Allerede da jeg ankommer til Københavns Museums nye adresse i Stormgade lørdag eftermiddag, er det tydeligt, at museet stadig er i gang med at åbne. To museumsansatte står og bakser med at sætte en kile i hoveddøren. Sikkert i en bestræbelse på at få huset til at se åbent og inviterende ud.
I en periode cyklede jeg dagligt forbi den imposante, men på ingen måde indbydende bygning, der i sin tid husede Overformynderiet, en institution, der forvaltede de umyndiges formuer. En bygning fra 1894 – dengang statens fasthed over for de utilregnelige borgere skulle afspejle sig i murstenene.
Men nu tager borgerne bygningen tilbage. Da jeg først er kommet indenfor, skal det vise sig, at det ikke bare er lykkedes for Københavns Museum at slå dørene ind til Overformynderiet. I det hele taget er det borgerne og ikke stat og bygninger, der er i centrum for museets fortælling om byen.
Når man træder ind i museets trappeopgang, tager det næsten pusten fra én. Vægge, lofter og hvælvinger er smukt dekorerede med kalkmalerier af blomster, planter og himmellegemer, og fra vinduerne i reposen mellem stuen og første sal lyser Agnes Slott-Møllers glasmaleri i de klareste farver. I centrum er et portræt af kunstneren med sine to børn, omkring dem står flere kvinder og børn, og tilsammen lover de, at statens faste hånd er blød og omsorgsfuld indeni.
Længere oppe i udstillingen finder jeg et rum, der er dedikeret til selve bygningens helt egen historie. Det rum og huset er i sig selv grund nok til at besøge museet.
Bygningen har huset både Overformynderiet, Børneværnet og Københavns Kommunes boligudlejning. »Et hjælpende hus«, som det hedder på museets planche, men heldigvis får det (om end kun et lille) modspil af københavnernes egne fortællinger om, hvordan det i virkeligheden var at være borger, der havde brug for en hjælpende hånd i det spæde velfærdssamfund.
Måden hvorpå museet aktivt har brugt Overformynderiets fredede bygnings egen historie om byens borgere er i sig selv vederkvægende for mig, der indrømmet var lidt skeptisk over for flytningen fra Vesterbro til kanten af Middelalderbyen.
Turistattraktionen København
Fem år er gået siden Københavns Museum lukkede på Vesterbrogade for at flytte til Stormgade 18. På Vesterbrogade gemte museet sig lidt for byens mange udenlandske turister. Det føltes som københavnernes museum. Nu er København jo ikke ligefrem en overset by, men man må ikke glemme, at det også er et lokalsamfund udgjort af beboere, der også har en historie, de har fortjent at få knyttet til de større samfundsstrømninger.
En af de reportageopgaver, jeg husker bedst, er fra dengang, jeg havde den pensionerede skraldemand Palle Nissen med inde for at se museets udstilling 'Skrald' for snart ti år siden. Palle Nissen genkendte sine gamle kolleger på udstillingernes fotografier: »Det er sgu da ’Den halve brændevin’ ham dér,« udbrød han. Palle Nissen mødte sin egen historie som en del af en større fortælling. Det er det, et lokalt museum kan.
At flytte til Stormgade er at flytte ind i hjertet af turistattraktionen København. Lige mellem Rådhuspladsen, Tivoli, Glyptoteket, Nationalmuseet og Christiansborg. Her er målgruppen potentielt meget stor, og museet er da også gået fra at have 60.000 årlige besøgende til en ambition om 150.000.
Vil det stadig føles som københavnernes museum? Som Palle Nissens museum? Det var min bekymring. Men ikke bare museets brug af husets egen historie, men også resten af museets blik på kulturhistorieformidling overbeviser mig.
En særudstilling om kunstneren, reklame- og bladtegneren Paul Fischer viser hans fotografier, malerier og tegninger af livet i København fra slutningen af det 19. århundrede. Den fortæller både den lokale historie om netop denne bys udvikling, hvor elektrisk lys efterhånden erstattede gaslamper i gadebilledet, men også den generelle historie om for eksempel pladsens betydning for en storby.
Samtidig er det for den helt lokale sjovt at genkende gader, pladser og steder i København i Paul Fischers kunst. Udstillingen føles meget levende i sin formidling, der både henter kilder fra datidens litteratur og kombinerer Fischers fotografier fra byens hjørner dengang med fotos taget samme sted i dag.
Dengang stod en banansælger med sin trækvogn ved Dronning Louises Bro, i dag står der en kaffesælger med sin piaggio. Byen er ikke bare bygninger, der afbilledes i malerier. Byen er noget, der leves.
Stor by i små rum
I den permanente udstillings to etager begynder byen at tage form, og selv om historieskrivningen fint giver belæg for at formidle en historie om kongernes København, så er det igen de folk, der udgør byen, som er i centrum. Deres manerer, sko og traditioner. Ikke mindst metrobyggeriet har afdækket nye ting og dermed ny viden om København og de mennesker, der har gået i gaderne her.
Man mærker museets begejstring for at vise os det, men også deres evne til at vælge lige netop de ting ud, som fortæller en historie om byens liv.
Visse steder bliver det tydeligt, at huset ikke er bygget som museum, og rummene bliver trange, men det er ofte vendt til en fordel. For eksempel føles det decideret klaustrofobisk at opleve fortællingen om pest- og koleraepidemier i et lille rum, hvor man må kante sig rundt mellem montre og besøgende. Man bliver meget bevidst om andre mennesker, som man sikkert har været det dengang de dødelige sygdomme hærgede det overfyldte København. Sanserne er på den måde ofte tænkt ind i oplevelsen af museet.
Historien om Københavns mange brande fortælles med en billedvæg fyldt med kunstens gengivelser af katastroferne, og lys i loftet simulerer brandens kaos uden at blive for teatralsk. Man kan lytte til vidneberetninger fra tugthuse og hospitaler, og sammen med de få velvalgte udstillede ting får man en fortættet oplevelse af fortidens trængsler for københavnerne.
På interaktive skærme kan man scrolle gennem billeder og se små videoer ud fra temaer og typer. En gave til et museum, der skal økonomisere med meget begrænset plads til en samling så stor, at den må opbevares i en lagerbygning et sted i Høje Taastrup. Men også en gave til små fingre, der vil nyde godt af mediets intuitive funktioner og levende billeder.
Moderne byudvikling med gammel modkultur
På øverste etage fortælles byens nyere historie, og her kommer de nulevende københavnere rigtigt i spil, og byen kommer til live. Det gør de i de små tableauer om byens broer og beboerne dér, men mest vellykket i historien om opbygningen af Bispebjerg og de nye ideer om betydningen af frisk luft og frit udfoldelsesrum for byens børn.
I en lille video viser Shahad, der går i 4. klasse, rundt i Bispebjerg, hvor hun bor. Og som en sjov kommentar til de gode intentioner om sundere børn i en sundere by har en kunstnergruppe i samarbejde med børn fra Bispebjerg lavet synstesttavler med ikoner inspireret af Bispebjerg: Knive, patroner, spillekort, blomster, cigaretter og træer. Det er vigtigt, at museet på den måde også har lidt kritisk brod, selv om det ikke er meget.
Kritik er mest til stede som museumsgenstande i sig selv. Det viser sig i de tre sidste rum, der tilsammen, men ikke enkeltvis, giver en ærgerlig afslutning på oplevelsen af museet. Et rum om kampen om retten til byen, fører til et rum med en imponerende interaktiv minimodel af hovedstaden, hvor man kan se udviklingen gennem forskellige tider, og en datavæg, der for eksempel pligtskyldigt fortæller om antallet af hjemløse, og til sidst et rum med en video om det moderne København, der føles som en reklamekampagne for potentielle nye borgere.
Modkulturen, der stilles over for moderne byudvikling er gamle travere i historieskrivningen som Byggerens skæbne – byggelegepladsen, der blev nedlagt i 70’erne efter voldsomme protester – og Christiania, der i dag selv er en turistattraktion. Hvor er den moderne modkultur?
Vi bygger til, bygger om, men det vil stadig være København, som det siges lovprisende i videoen, mens jeg bare får oplevelsen af at den fortæller mig: Byen vil altid udvikle sig, der er ikke noget, du kan gøre. Pludselig føltes det sært distancerende. Her blev jeg turist og så et billede af København, som nogle gerne vil have, jeg skal se.
Efter at have bevæget mig gennem rum efter rum, hvor jeg begejstret oplevede, at historien, der fortælles på Københavns Museum, er, at det er københavnerne, der former København, går jeg ned gennem den smukke trappeopgang med en fornemmelse af resignation.
Det har museet som helhed ikke fortjent. Overordnet set er museet en perle, der forhåbentlig vil leve op til sine ambitioner om flere besøgende. Så må det være op til københavnerne at forme en ny, moderne fortælling om deres by, der kan komme på museum.
Københavns Museum. Stormgade 18 i København. Åben hver dag fra 9-18
