Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Marlene Winds nye bog er et liberal-demokratisk manifest

I sin nye bog ’Tribaliseringen af Europa’ trækker Marlene Wind linjerne hårdt op. Der er en kamp i gang mellem dem, som vil demokratiet, og dem, som vil afvikle det – en kamp antidemokrater og populister vinder
For Marlene Wind er særligt de catalanske separatisters ønske om selvstændighed et tribalistisk projekt, der bunder i et ønske om at lukke sig om sin egen kultur, og som derfor er uforeneligt med EU’s ånd, skriver anmelder Ditte Maria Brasso Sørensen.

For Marlene Wind er særligt de catalanske separatisters ønske om selvstændighed et tribalistisk projekt, der bunder i et ønske om at lukke sig om sin egen kultur, og som derfor er uforeneligt med EU’s ånd, skriver anmelder Ditte Maria Brasso Sørensen.

Josep Lago

Kultur
28. februar 2020

Marlene Wind giver i sin nye bog en klar beskrivelse af en populistisk nationalisme, eksemplificeret ved Viktor Orbán, hårde brexiteers og catalanske separatister, der udfordrer det liberale demokrati. Wind er forfriskende klar i sit budskab om, at det er på tide at tage bladet fra munden og forsvare det liberale demokrati. Bogen er dog mere et opråb til et forsvar, end den er et egentligt forsvar.

Wind er optaget af, om demokratiet gradbøjes. »Findes det i forskellige versioner?« spørger hun. Hun spørger retorisk, om der både findes en version med rettigheder, mindretalsbeskyttelse og uafhængige domstole, og en version, som den Viktor Orbán plæderer for, hvor man ansætter sine venner i offentlige embeder og manipulerer med valgkredsene. Wind svarer ikke direkte, men som læser forstår man, at svaret er nej.

Marlene Wind: ’Tribaliseringen af Europa – et forsvar for vores liberale værdier’.

Saxo
Det er et overraskende svar, for det åbenlyse svar må være, ja, demokrati findes i mange forskellige versioner. Et-kammersystemer og to-kammersystemer, direkte og repræsentative systemer og så videre. At svare ja til, at demokrati findes i forskellige versioner, er selvsagt ikke det samme som at medgive, at alt kan kaldes demokrati.

Wind balancerer i bogen mellem på den ene side at fortælle om demokrati som en styreform, der udvikles, og på den anden side som noget fast defineret. Wind fremhæver for eksempel, hvordan det liberale demokrati er en version, der vandt frem efter Anden Verdenskrig, hvor konventioner og domstole blev set som et nødvendigt værn mod, at flertallet (igen) skulle forbryde sig mod mindretallet. Men i Winds forsvar for det liberale demokrati forsvinder til tider den historiske udlægning. I stedet for at være en bestemt version af demokrati, bliver det liberale demokrati til selve definitionen på demokrati.

Winds projekt er at opildne til et forsvar for det liberale demokrati: refleksioner omkring, hvordan det liberale demokrati kan forbedres, bliver derfor set som et knæfald, der bør undgås. Det er ærgerligt, for de steder, hvor Wind kommer med forbedringsforslag som eksempelvis i diskussionen af folkeafstemninger er interessante.

Den nye måde at tænke demokrati på, er ikke så ny endda

Jeg er klar over, at jeg her gør mig skyldig i præcis den form for apologi, Wind mener har givet det liberale demokratis modstandere vind i sejlene. Men hendes diskussion af, hvordan folkeafstemninger som virkemiddel kan fremmes, styrker også hendes forsvar. Som læser ville man ønske, at man fik de samme forbedringsrefleksioner, når det kommer til løsrivelsesafstemninger og balancen mellem folkevalgte og ikkefolkevalgte institutioner.

Ifølge Wind er de europæiske demokratier udfordret af en stigende grad af tribalisering – en populistisk nationalisme, hvor man søger at indhegne politiske enheder således, at de følger kulturelle, religiøse og etniske skel. Wind illustrerer, hvordan tribalistiske argumenter har været drivende for de catalanske separatister, de hårde brexiteers og de ungarske og polske regeringers afmontering af det liberale demokrati.

Tribalisme bliver således en samlebetegnelse for en bevægelse, der omfatter nationalisme, regionalisme, identitetspolitik, fremmedhad, populisme med videre. Selv om begrebet tribalisme vedbliver at være lidt uklart, har Wind held med at vise, at der på tværs af de begivenheder, hun skitserer, er fællestræk, og at fællestrækket er en kombination af identitetspolitik og demokrati forstået som flertalsstyre.

Den nye måde at tænke demokrati på, hvor folkets stemme ikke må begrænses af for eksempel forfatningsdomstole, er ikke så ny endda. Ifølge Wind har den rødder i nordisk og britisk parlamentarisme, hvor folket og parlamentet ses som suverænt. Som læser savner man dog, at diskussionen af den parlamentariske tradition i Norden og Storbritannien udfoldes og sættes i klarere relation til de politiske udviklinger i for eksempel Ungarn og Polen. Hvis den styreform, der promoveres i Polen og Ungarn, har udspring i en nordisk tradition, hvad er det så for nogle mekanismer, der gør, at det er i Ungarn og Polen, at retsstaten afvikles og ikke i Norden?

Winds forsvar for det liberale demokrati omfatter både den nationale version og EU som institution. For Wind er EU mere end et økonomisk fællesskab, det er et værdifællesskab, hvor man siger nej til grænser og kulturelt afgrænsede enklaver og ja til, at kultur, sprog og religion skal betyde mindre.

Brexit og afstemningen om catalansk selvstændighed er for Wind kritisable, netop fordi de skaber nye identitets- og sprogbaserede grænser. For Wind er særligt de catalanske separatisters ønske om selvstændighed et tribalistisk projekt, der bunder i et ønske om at lukke sig om sin egen kultur, og som derfor er uforeneligt med EU’s ånd.

I sin iver efter at afvise de catalanske separatisters tribalistiske projekt overser hun, hvordan EU har bibragt en fortælling om, at rettigheder, regulering og markedsadgang ikke længere er betinget af staten, og at EU’s tilstedeværelse i sig selv derfor kan være med til at puste liv i europæiske separatistbevægelser.

Wind forklarer overbevisende, hvorfor EU, et projekt af og for medlemsstater, ikke vil imødegå de catalanske separatister, og har uden tvivl ret i, at separatister bliver skuffede, hvis de regner med, at EU ville lade løsrevne regioner nyde godt af de muligheder og rettigheder, medlemskab giver. Men hun overser, at EU’s løfte om at fjerne grænser i Europa i hvert fald på idéplan også er et løfte om, at de nationale grænser skulle betyde mindre og dermed kan være med til at puste liv i separatistbevægelsernes ønske om en indre udvidelse.

Et opråb om et forsvar og et angreb mod tribalisme

Ifølge Wind er der grænser for, hvad folket kan bestemme i et demokrati. Folket kan ikke demokratisk vedtage at afskaffe de rettigheder og friheder, der er en forudsætning for demokrati. Men selv hvis man er enig i dette, er det stadig vigtigt at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt den afmontering af demokrati, vi ser i dag i Europa (og globalt), kan være et resultat af, at europæiske demokratier ikke har kunnet løse de samfundsudfordringer, befolkningerne har ønsket, de skulle.

De folkevalgte har på grund af strukturelle udfordringer og udefrakommende regler som for eksempel sparepolitik ikke kunnet respondere på befolkningens ønsker.

Wind berører forbigående tematikker som faldende vækst og ulighed i eksisterende demokratier, men tager ikke fat på spørgsmålet om, hvorvidt den lave vækst, faldende velstand og en stadig mere ulige fordeling af ressourcer, der i en årrække har plaget europæiske demokratier, er med til at underminere den oplevede vigtighed af den liberale demokratiske model.

Centre for the Future of Democracy på Cambridge University har i år udgivet en rapport, der afdækker udviklingen i tilfredsheden med demokrati globalt. Rapporten viser, at tilfredsheden med demokratiet de seneste år er steget markant i Ungarn og Polen – som et af de eneste steder i Europa.

En måde at tolke dette på kunne være, at befolkningerne i disse stater har en oplevelse af, at dem, de vælger, er mindre låst, deres regeringer har formået at modsætte sig solidarisk fordeling af flygtninge og indblanding i forvaltningen af statsapparatet. Omvendt er tilfredsheden med demokratiet faldet markant i Grækenland, en stat, der i en lang årrække har været sat under administration og har måtte se flere demokratiske beslutninger omgjort.

I Ungarn og Polen står man dermed i en paradoksal situation, hvor demokratiet er undermineret, alt imens tilfredsheden med demokratiet stiger. Eksemplerne illustrerer, hvordan opbakning til demokrati kan være følsom over for oplevelsen af, at de folkevalgte kan sætte deres vilje igennem.

Relationen mellem demokrati og evnen til at styre er særligt interessant, når man som Wind ikke kun forsvarer en liberal demokratisk model inden for staten, men også ønsker at forsvare et komplekst net af nationale, internationale og supranationale institutioner. Her bliver det vigtigt at forholde sig til, om afmonteringen af det liberale demokrati på tværs af Europa ikke kun bunder i et ønske om at gennemføre et tribalitisk projekt, men også bunder i en oplevelse af, at det liberale demokratis evne til at løse problemer er svækket.

Det lykkes Wind at illustrere den nationalistisk-populistiske fare gennem bogens eksempler. Man sidder som læser tilbage med et billede af det massive pres, det liberale demokrati i disse år er udsat for, og med følelsen af, at det er nu, at forsvaret skal sætte ind.

Winds bog er dog mere et opråb om et forsvar og et angreb mod tribalisme. Bogen åbner for en række refleksioner omkring, hvordan det liberale demokrati kan forbedres, men går ikke i dybden med, hvad der er vigtigt ved det liberale demokrati, og hvordan det kan styrkes.

Marlene Wind: ’Tribaliseringen af Europa – et forsvar for vores liberale værdier’. Oversat af Annemette Goldberg. Gyldendal. 166 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En demokratikritik som ikke eksplicit analyserer kapitalismens allestedsværende indflydelse på menneskers meningsdannelse er ikke syv potter p.. værd! Mit gæt vil være, at fru Wind er en inkarneret Habermasianer.

Jeg tror hun har ret i, hvordan f.eks. catalanske seperatister undergraver demokratiet, mens EU i høj grad ser passivt til. Og, Ib Jørgensen, de er i høj grad finansielt motiveret.

Jonatan Krause-Jensen

Gert Hansen: Men Winds definition på 'tribalisme' (som de catalanske separatister jo falder under) betoner jo det identitetspolitiske aspekt af deres motiver - måske på bekostning af det finansielle?