Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Mesterværket ’Jeanne Dielman’ er tilbage i biograferne efter 45 år. Den er stadig tre timer værd

Belgiske Chantal Akermans 45 år gamle og mere end tre timer lange ’Jeanne Dielman, 23, Quai du Commerce, 1080 Bruxelles’ er et minimalistisk, feministisk mesterværk om et af den slags stille kvindeliv, vi sjældent ser på lærredet. Nu har filmen dansk repremiere
Chantal Akermans ubevægelige kamera rammer spartansk Jeanne Dielman (Delphine Seyrig) ind og understreger hendes ensomhed og monotonien i hendes liv i ’Jeanne Dielman, 23, Quai du Commerce, 1080 Bruxelles’.

Chantal Akermans ubevægelige kamera rammer spartansk Jeanne Dielman (Delphine Seyrig) ind og understreger hendes ensomhed og monotonien i hendes liv i ’Jeanne Dielman, 23, Quai du Commerce, 1080 Bruxelles’.

Miracle Film

Kultur
2. marts 2020

Der sker ingenting, og der sker alting i Jeanne Dielman, 23, Quai du Commerce, 1080 Bruxelles, belgiske Chantal Akermans feministiske, minimalistiske mesterværk fra 1975, som nu har repremiere i danske biografer. Det er en dybt fascinerende og næsten hypnotiserende film, der med en spilletid på 201 minutter – mere end tre timer – kræver et stort engagement af publikum, men også giver uendelig meget igen.

Titlens Jeanne (en fremragende Delphine Seyrig) er en tiltrækkende kvinde i 40’erne, som bor alene med sin snart voksne søn i en lille lejlighed i Bruxelles. Manden døde seks år tidligere, og hun har aldrig været interesseret i at få sig en ny: »Lære en ny mand at kende? Nej, det har jeg ikke lyst til,« som hun på et tidspunkt siger til sønnen, Sylvain (Jan Decorte), da denne spørger hende i løbet af en af deres noget ødipale aftensamtaler.

Hver dag former sig som dagen før, finder man ud af i løbet af de tre dage, som Akerman skildrer, så man får følelsen af, at de udspiller sig i realtid. Det gør de selvfølgelig ikke, men instruktøren får det til at ligne og bruger på fremragende vis tid og rum til både at skildre Jeannes monotone liv, de daglige rutiner, der er blevet til ritualer, og hvad der sker, da hun en dag pludselig går skævt af rutinerne.

Filmsproget er lige så spartansk som Jeanne Dielmans lejlighed og følelsesløse hverdag og består af faste billeder af Jeanne, der sidder eller bevæger sig rundt i lejligheden – døre og gange er essentielle for Akerman og hendes koreografi – eller på gaden. Babette Mangoltes kamera bevæger sig meget sjældent, i stedet er der en næsten Hammershøisk stringens og melankoli over de faste indstillinger og Jeanne, der sidder alene midt i de ofte symmetriske opsætninger.

Nydeligt og ryddeligt

Jeanne står først op om morgenen. Hun gør klar til morgenmad, inden hun vækker Sylvain, der sover på en sovesofa i stuen. Hun pudser hans sko, han spiser, og hun sender ham afsted i skole. Ingen af dem siger ret meget. Herefter gør hun sig selv klar og rydder hans seng af vejen. Hun går ud for at købe det, der skal bruges til aftensmaden – som også følger et bestemt skema hver dag og uge – går på posthuset for at betale regninger og drikker så en kop kaffe på sin stamcafé, inden hun går hjem. Undervejs taler hun stort set ikke med andre mennesker.

Når hun kommer hjem, gør hun klar til aftensmaden, inden hun sætter sig for at spise en smule frokost og drikke endnu en kop kaffe. Så kommer naboen og afleverer sit lille barn, så hun selv hurtigt kan løbe på gaden for at købe ind. Barnet hentes igen. Jeanne ordner sit hår og tager læbestift på, så hun er klar, når dagens kunde kommer. Hun tjener nemlig penge ved at sælge sex til det, der ligner det bedre borgerskabs pæne mænd.

Når kunden går igen, får Jeanne sin betaling, som hun lægger i en stor skål, der står på bordet i den nydelige og ryddelige spisestue. Og så vender hun tilbage til aftensmaden. Sylvain kommer hjem. Hun hænger hans tøj på plads i skabet, mens han sætter sig ind i stuen for at læse. Hun serverer aftensmaden, som de spiser uden at tale sammen. Så laver han lektier, og de hører lidt musik, mens hun strikker, og han igen læser. De går aftentur rundt om ejendommen, og når de kommer hjem, gør de klar til at gå i seng.

Elementært spændende

Det lyder lidet ophidsende, og det er det for så vidt heller ikke, men der er alligevel noget elementært spændende og meditativt over at iagttage et menneske gennemgå så rutinepræget og gennemkoreograferet et program som Jeanne Dielman.

Chantal Akerman blev født i 1950 og lagde sig som filmskaber i forlængelse af 1960’ernes europæiske og amerikanske eksperimentalfilm. Hun fik en kunstnerisk vækkelse, da hun som 15-årig så Jean-Luc Godards Manden i månen (1965), og hun lavede film i både USA og Belgien inden Jeanne Dielman, 23, Quai du Commerce, 1080 Bruxelles, der var hendes først mere traditionelt fortællende film.

Instruktøren spænder dog den dramaturgiske bue til det yderste ved netop at fjerne al ydre dramatik fra historien og fokusere på dette ene menneske, der synes at være fanget i sin egen ensomhed og monotoni. Fraværet af dramatik og længerevarende interaktion med andre mennesker end sønnen fortæller meget om, hvad det er for et liv, Jeanne lever og har levet.

Man forstår, at det så mere eller mindre ligesådan ud, da hendes mand levede, og man forstår også, at rutinen og ritualerne er hendes måde at overleve på. Det er en forsvarsmekanisme for et menneske, som underordner sig selv og sine behov andre mennesker – mænd – og har gjort det det meste af sit liv. 

Følger Jeanne sit nøje planlagte program, ved hun præcis, hvad hun skal bruge sin dag på, og hun har ikke mange øjeblikke til at tænke over alt det, hun ellers kunne bruge sit liv på. Der er en grund til, at hun ikke ved, hvad hun skal svare sin søster, der skriver fra Canada, hvor hun har boet i mange år, og inviterer Jeanne og Sylvain på besøg. Hverdagen i Bruxelles kan Jeanne håndtere. De mange nye indtryk og muligheder, hun ville møde i Canada – et løfte om et nyt liv – vil kunne resultere i et sammenbrud af en slags.

Veritabelt jordskælv

Og det er netop, hvad der sker, da Jeanne Dielman en dag kommer ud fra soveværelset efter at have betjent en af sine kunder. Håret er i uorden, og noget er tydeligvis ikke, hvad det plejer at være. Chantal Akerman har fortalt, at Jeanne simpelthen lige har fået sit livs første orgasme, og denne seksuelle vækkelse både forvirrer og ryster hende.

Da hun senere tjekker kartoflerne, som står på blusset i køkkenet, har de fået for meget – en kunde plejer at tage den tid, det tager at lave mad – og hun går retningsløst rundt i lejligheden med gryden i hånden, inden hun får smidt kartoflerne ud. Hun er ved siden af sig selv, og maden er endnu ikke klar, da Sylvain kommer hjem.

Dagen efter står Jeanne ved en fejl for tidligt op og er pludselig en time foran i sit ellers så nøje planlagte dagsprogram. Butikkerne er endnu ikke åbne, da hun skal købe ind, og da hun kommer hjem igen, har hun svært ved at få dagen til at hænge sammen. Alt er forkert, alt er skævt – kaffen smager ikke, som den skal – og hun ved simpelthen ikke, hvad hun skal tage sig til. Hun sætter sig i en stol, men kan ikke finde ro, og man forstår, at noget er knækket inden i hende. Noget er brudt sammen, og det kommer til at få konsekvenser – for hende og for hendes omgivelser.

Det er voldsomt at være vidne til, fordi det kommer så uventet, og fordi filmen indtil da har været så stram og stringent i sin skildring af Jeannes liv. Vi er blevet lullet ind i en bevidsthed om, at hendes liv følger et bestemt spor, og der skal således næsten ingen afvigelser til, før det føles som veritable jordskælv. En af Akermans store bedrifter er, at hun vender kameraet mod et af den slags mennesker og den slags liv, man ellers aldrig ser på film, og at det er alt det hverdagslige, ikke prostitutionen, der er i centrum af fortællingen.

En stor filmskaber

Chantal Akerman var blot 25 år gammel, da hun lavede Jeanne Dielman, 23, Quai du Commerce, 1080 Bruxelles, som havde verdenspremiere i et af sideprogrammerne på filmfestivalen i Cannes. Det blev en såkaldt ’sædeklapper-film’, hvor man til premieren kunne høre biografsæderne klappe op, når folk undervejs i filmen forlod biografen.

I et interview fra 2009 har Akerman fortalt, at den berømte forfatter og instruktør Marguerite Duras var til stede i salen, og på et tidspunkt rejste hun sig også op og erklærede om Akerman: »Den kvinde er skør!«

Alligevel var der utallige filmfestivaler, som dagen efter den første visning henvendte sig til Akerman, fordi de ville vise hendes film. Den unge, autodidakte instruktør var, som man siger i England og USA, ankommet og det med manér.

»Pludselig, i en alder af 25, fik jeg at vide, at jeg var en stor filmskaber. Det var selvfølgelig tilfredsstillende og den slags, men det var også hårdt, fordi jeg spekulerede over, om jeg nogensinde ville kunne overgå mig selv. Og det er jeg heller ikke sikker på, at jeg har,« sagde Akerman i 2009.

Det er jeg heller ikke. Hun lavede gode film sidenhen, både korte og lange og dokumentariske – blandt andre Les Rendez-vous d'AnnaToute une nuit og Amerikanske historier – og indtil sin død for fem år siden hun var en markant stemme i europæisk film. Det er hos hende, at de minimalistisk-realistiske Dardenne-brødre har hentet en del af deres inspiration. Men hun nåede ikke siden den samme kunstneriske højde.

Jeanne Dielman, 23, Quai du Commerce, 1080 Bruxelles er et unikt og  uforglemmeligt værk, der ud over at være en gribende skildring af et stille kvindeliv også viser vejen frem, hvad angår et filmholds sammensætning. Akerman ville demonstrere, at det i et mandsdomineret fag var muligt at lave film med kvinder i de centrale roller, også bag kameraet – filmfotograf, klipper, lydfolk, producenter mm. – og det må man sige, at hun havde held med.

’Jeanne Dielman, 23, Quai du Commerce, 1080 Bruxelles’ – Instruktion og manuskript: Chantal Akerman. Fotografi: Babette Mangolte. Længde: 201 minutter. Grand Teatret og Valby Kino i København og Øst for Paradis i Aarhus mandag den 2. marts. Siden også Vester Vov Vov og Gloria i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"Og det er netop, hvad der sker, da Jeanne Dielman en dag kommer ud fra soveværelset efter at have betjent en af sine kunder. Håret er i uorden, og noget er tydeligvis ikke, hvad det plejer at være. Chantal Akerman har fortalt, at Jeanne simpelthen lige har fået sit livs første orgasme, og denne seksuelle vækkelse både forvirrer og ryster hende."

Har/havde publikum en chance for at vide, hvad Chantal Akerman senere fortalte?
Ellers kunne der jo være sket noget helt andet bag døren.. Noget ubehageligt, eller voldeligt.
Måske derfor sæderne klappede op?

Christian Monggaard

Der er ikke foregået noget voldeligt. Det kan man se på Jeanne Dielman. Selvfølgelig hjælper det, hvis man ved, hvad Akerman har fortalt. Man kan dog godt se, at det ikke er noget ubehageligt, og at det samtidig har rystet hende så meget, at hun er i vildrede og ude af synk med sig selv. Men se filmen.