Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Mellem militær disciplin og barnligt uhæmmet brutalitet

Den colombianske indiefilm ’Monos’ skildrer en mystisk guerillagruppe bestående af teenagere, hvis pubertære aggression, liderlighed og længsel efter at høre til blandes op med militær disciplin. Det – kan enhver nok gætte – ender galt
Bigfoot hedder lederen (t.v.) af den purunge guerillagruppe Monos, som skildres i colombiansk-ecuadorianske Alejandro Landes film af samme navn. Her indgyder han børnesoldaten Pitufo (på dansk: smølf) kampånd forud for en aktion i den ubønhørlige jungle.

Bigfoot hedder lederen (t.v.) af den purunge guerillagruppe Monos, som skildres i colombiansk-ecuadorianske Alejandro Landes film af samme navn. Her indgyder han børnesoldaten Pitufo (på dansk: smølf) kampånd forud for en aktion i den ubønhørlige jungle.

Angel Films

Kultur
6. februar 2020

Ved første øjekast fatter man ikke, at de er i krig, de teenagere, som med bind for øjnene spiller en form for selvopfundet boldspil på en øde og tåget bjergtop et ikke nærmere bestemt sted i Latinamerika. Men de otte unge mennesker med deres uensartede påklædning og kropsbygning udgør ikke desto mindre guerillagruppen Monos i colombiansk-ecuadorianske Alejandro Landes’ film af samme navn. 

Monos holder til i huler og gamle mosbeklædte bunkere i det fugtige og utaknemmelige bjerglandskab, og når de i Monos’ introscene koncentrerer sig om at sende bolden videre til kammerater, de ikke kan se, hvor befinder sig, er det ikke tidsfordriv.

Det er en samarbejdsøvelse, der kan komme dem til gode i en tilspidset situation. På samme måde træner de op til mere begivenhedsrige tider ved at løbe ekstremt intenst på stedet, ved at danse capoeira og ved at lege en leg, hvor en gruppen omringer en enkelt person, som så har til opgave at værge sig for alle de prygl, gruppen giver ham.

Nærig med kontekst

Som i mange af filmens andre ritualer, øvelser og militante procedurer balancerer denne aktivitet på kanten mellem hård disciplin og løssluppen barnlig brutalitet. Det er repræsentativt: Monos er en film om en gruppe store børn, der på den ene side er lige der i livet, hvor de let lader sig styre af behovet for gruppetilhørsforhold og anerkendelse, og på den anden side er totalt uden for rækkevidde.

Deres civile identitet er pist væk, ingen taler om hverken fortid eller fremtid, og alle har enkle kaldenavne hentet fra slang og populærkultur. Rambo, Køter, Smølf, Bigfoot og den slags. 

Angel Films
De arbejder for en organisation ved navn Organisationen. Ud over at forberede sig på fremtidige kampe passer de på Organisationens amerikanske gidsel Doctora (Julianne Nicholson). Mere ved vi ikke om disse mennesker, guerillagruppen, Organisationen eller den konflikt, de deltager i.

Monos er nærig med kontekst, vel sagtens for at specifikke detaljer ikke skal overskygge det universelle i historien om en særlig hårdt spændt gruppedynamik og dens destruktive potentiale. Det er en historie, der mere end bare hilser på så solide klassikere inden for skildring af menneskehedens skyggeside som Fluernes Herre (udkom som bog i 1954 og første gang som film i 1963 og igen i 1990) og Apocalypse Now (1979). Alejandro Landes sigter altså mere end almindeligt højt, hvad de kunstneriske ambitioner angår. Men selv om han – ikke mindst i kraft af Jasper Wolfs fængslende billedside – mestrer at etablere nogle markante stemninger, så strander filmen på sin historiefortælling, der ikke er tilstrækkelig skarp. Det gådefulde begynder efterhånden at føles banalt diffust frem for urovækkende.

Dysterhed i junglen

Monos får jævnligt besøg af den tilsynsførende voksne officer, der kaldes Spejder (på spansk: Mensajero, spillet af Wilson Salazar). Så er der eksercits efter alle kunstens regler og i forbindelse hermed anledning til at træde et skridt frem og anmode om tilladelse til at danne par med en af de andre i gruppen, hvis det skulle være aktuelt. 

Netop det er i begyndelsen aktuelt for den menige soldat Lady (Karen Quintero) og gruppeføreren Ulv (på spansk: Lobo. Spillet af Julián Giraldo). Det ene øjeblik ligger de op ad en bjergskråning, klistret til hinanden og forhandler pjattet om, hvordan og hvem de skal kysse. Det næste gennemgår de et højtideligt ritual, som alle omkring dem tager gravalvorligt, fordi det åbenbart er sådan, man sørger for at holde på formerne i denne paramilitære udørk. I et tredje øjeblik fejrer hele gruppen Lady og Lobos nye officielle status som par med vild rus og skud i alle retninger.

Kombinationen af rus og skyderi bliver et problem. Så har jeg ikke sagt for meget. Den ellers begivenhedsløse og rutineprægede tilværelse på bjergtoppen begynder at skride, og inden længe rejser guerillagruppen herfra hen til en mindst lige så fugtig og cirka dobbelt så dyster jungle. Her accellererer handlingen, men samtidig opløser historien sig i forskellige amokløb, der ikke til sammen siger noget nyt og overraskende om det destruktive i blandingen af militær disciplin og børnemagt. 

’Monos’. Instruktion: Alejandro Landes. Manuskript: Alejandro Landes og Alexis Dos Santos. Fotograf: Jasper Wolf. Varighed: 1 time og 42 minutter. Colombiansk. Vises i udvalgte biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her