Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Køn har ingen grænser i Odense Teaters opdatering af ’Helligtrekongersaften’

En iscenesættelse af Shakespeares ’Helligtrekongersaften’ kunne lyde som en pligtopgave for Odense Teater, men i teaterdirektør Jens August Willes version med Bisse i en central rolle har komedien fået et forfriskende pust af kønsudviskning anno 2020
Inddragelsen af Bisse i rollen som hofnarren Feste samt legen med heteronormativiteten løfter ’Helligtrekongersaften’ på Odense Teater op over det trivielle.

Inddragelsen af Bisse i rollen som hofnarren Feste samt legen med heteronormativiteten løfter ’Helligtrekongersaften’ på Odense Teater op over det trivielle.

Emilia Therese

Kultur
4. februar 2020

Helligtrekongersaften er en klassiker. Og en klassisk Shakespeare-komedie. Der er forvekslinger, forklædninger, rænkespil og ulykkelig kærlighed. Der er et skævt persongalleri med både smukke unge mennesker, tåber og listige tjenere.

Handlingen kan gengives ganske kort. Et skib med de to tvillinger Viola (Anna Bruus Christensen) og Sebastian (Magnus Andersen Hald) forliser. De to reddes, men tror begge, at den anden er druknet. For at klare sig alene i et fremmed land forklæder Viola sig som en ung mand og bliver tjener for rigmanden Orsino (Benjamin Kitter). Orsino er forelsket i den enlige, men velhavende Olivia (Natalí Vallespir Sand). Olivia forelsker sig i Orsinos unge sendebud (som er Viola i forklædning). Og Viola forelsker sig i Orsino. Forviklingerne er fuldkomne og forvirringen total.

Musikeren Thorbjørn Radisch Bredkjær, der er kendt under kunstnernavnet Bisse, indtager en central rolle i stykket. Som hofnarren Feste er han ikke bare et af de vigtige tandhjul, der driver handlingen frem, men i hele sin androgyne udstråling også forestillingens ypperste eksempel på en person, man ikke kan sætte et enkelt kønsprædikat på.

Bisse er lidt af et wunderkind i dansk musik og har tiltrukket sig mediernes opmærksomhed både ved at udgive usædvanligt mange albummer på ganske kort tid og ved at lege med de traditionelle kønsopfattelser. Hans karakteristiske sangstemme, der leder tankerne hen på C.V. Jørgensen og dennes poetiske univers, står ofte i skarp kontrast til hans sceneshow, hvor han gerne iscenesætter sig selv i outrerede kostumer eller lange, glitrende kjoler.

Rollen som narren Feste er som skabt til Bisse. Narren hos Shakespeare er gerne både udspekuleret, poetisk og lidt sær. Det er narren, der leverer musikken – og siger tingene ligeud. »Hellere en forstandig nar end en naragtig forstand,« konstaterer Feste på nøgtern vis uden at virke det mindste påvirket af sin egen besynderlige fremtoning i hvide sko med hæl og sin postkasserøde påklædning bestående af knæstrømper, nederdel med strut og en top med spaghettistropper. 

Bisse er trådt ind på teaterscenen med hele sit musikalske talent og sin karismatiske udstråling. Han leverer en temmelig overbevisende præstation som den snarrådige hofnar, både når han synger de til forestillingen nyskrevne numre, og når han fremfører sine mange replikker.

For selv om handlingen langt hen ad vejen er morsom, er der noget i iscenesættelsens kønsudviskning, som løfter forestillingen op over det trivielle og giver den en eksistensberettigelse anno 2020. 

Forklædninger og upoleret vellyd

Det er ikke blot i Bisse og i den kønne Violas forklædning som ung mand, at grænserne mellem kønnene udviskes. Jens August Wille har valgt at tage Shakespeares forkærlighed for forklædninger et skridt videre.

Den ombejlede Olivia har naturligvis en lille stab af tjenestefolk og riddere omkring sig. Rollen som den unge tjenestepige Fabiana spilles af Anton Sager, der med sit fyldige skørt og sit næsten konstant forbløffede ansigtsudtryk er akkurat lige så overbevisende som enhver kvindelig skuespiller ville have været. Ligeledes ses Malene Melsen i rollen som den enfoldige og temmelig fordrukne ridder, Andreas Blegnæb, der gør Olivias onkel selskab i håbet om en dag at få Olivias hånd. Melsens Blegnæb er kejtet på morsomste vis, og det er svært at forestille sig et bedre valg til at udfylde denne komiske rolle.

Også scenografien er alt andet end klassisk. Farveskalaen er hele vejen igennem holdt i mørkelilla og sorte nuancer, der giver det hele et pust af 1001 nats eventyr. Franciska Zahle har skabt et smukt, nonfigurativt univers, der primært består af kæmpe store, lysende bogstaver. De er fordelt på drejescenens store skive, der med et enkelt drej og en brat forandring i Jonas Bøghs lyssætning, kan skifte scenens udtryk markant.

Zahles overdrevne kostumer afspejler personernes karakter. Natalí Vallespir Sands fornemme Olivia, der blankt afviser frierier, er klædt i et stort skrud af en sort kjole med utallige lag, enorme pufærmer og en markant højhalset krave. Hun fremstår ganske utilnærmelig. Hvorimod Peder Dahlgaard som hendes festlige og drikfældige onkel, Tobias Hikke, er iført en skinnende lyslilla dragt med jakke og ballonshorts, græsgrønne gamacher og bredskaftede, sølvfarvede støvler med hæl.

Halvt skjult bag nogle af bogstaverne holder de to musikere Ying-Hsueh Chen og Malthe Bech til. Herfra leverer de musikken på alt fra xylofon til saxofon. Akkompagneret af Bisse på akustisk guitar i mange af numrene.

Komediens styrke

Helligtrekongersaften er en kompleks oplevelse. Det er en komedie, som Shakespeare havde tænkt det. Det er en musikalsk oplevelse fuld af upoleret vellyd. Det er svulstige kærlighedserklæringer og højstemt elizabethansk sprogbrug. Og det er samtidig også et opgør med traditionelle kønsroller. Kontrasten mellem de morsomme scener og de mere alvorlige, der tenderer til at blive lidt tunge, er markant. Og det er i komedien og musikken, at forestillingen finder sin styrke.

Som landsdelsscene er Odense Teater forpligtet til at opsætte et bredt repertoire bestående blandt andet af musikteater, ny dramatik og klassikere. Umiddelbart lyder en iscenesættelse af Helligtrekongersaften, der med sin handling og humor ikke i sig selv har nogen særlig nutidig relevans, lidt som løsningen på en pligtopgave. En forestilling, der giver teatret mulighed for at sætte flueben i klassikerkassen.

Diskussioner om køn og ligestilling har de senere år været et af de hotteste emner på teaterscenen, hvor flere instruktører har taget fat på emnet. Blandt andet Elisa Kragerup i sin anmelderroste iscenesættelse af Virginia Wolfs Orlando, der spillede på Betty Nansen i 2018, og vender tilbage igen her i foråret. Ved at inddrage en stærk personlighed som Bisse i rollen som Feste, og gennem udviskningen af de traditionelle grænser mellem kønnene, skriver Jens August Willes version af Shakespeares godt 400 år gamle stykke sig direkte ind i denne tendens – og bliver dermed langt mere end blot løsningen på en pligtopgave.

’Helligtrekongersaften’. Instruktør: Jens August Wille. Scenograf: Franciska Zahle. Musik: Adi Zukanovic og Thorbjørn Radisch Bredkjær. Koreograf: Sofie Christiansen. Lys: Jonas Bøgh. Lyd: Kim Malmose. Musikere: Ying-Hsueh Chen og Malthe Bech. Med: Anna Bruus Christensen, Natalí Vallespir Sand, Benjamin Kitter m.fl. Spiller på Odense Teater til 7. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lad os få udvisket alt. Ikke bare køn. Først når alting flyder og alt er uden afgrænsning vil vi for alvor være fuldkommen lykkelige.
Eller vil vi? For mig er det en opskrift på helvede.
Gudskelov færdes jeg i kredse hvor den slags absurditeter ikke forekommer. Det der mindretal på 95% af befolkningen.