Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

King Krule er sin generations Tom Waits

Musikken er døsig, og instrumenterne lyder skramlede og omtågede på den unge brite King Krules tredje album ’Man Alive!’ Han synger bedøvet og rallende fra en depressiv sump om de udstødte, men også om at kærligheden kan findes på nedturens bund
King Krule spiller koncert i K.B. Hallen den 7. marts 2020.

King Krule spiller koncert i K.B. Hallen den 7. marts 2020.

PR Foto

Kultur
28. februar 2020

»And how did you get this low?« Spørger King Krule sig selv på førstesinglen »(Don’t Let the Dragon) Draag On« fra hans tredje album Man Alive! Og det spørgsmål runger også i mig, når jeg lytter med (eller lader mig synke ned i depressionssumpen) på de 14 numre, der udgør den 25-årige brite Archy Marshalls tredje album udgivet under aliasset King Krule.

Sangen handler om de dage, hvor han gemmer sig under dynen, selvmedicinerer sig og spekulerer på, om han er den eneste i verden, der føler grå smerte. Den er skrevet i samarbejde med Nilüfer Yanya, der – som Krule selv – er en ung alternativ rockmusiker, opvokset i London, og spået en stor fremtid bl.a. på grund af sit glimrende debutalbum, Miss Universe, der udkom sidste år.

Det er godt nok fra Yanyas første ep, Small Crimes, at Krule henter nogle af de samples, han bruger på Man Alive! Eksempelvis et stykke a capella han forvrænger og lader aggere sødt spøgelseskor på nummeret »Airport Antenal Airports«. Der er en dramatisk bas og dundrende lydeffekter. Og hans vokal slentrer dovent, rallende og henslængt, som er han for bedøvet i mundregionen til rigtig at kunne artikulere de fine tanker, han får, når han ser en flyvemaskine på himlen:

»Sometimes I see planes / But I think of you, and I stare / Sweeping through the night sky / All of you flying by / How many of you are up there? / Perfectly above my head / With your cheeks on a chair / Some asleep«.

Apatisk empati

Man Alive! er generelt ikke opmuntrende lytning. Musikken er døsig, og instrumenterne klinger groggy og sløve. Marshall spiller selv den søgende, sørgmodige elguitar og flere andre af instrumenterne, mens Ignacio Salvadores gryntende og horrorfilmiske saxofon pryder halvdelen af numrene.

Igen og igen synger han om at synke dybere og dybere ned i depressionen, jo mere tv han ser om verdens ulykker, menneskelige massakrer eller jo mere han funderer over sin mentale tilstand.

»Perfecto Miserable« har form som en telefonsvarerbesked. Desperat indtaler han en sunget hilsen til en mistet elsket. Afslutningen »I guess I have to go« klinger brutalt som en sidste vilje inden et selvmord, inden der lægges på og optagetonens bip bip bip efterlader lytteren i uvidenhed om udfaldet.

Der er en gennemgående stemning af en form for apatisk empati for de mest udstødte i samfundet. »Stoned Again« handler om at ryge pot, blive smidt ud af en park, føle sig lille og født som en »fuckin’ junkie« og »another fuckin’ scum, torn apart«. Omkvædet er lige så afhængighedsskabende som de stoffer, han synger om.

Og endelig er »Underclass« i en klasse for sig. Det er en smuk jazzet ballade, en af de mest håbefulde på albummet. For her lyder det, at kærligheden sagtens kan være dér, på samfundets bund, i de nederste lag af nedturen. Og den manifesterer med sin hjerteskærende vokal og skramlede æstetik, at King Krule er sin generations Tom Waits med britisk fortegn.

Udråbstegnet i titlen Man Alive! bliver i den musikalske kontekst svær ikke at tolke som en markering af, at han trods den livslede, som både musikken og teksterne udtrykker, stadig er i live. Han lever. Trods de knubs og svigt, som livet giver, spiller han videre.

King Krule: ’Man Alive!’ (True Panther Sounds / XL Recordings / Matador).

King Krule spiller koncert i K.B. Hallen den 7. marts 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her