Det kræver sin transkvinde at vise sårbarhed

Det er godt at høre David Bowie, mens man læser debutant Gry Stokkendahl Dalgas’ håndsyede hæfte Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej, og ikke mindst se på billeder af Bowie og alle de udgaver af køn, han findes i. Ikke fordi digtene ikke kan stå alene, for det kan de, men fordi de er skabt til at skabe forbindelser og fællesskaber.

Bowie er håbet og beviset på, at det queerede er fedt og frisættende og har været her længe, Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej er den mindre idylliske nutid og beviset på, at der stadig er meget at tale om, når det gælder køn.

Helt kort handler bogen om at komme frem til, at det kropslige ubehag, digtenes jeg føler, skyldes kønsdysfori – altså det ubehag, en transperson kan opleve i forbindelse med uoverensstemmelsen mellem det ved fødslen tildelte køn og det oplevede køn.

Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej handler om at barbere sig for at blive sit ansigt, og om at på sine »gode dage […] helst falde ned mellem mand eller kvinde, og være det eller«.

Det kropslige ubehag kan beskrives med et billede:

»Jeg har spist to hvidløgsflutes i sengen som en slags aftensmad. Nu ligger de sprøde krummer mellem min krop og det bløde lagen. Det er sådan, det er med den kønsdysfori, jeg føler, en skarp tekstur har lagt sig mellem min krop og den hjemlighed, som jeg burde føle.«

Digtene handler om at være i transition, give sig selv et nyt navn, Gry, give sine forældre en datter i stedet for den søn, de – eller måske snarere andre – troede, de havde, og ikke mindst at gennemgå de fysiske forandringer, en hormonbehandling afstedkommer, registrere dem, få grådanfald, få rosarøde kinder, se sig selv i spejlet med de rosarøde kinder, dokumentere forandringerne i skriften, dokumentere forandringerne ved at tage en selfie, poste den, stå ved sig selv.

Vreden ind i skriften

Den første tekst i hæftet er netop en instagrampost:

»hej
jeg så lige ind igennem min depression og tænkte på mit liv fra da jeg blev teenager jeg har haft kønsdysfori lige siden jeg blev gjort til en mand af min testosteron
jeg ved ikke hvorfor jeg har prøvet at glemme mit ubehag over min krops træk. måske for at gøre mit liv nemmere, for at passe ind. jeg har altid ledt efter et sted hvor jeg ville passe ind et sted som også ville være et svar på så meget

jeg vil begynde at drømme det sted frem i mig fra nu af og ikke give op. fordi min krop vil være en mand og det vil jeg ikke. jeg vil begynde at gå i den retning som jeg føler mig tryg i og som jeg behøver for at ville leve livet for min egen skyld

kh.«

Det er en stærk tekst, måske netop fordi den er så fuld af sårbarhed. Oveni markerer Instagrams stavekontrol ordet ’kønsdysfori’ som en stavefejl. Så er man stille lidt.

Sproget afslører mange af de problemer, transpersoner møder. Helt grundlæggende manglende accept og manglende tilstedeværelse i sproget. Derfor er der også en fin og hårdtslående pointe i, at netop sproget i Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej overalt er holdt i en både tøvende og viljefast tone, ligesom i øvrigt titlen.

To steder inviterer digteren vreden ind i skriften, ikke en støjende vrede, men en kontrolleret vrede, der læner sig op ad gråden, først:

»Jeg vil køre vrede gudinde besyng-stilen her« (med henvisning til Homers Iliaden) og senere i gengivelsen af en Pride-oplevelse:

»Jeg var hidsig, en vandrende påfugl. Jeg så mine transbrødre stå og sole deres bare overkroppe med stolthed. Jeg så dem og vil græde nu hvor de er mine brødre. Jeg vil græde på en revolutionær måde, skrive en revolutionær dagbog, en tekst for hver dag jeg skal vente.«

Den venten, der tales om her, er den venten, alle transkønnede oplever, hvis de vælger at opsøge Sexologisk Klinik og begynde en behandling. Tre års psykologisk udredning er ikke ualmindeligt. Hvis man fortæller om sine selvmordstanker, kan det forlænge behandlingstiden, så et godt råd er at undlade det.

Jeg håber, Sexologisk Klinik læser med her. Og at alle læser med, for hæftet er en social begivenhed, en dialog. Ikke bare med den lange liste af transkønnede og gender benders, der viser sig igennem bogen og har givet jeget håb – hvor Bowie (som egentlig er Grys fars idol og håb) bare er en af dem: Sophie, Left at London, Samantha Carter, Gertrude Stein, Told Slant, Jeanne d’Arc og så videre – men med alle.

Vreden lukkes ind, kampen lukkes ind, Dalgas lukker endda det eksplicit terapeutiske ind – og vildt nok lykkes hun med det. Gennem ordenes »afkølede optimisme« og intimitet foretager hun et kønsskifte på alvoren og humoren, for der »findes ikke kun transvestitter og lumberjacksketchen af Monty Python«, der findes også et håb om en dag »at være så skarp i forårssolen og skinne om kap med den«.

Gry Stokkendahl Dalgas: ’Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej’. OVBIDAT. 60 sider. 100 kroner.