Blottede murstensvægge, skotlamper og jerndøre. Sådan sættes scenen i Løvens Hule. I DR1-programmet, der bringer iværksætterlingo og eventyr om uendelig vækst ind i danskernes stuer, er outsourcing, kødforbrug og skønhedsidealer ikke et problem, så længe det er en god forretning. What’s not to hate, kunne man med rette indvende. Det gør jeg også, hader det, men der er et men: Jeg elsker det nemlig også.
Og jeg er tydeligvis ikke alene. Løvens Hule er i skrivende stund det allermest streamede program på DR TV. Seertal viser, at tv-konceptet tiltrækker over en halv million seere på ugebasis og dermed scorer en topfemplacering blandt de mest sete tv-programmer i Danmark lige nu. Programmet har kørt over skærmen i fem sæsoner, og femte og seneste sæson kulminerer med sidste afsnit i morgen, torsdag.
Konceptet, der oprindeligt er japansk, sætter investorer og iværksættere i stævne. Iværksættere præsenterer deres virksomhed, og et panel på fem investorer stiller opklarende spørgsmål, inden de vurderer, om de vil byde på dem.
Programmet handler ikke kun om produkterne og tallene på bundlinjen, men i særdeleshed om iværksætternes personlighed, performance og pitch.
En pitch er en kort præsentation af en forretningsidé med henblik på salg. De typiske remedier hertil er: roll-up bannere med virksomhedens logo, grafik, der illustrerer virksomhedens økonomi, smagsprøver eller en præsentation af produktet i aktion.
Der er ikke sjældent hunde, børn eller mountainbikes i studiet. Med scenografien kommer dramaet: Direktøren for et interaktivt H.C. Andersen-oplevelsesland blev lukket ud fra en trækiste af sine kolleger i denne sæsons andet afsnit. I det tredje afsnit havde personerne bag et nyt ungdomsferiekoncept, Skyland, sat en strandbar op, hvor statister sad med hver deres kokosdrink og agerede gæster, imens løverne fik blomsterkranse på.
Nogle gange ender det lykkeligt, og iværksætterne går hjem med en økonomisk håndsrækning. Men investorerne, der konsekvent refereres til som løverne, bider også fra sig:
»Man skal jo gøre det, man er god til og lade andre om resten,« siger investor Jesper Buch for eksempel om firmaet WetPonchs farverige håndklædeponchoer til svømmere.
»Men I kan jo godt høre, hvad de her fire siger. De pakker det bare ind, det gør jeg ikke. Det er sgu ikke pænt nok [...] Og farvevalget, det er helt væk, jo.«
Investorerne, der sidder solidt placeret i deres læderbetrukne stole, får altid det sidste ord, og i Løvens Hule er det pengene, der taler.
Buch er Blachman
Selv om programmets speaker undervejs forklarer begreber som at ’afskrive’ og ’værdiansætte’, er programmet mere X Factor, end det er Copenhagen Business School.
Tag for eksempel serieinvestor Jesper Buch, programmets Thomas Blachman, der ligesom de øvrige investorer i programmet investerer af egen formue. Penge, han blandt andet må have tjent som medgrundlægger af platformen Just Eat, en platform, der tjener på at formidle kommunikation og levering mellem spisesteder og privatkunder.
Programmet sætter Buch, der i øvrigt blev kåret som Årets Koldingborger 2016, op på en piedestal, hvorfra han fortæller om sin forkærlighed for alt fra Ibiza til bonderøve og formaner deltagerne om at dedikere sig et hundrede procent.
Andre fortællinger fra iværksætterverdenen får også plads. For eksempel fortæller direktøren for Freeway-koncernen Mia Wagner, der, som vi ved fra DR1-programmet Kender du typen, har tatoveret ’DEFINITIONSMAGTEN’ på armen, åbent om alvorlige problemer med stress.
Mangemillionær og medejer af e-handelsvirksomheden coolshop.dk, Jacob Risgaard, har brudt med barndommens trange kår og bringer med afsæt heri lommefilosofiske analyser:
»Jeg har en teori. Er der en af jer, der kommer fra en velhavende familie,« spørger han Ann Sofie og Jakob, der står bag firmaet Caffi, der laver kaffefiltre til stempelkander.
»Nogle gange mister man bare den rigtige værdi af en krone, hvis man kommer fra rigtig mange penge.«
Han kritiserer værdiansættelsen, det vil sige deres anslåede værdi af virksomheden, på 20 millioner kroner. I stedet ser han sig selv i en af deltagerne, der ligesom ham ikke har fulgt den slagne vej.
Det er nok udmærkede nuancer at få med i et program, der på en og samme tid ukritisk promoverer startupeventyret, gør investorerne til ikoner og på pædagogisk vis lærer mig om iværksætterlivet. Men i det store billede er det hverken pengene eller profilerne, der river mig med.
Det er produkterne.
Bestik til chips
I Mean Girls, den ikoniske ungdomskomedie fra 2004, opnår en af skolens populæreste piger, Gretchen Wieners, respekt blandt eleverne på skolen, fordi hendes far har opfundet Toaster Strudel, en småkage med syltetøj i, som varmes på brødristeren.
At jeg har fået lignende respekt, ville være synd at sige, men i min familie går historien sådan her: Da min far børstede tænder på mig som lille, fik han ideen til en børnevenlig insulinpen, hvor nålen kan blive klikket frem for skruet på.
Inspirationen kom fra bajonetfatningen på den Bamse-børnetandpasta, mine tænder blev børstet i. Selv om tænderne var små, har jeg ikke taget del i æren for sidste gang, hvilket står i kontrast til min far, som plejer at ledsage anekdoten med talemåden hentet fra den nordamerikanske opfinder Thomas Edison: »En procent inspiration, 99 procent transpiration«.
I Løvens Hule fremstilles iværksætteri så glamourøst og festligt som det konfettirør, Trine fra Party in a box fyrer af i denne sæsons afsnit to. Løvens Hule er ikke kun McKinsey.
Det er også pasta med kødsovs, tv om danskere, som finder konkrete løsninger på konkrete problemer; en brystformet klemme til at sætte på tøjet, som barnet til mødre med ømme brystvorter så kan nulre med i stedet, og en svejserobot, som kan afhjælpe opslidende arbejdsstillinger.
Blandt højdepunkterne fra indeværende sæson kan nævnes Julies virksomhed NipNap, der sælger bestik til chips, Ronni og Ivans virksomhed Kvik-Poulsen, der sælger Drool Stop, et låg til hundens vandskål, som hunden kan stikke tungen igennem.
Onkelhumor-virksomheden citatplakat.dk, der sælger kort og plakater påtrykt udsagn som »Nogen ta’r det tungt, andre tarteletter«, »Pasta dig selv« og »Jeg vil altid elgske dig«, viser sig i denne denne sæsons afsnit seks at være en interessant investeringscase.
Der er stor underholdningsværdi i at vise, at de her produkter er der nogen, der har fundet på, de findes rent faktisk, og det er en langt mere medrivende fortælling end deres salgbarhed. Programmet er genialt, når det er Georg Gearløs på slap line, for der føler jeg, at der er mere på spil end tomme kapitalismekalorier.
Den sidste dårlige idé er ikke blevet eksekveret endnu, og det faktum bærer måske på sin egen opløftende logik. Måske sidder jeg selv en dag i haven og får et råddent æble i hovedet.
Vi er mange, der kværner Løvens Hule, som var det Jyttes veganske wellnessprodukt fra afsnit fire. Vi ser på én gang verden, som den ser ud for de mennesker, som på en impuls er i stand til at investere 15 millioner, og får ansigt på de abstrakte former, kapitalismen antager i dag, såsom internetplatforme, abonnementsservicer og softwareapplikationer. Det er konfronterende nydelse.
Løvens Hule skaber underholdning ud af kapitalismens grimme fjæs, der smiler lumsk til os fra en verden af skalerbarhed og såkaldte skjortekrigere. Men det er ikke kun løverne på deres troner, som er med i Løvens Hule. Det er Louise fra Falster, Kevin og Christian fra Sønderjylland og Wali fra Vejle også.
Der hersker ingen tvivl om, at det i Løvens Hule er pengene, der taler. Men ud over pengene har vi personerne. Det er dem, der gør programmet så uimodståeligt og elskværdigt.
"... og jeg elsker det"
Ja, det er rystende at høre
To nylige forsøg er alt, det er blevet til for mit vedkommende.
Igen et koncept der ikke fænger mig.
Ja, det er virkelig patetisk at se, hvor småtskårne og uden horisont disse iværksættere viser sig at være. De er et virkeligt symptom på den sygelighed, der er indbygget i kapitalismen: at den reelt ikke medfører fremskridt.
Ja, lad os dog endelig svine folk til. Folk der er entreprenante, skaffer arbejdspladser og betalet skat mv. Dem kan vi ikke lide. Fy for helvede nogle dumme svin.
Fint at du ikke kan lide kapitalismen, men at påstå at den ikke har ført til fremskridt er noget gedigent sludder.
Løvens Hule når ind til benet af hvad iværksætteri drejer sig om og kræver af de håbefulde, og heldigvis kommer fløjlshandskerne af, på samme måde som det sker i X-Faktor. I begge lejre er der hvergang nogen der kommer i skole, for ikke at sige at de bliver sat på plads (uagtet ikke alle er parate til at tage kritikken ind på stedet). Endelig er der også de momenter hvor en og anden rent faktisk har en god idé, som egentlig sagtens kunne klare sig uden for konceptet og det er selvfølgelig altid interessant. Jeg kunne ikke være mere begejstret.
Som een af mine venner en gang for mange år siden sagde til mig 'ideer, det er noget, vi alle får, når vi sidder på potten'
Meget flabet type, og han har ihvertfald ret i, at ikke alle ideer er bæredygtige. Men ideer, det får vi alle sammen - i stort og i småt. Og hvis det så ligefrem er en bæredygtig ide, er det en winwin. Meget sjovt program at følge, og hvis jeg turde, ville jeg selv melde mig. Har et par skuffeprojekter, det kunne være sjovt at få feed back på.
Nej, Jens Christian Jensen, fremskridt kommer af møjsommeligt fremskaffet viden om tingenes tilstand, udvikling af teorier, efterprøvning af dem - og så kommer der et menneske, der smækker opdagelsen ind i et design og sætter en start- og stopknap på og tjener milliarder.
Det er ikke et spørgsmål om at 'skabe arbejdspladser' eller 'betale skat', det er et spørgsmål om at udtænke løsninger på spørgsmål, der kan sikre et gavnligt forbrug - ikke en jagt på at finde på nye måder at formøble ressourcer for at skabe omsætning på et marked, der intet med værdiskabelse har at gøre. Ting bliver ikke mere værd af at blive solgt.
jens kristian, du tror på myten om at de rige betaler meget i skat, men desværre er virkeligheden at de rige er dem som betaler mindst, hvis man altså måler det i % af indkomsten,
en borgerlig avis ville slå et slag for at afskaffe topskatten, så de skrev en artikel om det uretfærdige i topskat, overskriften var: "de rigeste 10% betaler 40 % af alle skatter"
og så tænkte en masse mennesker jo nok, hold da op det var meget, hvad avisen ikke medtog fra statistikken var, at de samme 10% får 80% af alle indtægter,
med andre ord betaler vi andre 60% af alle skatter selvom vi kun får 20% af alle indtægter, årsagen er alle de skatte-smuthuller man har når man har kapital,
den virkelige virkelighed er at de rige er meganassere som lever udelukkende af andres arbejde, nemlig de ansatte i de virksomheder de ejer, og samfundet som stiller infrastruktur til rådighed for dem til en latterlig lav pris, husk det er IKKE virksomheden som forsørger de ansatte, det er de ansatte som ved deres arbejde skaber hele virksomhedens værdi, og hele overskuddet rub og stub.
Vi lever i de smuldrende rester af en kultur, hvor 'den første million er den sværeste' hædres. Jeg så forleden et program om lars larsen, og det er svært ikke at have sympati for den mand. På det personlige plan. Men forretningsmodellen, hvor det der gælder er omfanget af den enkeltes formue og evne til at navigere i en given kultur, er dybt dysfunktionel. Fordi det overlader til den enkelte at bestemme, hvordan samfundets ressourcer forvaltes. Følg pengene - find de ansvarlige. Det er så indlysende, at pengemagten gør alt for vha fodbold, fjernsyn og frygt for udkommet at miskreditere denne ellers meget logiske følgeslutning. Og resultatet? Miljø-og socioøkonomiske katastrofer.
Et overbevisende og validt modspil til den herskende dekadente fortælling er at finde i de permakulturelle principper. Begynd evt dannelsesrejsen med at læse 'palle alene i verden'. Næste skridt kunne være at orientere sig om det spanske kollektiv marinaleda og at studere rudolf steiners forfatterskab. Der udbydes fremragende kurser i permakultur.
Det er et spørgsmål om effektiv markedsføring. Jeg gør, hvad jeg kan. Information?