I Jacob Skyggebjergs nye roman vender de stærke sig imod de svage – bare fordi de kan

Det er et ubehageligt og nådesløst univers, man er vidne til i Der går min klasselærer, Jacob Skyggebjergs nye roman.

I år 2000 i den lille by Løsning (der ligger mellem Vejle og Horsens) forelsker den 43-årige folkeskolelærer Erling sig i sin 14-årige elev, Mira. Eller – forelskelse er måske så meget sagt. Perverteret besættelse er mere passende.

Erling er vild med Miras duft af »skolepigeparfume«, han vil finde et sted, hvor »vi kan være i fred, og jeg kan pumpe dit lille …«. Der er en besættelse af, hvor lille hun er – »Åh Gud, hvor fylder hun ikke meget i det store sæde,« tænker Erling en dag, han kører hende hjem fra skole – og en højstemt bevidsthed om hans egen forelskelses storhed via udråb som »Pine!«, »Himmel!« eller »Denne magnetisme …«

Nå, så vi har med en pædofil hovedperson at gøre, tænker jeg, eller i hvert fald en klam mand, der ikke kan kende forskel på rigtigt og forkert. Man kan forestille sig, at plottet er inspireret af Nabokovs Lolita (ordet »nymfe« bliver også brugt flere gange). Den ret afgørende forskel er dog, at man ikke bliver revet med af Erlings parodisk beskrevne begær. Man kan kun se det udefra og synes, det er enten ulækkert eller ynkeligt.

Men på bagsiden af Der går min klasselærer læser jeg, at bogen handler om »folkeskolelæreren Erlings genfødsel som følende menneske«. Betyder det, at jeg skal tage forelskelsen i Mira alvorligt?

Efter endt læsning er jeg stadig usikker på, om det er meningen, jeg skal interessere mig for Erling og hans forstyrrede begær, eller om bogen er én lang udstilling af ham. Når Erlings følelser beskrives, kan det lyde sådan her:

»Han mærker sine følelser i deres egentlige, uendelige væld af nuancer, sammenflydende, tiltagende og aftagende i styrke, glidende over i hinanden. Han ser dem som en pøl af farver, der snor sig ind og ud af hinanden, gør spiraler og så med et kan opløses i én stor ensfarvet masse«.

Følelser som en farvelade, man kan betragte – er det en joke eller seriøst? Eller er det et portræt af et menneske, som tror han er kommet i kontakt med sine følelser?

Lige meget, hvad svaret er, er det ikke en særlig fed usikkerhed at befinde sig i; det skaber en stor distance til teksten.

I folkeskolen må enhver kæmpe for sig selv

Der går min klasselærer er langt bedre, når den beskriver Løsning og miljøet på den folkeskole, hvor Erling arbejder.

På en skoleudflugt betragtes elevernes adfærd eksempelvis med et nøgternt og nådesløst blik – og derfor bliver det ret sjovt:

»De spæner ind i skoven og sparker svampe ned fra stammerne. Knækker grene af og fægter efter hinanden, prikker hinanden med grenene. En af fjerdeklasserne kaster sig ned i en myretue for at underholde de andre. En anden tramper i en stor våd hundelort, så det pjasker op ad benene på ham. Han sætter efter en af pigerne og prøver at tørre det af i hendes tøj.«

På folkeskolen er der ikke bare den velkendte følelse af kaos, men også en genkendelig hårdhed i børnenes sociale hierarkier. Sådan her beskrives for eksempel »Anden Tabergruppe« i skolegården:

»De er elever fra udskolingen, ottende og niende, der gennem årene efterhånden er blevet sorteret fra det store fællesskab og har måttet acceptere, at de bliver nødt til at være venner. Holde sammen. Fordi de ikke har andre. Udstødelsen er det, de har til fælles.«

Den slags beskrivelser bliver så meget stærkere af, at de ikke er ladede. Der er noget meget vellykket ved Skyggebjergs reportagestil.

Generelt tegner bogen et billede af et koldt samfund, hvor enhver må kæmpe for sig selv, og hvor de stærke ofte vender sig imod de svage – bare fordi de kan.

I en særligt ubehagelig scene orker Erlings kone Irma (som også er skolelærer) ikke længere at holde med mobbeofferet Stig og vælger at tage mobbernes parti, da hun kommer tilbage efter et frikvarter. Skyggebjerg har et virkeligt godt øje for den magtforskydning og virkelighedsforvrængning, som hendes ændrede attitude skaber i klasseværelset.

Det er er altså store styrker ved Der går min klasselærer, men den halvironiske tilgang til Erling, bogens hovedperson, forbliver et problem.

Når jeg forsøger at læse Erling sammen med Skyggebjergs rå miljøtegninger af magtforholdene i Løsning, får jeg fornemmelsen af, at Erling måske ikke bare er en karakter i romanens univers, men også en slags symbol for byens ansvarsløse indbyggere, der handler til deres egen fordel, uden at det har konsekvenser for dem selv.

Romanens slutning, som jeg ikke vil spoile her, bidrager til fornemmelsen af, at Erling repræsenterer alt, hvad der er galt med Løsning.

Det er ikke sikkert, det hænger sammen på den måde, men jeg funderer over, om en hovedperson, der så klokkeklart passer ind i et modsætningsforhold, der allerede findes i teksten, kan blive rigtig interessant – eller få en menneskelig dybde.

Jacob Skyggebjerg: ’Der går min klasselærer’. Gladiator. 268 sider. 300 kroner.