Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Jonathan I. Israel underkaster i nyt mammutværk oplysningstiden en kritisk inspektion

I den britiske historiker Jonathan I. Israels nye imponerende bog, bliver det tydeligt, at historieforskning ikke er interesseløs, og hans eget ideologiske ståsted er skrevet i klar tekst: Den radikale oplysning er den optimale ramme omkring den vestlige verdens kerneideal, menneskerettighederne
Kultur
28. februar 2020

Når den britiske stjernehistoriker Jonathan I. Israel skriver et værk, er det gerne tungt som en flise og på tusind sider. Bag sig har han adskillige voluminøse bind om hollandsk historie, men det er dog særligt for sin store serie om oplysningstiden, at hans internationale ry er blevet sikret. Et ry, der både fortæller om hans overlegne evne til at skabe store synteser af en grundig finkæmning af kilderne og samtidig har skaffet ham mange modstandere blandt arkivrotterne.

Israels grundlæggende tese er, at man kun forstår oplysningstiden, hvis man opererer med tre idealtyper: den radikale oplysning, den moderate oplysning og modoplysningen.

Den radikale variant består i sin kerne af en filosofisk afvisning af et religiøst grundlag for samfundet kombineret med universelle principper, der forkaster aristokrati og monarki for i stedet at fremhæve det repræsentative demokrati i en republikansk form.

Den moderate oplysning sang med på religionskritikken i privat regi, men offentligt forsvarede de sociale hierarkier (klerikale og politiske), traditionelle normer og en folkevilje, der var løsrevet fra oplysning (særligt kendt hos Rousseau), og som derfor agiterede for direkte demokrati.

Jonathan I. Israel: ’The Enlightenment that failed. Ideas, Revolution, and Democratic Defeat, 1748-1830’.

Saxo
Modoplysningen er en lidt skør betegnelse, for ingen har som slagord at være »for mørket« eller »imod oplysning«. Men i Israels grupperinger er modoplysningen den strømning, som kritiserede de radikale og moderate, dvs. den gruppe, der talte dunder imod de centrale oplysningsprincipper.

Det var kirkefolk, romantikere, traditionalister, aristokrater osv. De var anti-intellektualister, som kæmpede for historiske værdier og normer imod de nye tendenser. I Frankrig var det særligt montagnarderne, der appellerede til sans-culottes (»uden knæbukser«), som udgjorde modoplysningen.

Sidste sten i sakristiet

Hvad der provokerer fagfællerne er så, at oplysningens ædelstene, som vi i dag hylder som juvelerne i den moderne, frie verden, alle blev gravet frem i den radikale oplysning, mens den moderate oplysning ikke for alvor bidrog med reel progression.

Det er ellers den moderate oplysnings tænkere som Voltaire, Rousseau og Montesquieu, der traditionelt er løbet med spaltepladsen i annalerne. Men Israel mener, at den radikale oplysnings kombination af religionskritik og demokratisk republikanisme er den saliggørende cocktail, som stadig må annammes som løsningen på nutidens kriser. Her er det figurer som Spinoza, d’Holbach, Pierre Bayle, Volney, Helvétius, Thomas Paine og Denis Diderot, der lægger kursen.

The Enlightenment that Failed er et værk, der forsøger at afrunde to årtiers debat. Det er også fjerde bind i Israels serie, der begyndte med Radical Enlightenment fra 2001. Herefter fulgte Enlightenment Contested fra 2006 og Democratic Enlightenment fra 2010. Derefter har han lavet specialstudier over revolutionerne i Frankrig (Revolutionary Ideas fra 2014) og Amerika (The Expanding Blaze fra 2017).

De fem store værker udgør et samlet forsvar for tesen, som i mellemtiden har modtaget enorme mængder af kritik af både uddybende, supplerende, korrigerende og forsøgsvist vandaliserende karakter.

Israel lover til slut, at dette bind er sidste sten i sakristiet, men med de løbende svirp til modstandere er det næppe sandsynligt, at de tier. Israels værk er nemlig opdelt i fire store dele, der samlet skal svare på, hvad Israel kalder den »negative kritik«, altså de historikere, som ikke har købt hans store tese.

Han kommer vidt omkring på de mange sider. Geografisk udvider han det sædvanlige fokus ved også at spore den radikale oplysning i europæiske lande, der ofte overses i behandlingen af oplysningen såsom Schweiz, Belgien, Danmark, Sverige og Spanien.

Interessant er det at læse om Skandinaviens bidrag, hvor Strueensees velkendte reformer omkring 1770-1771 naturligvis får megen spalteplads, men det var jo også det første eksempel på fuld trykkefrihed, som blev givet i Kongeriget i disse år.

I Sverige agiterede folk som Peter Forsskål og siden hen Thomas Thorild (Sveriges Tom Paine) mod adel, kongemagt og kirke. Israels konkluderende dom over et par heftige årtier i Europas nord er bemærkelsesværdig:

»Omkring 1780 var det mere evident i Skandinavien end vel noget andet sted i den vestlige verden, at oplysningen transformerede et samfund ved at erodere traditionelle sociale hierarkier.« Selv de franske stjerner så i disse år mod nord for at se Lyset udfolde sig.

John Tolands værker

Én af de vigtigste akser i skænderiet om den radikale oplysning er fortolkningen af Paul-Henri Thiry (Baron) d’Holbach og hans forfatterskab. Kritikere af Israel, særligt Margaret Jacob, Lynn Hunt og Harvey Chisick, mener, han urimeligt tillægger d’Holbach radikale synspunkter, men med stor akribi påviser Israel overbevisende, at d’Holbach i klar tekst forfægter synspunkter, som må tilskrives den radikale oplysning. Det gælder ikke kun hans ateisme og materialisme, men også hans vedholdende kritik af religiøs moral (kontra Voltaire) og af aristokratiet (kontra Rousseau).

Han modtog da også opbakning fra Condorcet og Destutt, centrale radikale tænkere, der også tog afstand fra Voltaires kompromiser med kirke og elite. Som d’Holbach selv skrev, så må både »de stores interesser og folkets dumhed« bekæmpes.

Israel hævder, at d’Holbachs tanker var afgørende for den franske revolution, men at de virkede i kulissen blandt de lærde og ikke blandt folket. Påstanden er overraskende, for næsten ingen andre historikere hævder samme synspunkt, men samtidige som Condorcet, Mirabeau, Sieyés og Helvétius fortæller, at hans indflydelse var enorm blandt revolutionens centrale aktører.

En spændende læsning gives også af John Tolands værker, den engelske deist fra omkring år 1700. Hans hovedværk Christianity not Mysterious fra 1697 anses for at være grundteksten i en helt ny idéstrømning i Vesten, den såkaldte deisme. Det er en slags kristendom uden mirakler, uden guddommelig indgriben. Men Toland loopede egentlig blot Spinozas kritik, hævder Israel. Hans betoning af de bibelske skrifters historicitet, hans filologiske nærlæsning, hans kritik af John Lockes klassiske skelnen mellem »over fornuften« og »mod fornuften« i den kristne dogmatik kan alt sammen hævdes at have sin kim i Spinozas radikale filosofi.

Påstanden er kontroversiel, for det er almindeligt antaget, at oplysningen har sit udspring i England, hvor Toland så hævdes at have en original og igangsættende rolle. Hvad der besværliggør Israels argument er, at hele præmissen hviler på, at Toland faktisk brugte bevidste »kontradiktioner« i klandestine (hemmelige) skrifter, hvor han for eksempel i et Letter to Serena ser ud til at hævde det diametralt modsatte af Spinoza angående forholdet mellem bevægelse og hvile.

Men fordi forskellen ikke rigtig konkretiseres, mener Israel, at Toland bevidst slører sin affinitet til den nederlandske, kætterdømte jøde. Tidligere i 2019 udgav Margaret Jacob The Secular Enlightenment, hvor hun fastholder Tolands igangsættende kraft i oplysningen, så denne debat er næppe heller afgjort med Israels nyeste cirkelskarp. Dog bør de franske, postmoderne historikere som Daniel Roche og Antoine Lilti føle sig noget groggy efter endt læsning, for Israel tæver deres idé om »betydningsskridning« i kildefortolkninger totalt til jorden.

Samlet set er deres læsning af for eksempel Toland både »inkohærent, inkonsistent med beviserne og forbløffende usand«.

De negative kritikere

De netop nævnte franske historikere er nogle af de »negative kritikere«, der heftigst har anklaget Israels tese. I kor med folk som Dan Edelstein og Anthony La Vopa kritiserer de Israel for »cherry-picking« for at få tese og kilder til at stemme. Det er dog væsentligt at indse, at Israels tre klasser er idealtyper, som skal organisere et kæmpe materiale.

Selv giver han i denne bog flere grundige forsvar for netop denne type idealiteter. Der er ganske enkelt brug for brede, generelle kategorier, der kan løfte blikket fra detaljestudierne og udpege de centrale virkninger, som perioden afstedkom.

Israel anerkender naturligvis kildernes kompleksitet, behovet for nuancer i de teologiske, filosofiske, sociale og politiske forgreninger, som vi samlet kalder oplysningen. Men for at undgå hårdknude må vi altså have begrebsliggjort nogle hovedtræk.

Problemet med ikke at træffe nogle overordnede valg er, at det altid er muligt at spotte nye forbindelser, så enhver historisk person mister sine distinkte karakteristika. Når Diderot, d’Holbach, Paine, Raynal og Condorcet alle harcelerede imod kolonialismen, så skyldes det ganske enkelt, at de abonnerede på den samme grundlæggende idé om menneskets ligeværd uagtet dets race eller nationalitet, og netop dette radikale synspunkt havde hverken moderate oplysningstænkere eller modstandere af oplysningen.

Disse idealtyper bruges så også til at læse en grundlæggende lighed ind i de to store revolutioner i Frankrig og Amerika. Israel hævder, at der her er langt flere lighedstræk, end man ofte gør sig klart, ja, faktisk kalder han dem parallelle revolutioner.

Han læser de store revolutioner fra 1500 og frem på den måde, at tidsrummet mellem 1775 og 1848 udgør en særlig enhed, hvor både tiden før og efter er karakteriseret ved en større nærhed med konge og kirke. Mellem 1775 og 1848 får vi revolutioner, der afviser alle bestående autoriteter, så ancien régime smides på porten, og i stedet knæsættes koncepter baseret på rationalitet.

Rationaliteten bestod først og fremmest i de lighedsidealer, som skulle gøres gældende for alle uden forbehold. Her var kvinder, sorte, slaver og andre undertrykte medtaget i den radikale vision. Israels påstand er derfor, at vores frihedsidealer alene stammer fra den radikale oplysnings revolutioner i Frankrig og Amerika og ikke fra hverken aristokrati eller kirkelige autoriteter.

Men hvad med Robespierre og Marat? Lederne af den parisiske terror indtil 1794 har altid udgjort automatreaktionen imod oplysningen som det glasklare bevis på, at oplysningen slog fejl. Men Israel gransker kilderne og påviser som et universelt dogme, at alle radikale tænkere tog markant afstand fra Robespierres regime. Den radikale vision var antivoldelig og bevarede sin norm, selv da magten kunne konsolideres med repressalier og guillotiner.

En svalende vind eller en fjern sirene

Den radikale oplysning ville frigøre folket og skabe lighed for alle, men de havde ikke megen tiltro til almenvellets evner, herunder meninger og livssyn. Oplysning var eneste kilde til fremgang, og så længe den udeblev, måtte pøblen ikke få magt.

Ifølge Israel er denne paradoksale opfattelse af ordinære borgere en helt central grund til, at den radikale oplysning mister fodfæste omkring 1820. I stedet tager en anden politisk ideologi over, socialismen, som både viderefører og erstatter den radikale oplysning. En central forskel er, at socialismen i den marxistiske variant anfører volden som et nødvendigt middel til at gennemføre revolutionen. Den radikale oplysning insisterede på, at vold altid var et deficit; det eneste legitime middel var og blev oplysning.

Det er et imponerende bygningsværk, Israel har svejset sammen. Det imposante palads vil utvivlsomt vække anstød hos de traditionelle kritikere, og der er også rigelige mængder af enkeltforhold, som man kan gå løs på. Men tesen står og falder ikke med alle enkeltdelene, selv om den naturligvis også har sine ufravigelige sokler med Spinoza som den stærkest artikulerede.

Historieforskning er ikke interesseløs, og Israels eget ideologiske ståsted er skrevet i klar tekst: Den radikale oplysning er den optimale ramme omkring den vestlige verdens kerneideal, menneskerettighederne. Kun gennem autoritetskritik, særligt kritik af religiøse institutioner og nedarvede privilegier, kan verden blomstre, fredens sikres og fornuften råde.

I en tid med stigende religiøsitet, populisme, konflikt og krigsretorik kan det virke som en svalende vind i en overophedet debatkultur. Men på en bekymret sjæl lyder det også som en lidt fjern sirene fra elfenbenstårnet, for er det virkelig muligt, at fornuften kan overvinde grasserende obskurantisme og tribalisme?

Jonathan I. Israel: ’The Enlightenment that failed. Ideas, Revolution, and Democratic Defeat, 1748-1830’. Oxford University Press. 2020. 1070 sider. 35 pund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her