststudier ved Johns Hopkins University Narges Bajoghli har dedikeret ti år af sit akademiske liv til at studere. Hun har i årevis været med til møder blandt Irans paramilitære organisation, Revolutionsgarden, og dens social- og sikkerhedsenhed, Basij, og det arbejde har resulteret i den højaktuelle perle af en bog, Iran Reframed – Anxieties of Power in the Islamic Republic.

I 2012 instruerede Bajoghli dokumentarfilmen The Skin That Burns, som fortæller historien om Irans frivillige soldater, der blev udsat for kemiske bomber under krigen mellem Iran og Irak (1981-1988). Det var blandt andet mødet med krigsveteranerne, der gav hende adgang til diverse forgreninger i Revolutionsgardens medieproduktion, som hun senere baserede sin forskning på.

I et af bogens interviews med en af direktørerne på Irans stats-tv i 2010 bliver det varslet, at en ny måde at være til stede på sociale medier og i populærkulturen på er på vej:

»Vi ved godt, at vi har mistet en stor del af vores publikum til udenlandske satellitkanaler styret af eksiliranere. Og at vores ungdom får deres nyheder og underholdning fra sociale medier. Statsligt tv er ikke længere vejen. Vi har behov for at finde nye måder til at influere narrativet og trække fortællingen tilbage til vores side.«

Et delikat emne

Narges Bajoghlis skriver let og livligt om sine møder med diverse filminstruktører og producenter i de mest konservative kredse, der brænder for religiøse og nationale idealer. Særligt spændende er de ophedede debatter mellem de mest konservative kræfter og den fløj af Irans politiske elite, som kalder sig for ’reformister’.

Reformisterne mener, at Den Islamiske Republiks politik bør reformeres for bedre at reflektere samtidens udfordringer og befolkningen som helhed. Og det var blandt andet netop støtten til reformisterne, der fik millioner af iranere til at marchere i Teherans gader efter præsidentvalget i sommeren 2009 i protest mod præsident Mahmoud Ahmadinejads sejr, som mange mener var forfalsket.

Der blev slået hårdt ned på demonstranterne, og bagefter blev sikkerhedsstyrkerne sat ind for at hindre yderligere oprør. Det er her essentielt for at kunne forstå, hvor svært det efter protesterne i 2009 har været for en ung forsker at forske i så delikat et emne.

Protester, der efterlod en uforsonlig politisk kløft mellem hardlinere og reformister, og som kun er vokset de seneste 11 år. Netop den ideologiske konflikt mellem de to fløje og deres magtkamp er central i en af bogens mest nervepirrende anekdoter.

I en politisk splittet atmosfære i 2014 inviteres en gruppe af de mest konservative filmskabere, journalister og filmkritikere til en fælles filmfremvisning. Invitationen kommer fra en tidligere kaptajn i Revolutionsgarden, som også kan bryste sig at være tidligere Basij-medlem og veteran, der har kæmpet i Iran-Irakkrigens samtlige otte år. Han har siden opnået en ph.d.-grad i litteratur og har gode forbindelser til samtlige grupper inden for magteliten. Han har også inviteret den unge Bajoghli, som sidder bagerst i rummet, og som slet ikke er klædt på til den film, hun skal til at se.

Filmfremvisningen finder sted, fordi den tidligere kaptajn er en reformist med en mission. Han ønsker at prikke hul på landets politiske byld, og film er hans middel til at facilitere den nødvendige samtale mellem hardlinerne og reformisterne. For ham er en fælles forståelse essentiel for at forsone nationen og genvinde de iranere, der føler sig svigtet og marginaliseret af regimet. Ahmadinejad er ikke længere præsident, og tiden er moden til en intern dialog. Og den dialog sparker den gode kaptajn i gang ved at vise en film med titlen Det ønskværdige skrald, som refererer til et citat af Ahmadinejad, der kaldte demonstranterne under oprøret i 2009 for ’skrald’.

Angsten og de antirevolutionære

Filmen handler om Monir og hendes politiske angst under oprøret i 2009, også kendt for Den Grønne Bevægelse. Mens demonstranter søger refugium i hendes gård i Teheran, lærer vi hvordan denne ældre kvindes livshistorie er flettet ind i Irans moderne historie. Bajoghli opsummerer:

»Hendes mand havde arbejdet for premierminister Muhammad Mossadeqs administration, der nationaliserede Irans olie i 1950 og blev afsat i et CIA-orkestreret kup i 1953. En af hendes sønner var blevet dræbt i kamp under Iran-Irak krigen. En anden søn havde undgået krigen og var rejst udenlands for at studere og var blevet der. Hendes bror var blevet henrettet efter revolutionen for at være venstreorienteret. Og hendes svigerinde var en revolutionær i 1979 …«

Grebet af angst for at blive beskyldt af Basij for at huse antirevolutionære kræfter, begynder Monir at rense ud i sit hjem. Hun er bange, og hun smider billeder og familieminder ud – og dermed renser hun også ud i landets historie.

Filmens instruktør, Mohsen Amiryoussefi, havde redigeret filmen utallige gange for at opnå produktionstilladelse og var nu ude efter at få en visningstilladelse. Men efter denne private fremvisning er de tilstedeværende konservative kritikere chokerede og decideret stødte. De er vrede over filmens antirevolutionære toner, og det sætter gang i en interessant debat.

En basiji-journalist argumenterer for, at han er vokset op uden nogensinde at se »sin egen generation« i iranske film, på nær i krigsfilm, når de ligger døde ved fronten.

»I din film er De Grønne bange for os. Men ingen ser os. Hvem er vi? Hvorfor giver du ikke os en stemme i din film?«

Hvortil instruktøren i et forsvar for sin film siger:

»Jeg føler, at jeres stemme altid bliver hørt på tv og i mange film. Men for mig var de første dage af Den Grønne Bevægelse den første gang i mit liv, hvor jeg så folket. Jeg så vores samfund.«

Således fortsætter debatten i bogen, og til gene for alle skal filmen yderligere redigeres for at opnå visningstilladelse.

Episoden er vigtig for at forstå Den Islamiske Republik, som fyldte 41 i sidste uge. Faktisk er Iran Reframed en vigtig tilgang til at forstå de interne diskussioner blandt revolutiongardisterne på tværs af generationer.

Bajoghli argumenterer for, at mange af revolutionens mænd, der kæmpede på slagmarken i 1980’erne, i dag har børn og børnebørn, som ser anderledes på samfundet. Derfor er en del af reformisterne og veteranerne blevet politisk mildere med årene, netop fordi de ser verden igennem deres sønner og døtre, som higer efter et andet samfund. En roligere tilværelse.

På den ene side anerkender Revolutionsgarden vigtigheden i at vedligeholde de yngre generationers støtte til Den Islamiske Republik. På den anden side er Revolutionsgarden udfordret af en ungdom, som hellere identificerer sig med en globaliseret verden igennem sociale medier end en revolution og en krig, som ligger godt begravet i fortiden.

En nødvendig nuancering

I sin bog gør Bajoghli netop det, som Basij-journalisten beder filminstruktøren om; hun menneskeliggør ham og giver Basij en stemme. Igennem tre forskellige stemmer beskriver hun Revolutionsgardens dilemmaer siden 1979.

En nødvendig nuancering af en organisation, som oftest bliver portrætteret som en ensartet militant masse. Hun peger særligt på de unge tredjegenerations Basij-medlemmer, som har et konfrontatorisk syn på reformisterne og deres efterkommere, hvilket også fremstilles tydeligt under filmfremvisningen.

Siden 2009 har iranerne oplevet flere omgange med protester i landets gader, og Bajoghli argumenterer for, at det faktisk er lykkedes statsmedier at etablere et forhold til en bred skare af ungdommen i Iran via nye fortællinger – særligt når eksterne magter og eksilgrupper truer med modfortællinger.

Bajoghli giver masser af eksempler på, hvordan indenrigs- og udenrigskriser er blevet styret ved hjælp af fortællinger i statens filmindustri. Særligt fremhæver hun fortællingen om den tidligere generalmajor Qassem Suleimani, som blev dræbt af amerikanske droner tidligere i år. Suleimanis kamp mod Islamisk Stat i Irak og i Syrien har skænket ham en heltestatus i store dele af den iranske befolkning.

Her hvor republikken tager hul på sit femte årti, virker iransk politik mere fragmenteret end nogensinde. Her d. 21 februar er der parlamentsvalg, og en historisk stor del af kandidaterne blandt de reformistiske kræfter er ikke blevet godkendt til at stille op. Desuden ventes en historisk lav valgdeltagelse, hvilket bliver diskuteret i stor stil i landets aviser i disse dage og giver Narges Bajoghlis Iran Reframed en velfortjent aktualitet. For en lav deltagelse til parlamentvalget kan tydes som fraværet af folkets opbakning til regimets legitimitet – og det er det sidste, Den Islamiske Republik ønsker lige nu.

Narges Bajoghli: ’Iran Reframed: Anxieties of Power in the Islamic Republic’. Stanford Studies in Middle Eastern and Islamic Societies and Cultures. 176 sider. 22 dollar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her