Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Ivan Bunin var optaget af menneskets lod, ikke det enkelte menneske

Stemplet som kontrarevolutionær, borgerlig og antiproletar af Stalin og tvunget til emigration, men ingen forfatter er så russisk som Ivan Bunin. Nu foreligger på dansk den perfekte bog om denne mester fra Rusland
Den russiske forfatter Ivan Bunin (nummer tre fra venstre) i sin sommerresidens i Grasse nær Cannes sammen med sin kone Vera (nummer tre fra højre) og venner i 1933, året, hvor Bunin også blev tildelt Nobelprisen i litteratur.

Den russiske forfatter Ivan Bunin (nummer tre fra venstre) i sin sommerresidens i Grasse nær Cannes sammen med sin kone Vera (nummer tre fra højre) og venner i 1933, året, hvor Bunin også blev tildelt Nobelprisen i litteratur.

Album / Fine Art Images

Kultur
14. februar 2020

At møde russeren Ivan Bunins forfatterskab, hvad man til alt held nu har mulighed for med novelleudvalget Herren fra San Francisco (netop udkommet på Bechs forlag) og at gøre sig fortrolig med hans personlighed og skæbne, hvad man ikke kan lade være med, er et vovestykke.

Passer man ikke på, bliver man hurtigt suget med slipstrømmen fra hans forførende, både kolde og pirrende fortællekunst ned i et hul, som man ikke kan komme op af lige med det samme. For fænomenet Bunin – der længe har befundet sig i skyggen af ikke mindst Tolstoj og Tjekhov – har mange og lange tråde og fører vidt. For enden af hullet åbner der sig, med ham som udsigtspunkt, et stort og kompliceret historisk landskab.

Ivan Bunin (1870-1953) var et stort navn i Europa i trediverne og fyrrerne. Han fik Nobelprisen i litteratur i 1933 som den første russiske forfatter nogensinde. Han sad i en biograf i Grasse (ikke langt fra Cannes), hvor han boede, i selskab med sin nye muse og sekretær, en ung russisk digterinde, da nogen prikkede ham på skulderen og fortalte ham, at hans kone havde talt med Stockholm. Det Svenske Akademis sekretær havde ringet.

Ivan Bunin: ’Herren fra San Francisco og andre fortællinger’.

Saxo
Den store pris var allerede dengang en monumental, international anerkendelse. Men årets tildeling huede forståeligt nok ikke Stalin.

Han mente, at en russisk forfatter var en sovjetrussisk forfatter, og tænkte helt præcis på Maksim Gorkij (som i øvrigt var jævnaldrende ungdomsven med Bunin). Og nogle forestillede sig da også, at der lå en politisk finte i, at Det Svenske Akademi netop valgte en russisk emigrant, altså en af dem, der ikke blot havde fordømt den russiske revolution i 1917, men også forladt skuden.

Teorien støttedes af, at Nobelfamilien notorisk ikke skyldte det nye diktatur i øst noget. Det svenske finansdynasti havde haft store rodfæstede, økonomiske interesser i zarens Rusland – ikke mindst inden for olieproduktion – og på kort tid mistet anselige formuer og andre værdier under den bolsjevistiske magtovertagelse.

Bunins nominering til prisen havde stærke fortalere: foruden Thomas Mann den franske romanforfatter Romain Rolland. De fik den i henholdsvis 1929 og 1915. Dertil kom Thomás Masaryk, det nye Tjekkoslovakiets første præsident, der systematisk støttede den russiske kulturs diaspora.

Bunin stammer fra en delvis ruineret landadelig slægt i det sydlige Rusland. Verden lærte han især at kende i den nærliggende landsby. Hans første fortællinger og romaner er ikke blot litterært, men også ideologisk i tråd med Tolstoj og hans moralfilosofiske lære – han kendte den store profetiske fortæller personligt. Med sin (selv)kritiske sociale forståelse ville Bunin have læst Jeppe Aakjærs samtidige noveller om det forhutlede danske landproletariat med stor sympati.

Den unge Bunin blev tidligt en læst og værdsat forfatter, ofte ligefrem modtaget som en ny Turgenjev. Han støttede helhjertet Februarrevolutionen, der i hans øjne kunne have erstattet zarvældet til landets bedste, men Oktoberrevolution og det monstrøse, bolsjevistiske rædselsherredømme, der fulgte, betragtede han til gengæld som en pest.

Noget atypisk ved Bunins forfatterpersonlighed var, at han i årene før sin emigration tog på store rejser, der bragte ham og hans kone til blandt andet både Asien og Mellemøsten, rejser af en slags, som næppe mange af hans russiske kolleger foretog magen til. Så det var en verdensvant herre, der i 1920 i en alder af 50 emigrerede – på et tidspunkt, hvor han ikke længere var i tvivl om, hvor udviklingen hjemme bar hen, og at al fortsat modstand mod kommunisterne var omsonst.

Samtidig var den personlige risiko vokset betydeligt. I Odessa kom han og hans kone med det sidste franske skib, der afgik, via det daværende Konstantinopel til Europa. Som for så mange andre gjaldt det til sidst også for Bunin om simpelthen at redde livet.

Og æren, Ruslands ære. Den ville han hævde med sit forfatterskab.

Thomas Mann sagde engang med en vis ret:

»Hvor jeg er, er Tyskland.«

Bunin kunne have sagt det samme, bare om Rusland.

»Vi forlod Rusland for at kunne forblive russere«, er en kendt replik fra en lidelsesfælle i den russiske diaspora, som Bunin gjorde til sin egen.

Men mens på den ene side alle Bunins nye fortællinger, skrevet efter emigrationen, udspiller sig i det gamle Rusland, ændrede deres tematik sig, bort fra det socialkritiske, i retning af det eksistentielle og mystiske.

Menneskets lod, ikke det enkelte menneske

Et overgangsværk er det foreliggende binds titelnovelle. Den handler om en hovedrig, californisk forretningsmand. Han, der tydeligvis har betragtet alle andre mennesker som midler og redskaber, under sent i livet omsider sig selv og sin familie en lang opulent ferie i den gamle verden.

Den indledes med pomp og pragt om bord på luksuslineren Atlantis. Man bemærker om aftenen i den strålende salon et elegant par, der svinger sig forelsket på dansegulvet. Det er købt og betalt for at kaste romantisk glans over etablissementet!

Manden dør pludseligt, netop ankommet til et pompøst hotel på Capri, der er rejsens første station. Hans jordiske rester må fragtes tilbage til Staterne med selv samme Atlantis i en hurtigt sammenflikket kiste hensat i et uhumsk lagerrum nederst i lasten. Og oppe i danserestauranten svinger »de elskende« sig som før.

Fortællingen, som har mange symbolske træk, er alt andet end et sentimentalt sic-transit-gloria-mundi-suk. Der er en ubarmhjertig højere ubønhørlighed på spil, som Bunin antyder med præcise iagttagelser og beskrivelser uden at fortrække en mine. Følsomheden er alene på læserens side.

Novellen, der har en enorm karisma og snart blev kendt videnom i oversættelser, handler om de store gådefulde illusioner og uden kommentarer om undergangens uafvendelighed. Der lurer næsten altid en latent katastrofe i Bunins sene forfatterunivers, men altid med stram objektivitet: Mennesker og skæbner er holdt ud i strakt arm.

Hos Bunin gives der kort sagt ikke ved dørene. Mennesket er indlejret i en verden af jernlove, der ophæver individet og først og fremmest viser de store funklende illusioners magt (herunder kærlighedens) og sammenbruddets uafvendelighed. Hans noveller har ingen humanistisk dimension. Det er menneskets lod, der optager ham, ikke det enkelte menneske.

På det punkt ligner Bunin ikke den ti år ældre Anton Tjekhov, som han dog betragtede som sin åndsfrænde nr. 1. Da Bunin døde, efterlod han et stort essay om sit forbillede, som han ikke nåede at gøre færdigt.

Erotikken er larger than life

I Frankrig blev Bunin den første russiske emigrantbølges store navn og talsmand. Grundlæggende var han ikke politisk og slet ikke som forfatter; men med emigrationen blev han det som borger og meningsdanner – eller slet og ret russer.

Den eneste politiske fanatisme, han luftede, var hans uslukkelige had til barbariet. Lenin var og blev et ’udskud’; han havde smadret det mægtige russiske rige, og Bunin advarede det godtroende progressive Europa mod at falde for Lenins projekt.

Hans karakteristik af den sovjetiske regering lød kort og godt: »Hvilket modbydeligt forbryderalbum!«

En novelle, der er skrevet i hans sommerresidens i Grasse (i nærheden af Cannes) så sent som 1944, har en bredt skildret, detaljeret åbningsscene, der foregår i 1918, uden at der egentlig sker noget.

Sceneriet i »Et koldt efterår« kan ikke være mere russisk – en efterårsaften i en stor stue på et gods; stemningen er tung, bemærkningerne få. Tyskland har netop erklæret Rusland krig (Bunin var i øvrigt i modsætning til de fleste russere pacifist!).

Den purunge datter i huset må tage afsked med en ung mand, som hun netop er blevet forlovet med. Han var blevet indkaldt, og han falder en måned senere. Men den aften, da den første efterårskulde var sat ind, og samovaren duggede ruderne, nåede han at hviske, at hvis han døde, ville hun så sørge for at leve og glæde sig over verden, men komme til ham bagefter? Og hun havde i sit stille sind et øjeblik overvejet, hvad hun egentlig ville gøre, hvis han døde, men havde holdt fast i hans ærme og sagt ja.

Det liv, hun får de følgende 30 år, bliver opsummeret på en halv side: et ægteskab med en ældre officer fra den tabende kejserlige hær, flugten til Tyrkiet, hvorunder hendes mand dør af tyfus.

Efter et liv som mange andres med flugt og flytninger og små ydmyge job, er hun omsider endt i Nice – alene, og alt, hvad hun har tilbage, er en replik, der faldt en aften i 1918 en tåget efterårsaften i hendes forældres hjem på landet.

En enkelt replik – der bliver det altafgørende centrum i et helt liv og trivialiserer alt andet. Og i en anden novelle (»Solstik«): Et samleje som det altafgørende unikke øjeblik, der bliver det blændende brændpunkt for alting før og efter.

Eller i en tredje typisk novelle (»Mitjas kærlighed«): En besættelse svulmer ubetvingeligt og fører til slutundergang – det vil sige selvmord – med sig.

Erotikken hos Bunin er larger than life, også i den forstand, at den er svanger med død. Her er en markant forskel til Tjekhov. Til gengæld en foregribelse af Nabokov.

Et stort netværk

Bunin har personligt et enormt netværk. Tolstoj er nævnt. Til Capri rejste han på ferie med Gorkij. Det var omkring århundredskiftet. I Grasse drak han te med André Gide, der havde haft en kort affære med kommunismen.

Her måtte den franske kollega høre Bunin ønske, at han aldrig havde skrevet »En herre fra San Francisco«! Mesterværket! Og i Paris fik Bunin i 1925 besøg af den fem år yngre Thomas Mann.

Bunins noveller bar i sig den uforlignelige russiske episke tradition og kultur, fandt Mann, og tilføjer, at det netop er den kultur, som »i dag bliver stemplet som kontrarevolutionær, borgerlig, antiproletarisk i det moderne Sovjet«.

Mann føler solidaritet med Bunin og tvivler ikke et øjeblik på, at i givet fald »ville min skæbne blive den samme som hans.«

Det er på sin vis profetiske ord i 1925. Blot blev det ikke Lenin, der fordrev Thomas Mann fra hans Tyskland, men Hitler.

Mann noterer også, at den elegante russer forekom ham mere indadvendt end meddelsom. Hans iagttagelsesevne og diplomatiske sans fornægter sig ikke. Andre gik videre og fandt Bunin kold og stolt.

Bitre sidste år

Bunins senere år er ikke uden turbulente episoder og blev ikke just noget vegetativt otium. Den både spegede og spændte atmosfære, der udviklede sig mellem sejrsmagterne og i det delte Europa efter Verdenskrigens afslutning, ramte ikke mindst emigrantmiljøerne.

Et besøg, Bunin aflagde i februar 1945 på den sovjetrussiske ambassade i Paris, fik konsekvenser for tilliden til ham i emigrantmiljøet.

Dertil kom, at propagandaapparatet i Moskva begyndte at bejle til ham på alle tænkelige måder. Han fik den ene invitation efter den anden, ledsaget af smigrende tilbud om æresboliger og meget andet.

Om der var tale om veltilrettelagte faldgruber eller ej, er uvist. Men hvis formålet ’blot’ var at forgifte atmosfæren omkring Bunin i Paris – hvilket ikke er usandsynligt – virkede det. Og det var med til at gøre Bunins sidste år bitre. Det var både betændte og sindrige tider i skyggen af den begyndende Kolde Krig.

Trekantarrangementet i Grasse holdt ikke. Elskerindesekretæren, som notorisk havde indflydelse på visse af Bunins værker, blev ikke alene træt af sit sydfranske eksil; hun indledte en stormfuld affære med en af Buninparrets gæster – en kvinde.

Begge Bunins samleversker udgav bøger om deres liv med ham efter hans død. Han dør samme år som Stalin, i 1953. Og samme dag – den 8. februar (efter vor tidsregning) – som Oktoberrevolutionen sejrede i 1917.

P. S: Oversætteren Trine Søndergaards danske sprog lader sig fint læse. Og udgiveren Ole Nyegaards efterskrift er instruktivt med mange gode pointer i analysen.

Ivan Bunin: ’Herren fra San Francisco og andre fortællinger’. Bechs forlag. 288 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her