Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Musikalsk orgie i Malmø er forhåbentligt et varsel om operettens genkomst

Malmø Opera fejrer 75 år med en stor operettesatsning om det at gå grundigt under bordet og den lille døds antiklimaks. I bedste fald er operetten på vej tilbage til det hus, der engang var dens højborg
I stedet for at forlade sig på den oprindelige version af Jacques Offenbachs ret elegante komedie ’Orfeus i Underverdenen’ har Operaen i Malmø genskrevet og gendigtet og drejet dramaet, så det føg med sproglige finurligheder og nutidige referencer.

I stedet for at forlade sig på den oprindelige version af Jacques Offenbachs ret elegante komedie ’Orfeus i Underverdenen’ har Operaen i Malmø genskrevet og gendigtet og drejet dramaet, så det føg med sproglige finurligheder og nutidige referencer.

Mats Bäcker

Kultur
22. februar 2020

Der findes den der slags drømme, hvor der pludselig er et ekstra rum i ens lejlighed, og følelsen er helt euforisk. En uventet ekspansion af tilværelsen ligesom eventyrets skabsdør, der åbner til en skjult parallelverden. Sådan har jeg det, hver gang jeg besøger Malmø Opera, der i virkeligheden ligger lige om hjørnet. Man kan bare tage toget gennem Øresundstunnellen og stige op fra undergrunden på nummer to station efter Københavns Lufthavn og gå 200 meter, så står man foran det store funkispalads fra 1944 og tænker: Wauw! hvorfor kommer jeg aldrig her?

Operettehøjborg

Og hvorfor gør jeg ikke det? Måske fordi den smukke opera, der ganske opsigtsvækkende blev opført under Anden Verdenskrig som lidt af en parallelverden til et Europa i flammer og har været Ingmar Bergmans teater og kan prale af at have haft navne som Max von Sydow og Birgit Nilsson blandt de optrædende – for nu at nævne nogle navne, som også siger os danskere noget, i de sidste årtier har været parkeret i bevidstheden som en musicalscene. En musicalscene, som indimellem også har haft flotte og ambitiøse operaforestillinger, men som det har været nemt en københavnsk kultursnob at afskrive som et svensk provinsteater.

Malmø er jo en lidt speciel provins, og jeg skal heller ikke sige noget ondt om musicalgenren, men hvad der er ærgerligt, er, at Malmø Opera engang var europæisk højborg for operettegenren. En genre, der til dels er blevet fortrængt af musicalen, ikke bare i Malmø, men generelt. Og det er synd og skam. For operette og opera, de er henholdsvis glade og den triste maske, og de burde ikke eksistere uden hinanden.

I år fejrer Malmø Opera sit 75-årsjubilæum og markerer det blandt andet ved en stor operettesatsning, og man kunne håbe på, at det varslede nye tider og operettens genkomst. I så fald ville Malmø Opera kunne markere sig som foregangshus for en mulig strømning i europæisk musikliv, hvor det alt for længe har været den triste maske og den romantiske opera, der har hersket. Nu får vi se. Det var i hvert fald en smuk begivenhed i sidste uge, hvor uroperetten, Jacques Offenbachs Orfeus i underverdenen, havde premiere i en poetisk og dagfrisk opsætning.

Dream team

Først og fremmest var det et dreamteam af folkekære sangere, der var indkaldt til forestillingen. Sanger og skuespiller Loa Falkman, Malmøs førsteprimadonna Marianne Mörck og gaytenor Rickard Söderberg sås i nogle af de fremtrædende roller som henholdsvis Jupiter, Thalia og Vän av Ordning. Elisabeth Linton stod for opsætningen, Julia Hansen for scenografien, og Anja Vang Kragh havde fået frie tøjler til at skabe eventyrlige kostumekreationer a la spektakulært fransk modegallashow. Nyoversættelsen og gendigtningen af Crémieux og Halévys libretto står skuespiller og dramatiker Andreas T Olsson for.

Jacques Offenbach er en slags operettens skaber. Orfeus i underverdenen var Offenbachs første komplette operette og indeholder den berømte cancan-musik, alle kender i dag. Offenbach havde længe gået og ventet på den økonomiske mulighed for at lave et større værk, hvor han kunne gøre op med romantikkens fortærskede dyrkelse af antikken, og han havde glædet sig til at fremstille de olympiske guder som en depraveret forsamling. Så kunne han samtidig lange ud efter Napoleon den III’s regering, som det var oplagt at associere den fallerede Olymp med og dermed lave både en kulturpolitisk og politisk satire i ét.

At opdatere politisk satire anno 1858, sådan som det har været Linton og Olssons projekt, er selvfølgelig en stor opgave. I stedet for at forlade sig på den oprindelige version af Offenbachs ret elegante komedie har de genskrevet og gendigtet og drejet dramaet, så det føg med sproglige finurligheder og nutidige referencer.

Der var mange referencer, jeg som udlænding ikke helt fik med, men som jeg gik ud fra, morede svenskerne. Det gjorde det ikke, hvis man skal tro den svenske presse, der i hvert fald ikke i de lokale aviser har været særligt imponerede over nyopsætningen. Her er jeg måske igen som udlænding mere fritstillet og føler ikke noget behov for at revse, men kunne læne mig tilbage og nyde, at der virkelig blev grinet i operaen, og er generelt bare imponeret over svenskernes showbizz-niveau.

Der blev både spillet og sunget godt over hele linjen, og visse replikker bobler stadig i mig. For eksempel den ret geniale oversættelse af Eurydikes lille besked til Orfeus, som hun på Plutos opfordring efterlader sin ægtemand, inden hun stikker af med underverdenens hersker: »Ingen nöd. Bara död. Hej med dig. Leta ej.« Dét er i hvert fald sjovere end i den franske original og et opgør i kortform med en af kulturhistoriens største myter om elskende, der skilles.

Træt af nektar

Offenbachs historie demonstrerer en antibakkantisk verden, hvor Olympens guder mere eller mindre er faldet i søvn af kedsomhed over nektar og blå himmel, og hvor Jupiter er en patetisk aldrende don juan. Eurydike er en letforførlig, utro hustru, og Orfeus, musikkens inkarnation, er en selvoptaget kunstner, der foretrækker sin violin frem for sin hustru. Men han vil heller ikke lade sig skille, for det ville være dårligt i den offentlige mening og Den Offentlige Mening er den højeste gud i Offenbachs dagsportræt. Selv Jupiter må frygte Den Offentlige Mening, så når Eurydike pludselig forsvinder fra jordens overflade, og Olympen mistænker ham for at stå bag, så beslutter han, at alle guderne kan få lov at tage med ham på ekskursion til underverdenen for at tjekke sagerne ud.

Operetten synes at være lige så vrængende over for Eurydikes lallende lyst, som Eurydike er træt af Orfeus’ evindelige violin. Eskapaderne skilders med virtuos jammer, hvad enten Eurydike går i lag med lillebror Pluto i hans version af en arkaisk hyrdedreng eller med summende storebror Zeus i ynkeligt fluekostume. På den anden side er Offenbachs musik så inciterende, at den trumfer de trætte, fortærskede guders forstenede liv og sørgeligt flueknepperi.

Grundigt under bordet

Mellem alle replikkerne er det dét, denne opsætning har sådan en fin fornemmelse for – at lade musikalsk orgie og scenisk poesi være sideløbende spor til den rå satire. For eksempel er det utroligt elegant, hvordan selve nedgangen til underverdenen er at lade de forskellige gudekarakterer én efter én synke under et stort, damaskbeklædt festbord a la den indledende familiemiddag i Bergmans Fanny og Alexander, for i anden akt at dukke op i underverdenen med dette bord hængende som en teltdug eller himmel over dem. En ny vinkel på det at gå under bordet ved en familiemiddag og en poetisk understregelse af den ekspanderende mulighed ved at gøre det. På samme elegante måde som Eurydikes vej til underverdenen er at lide den lille død med sin elsker og fortabe sig i den.

Ingen kommer rigtig uden om antiklimaks, men på den anden side er der ikke sparet på Offenbachs begavede modstykke til denne spleen: bakkantisk cancan-musik og benene i vejret er komponistens deus ex machina.

Jo længere man nåede frem mod stykkets ende, jo mere fandt det sig selv. Og det var vel egentlig også det, det hele handlede om. I stedet for at vælge mellem den ene eller anden tilværelse på Jorden, over jorden, under jorden, med den ene eller anden mand, vælger Eurydike sin egen vej, og resten er cancan.

En tak til Eir Inderhaug for en stærk og særegen Eurydike og til Martin Vanberg for en overbevisende selvoptaget kunstner, og til Loa Falkman for en sympatisk patriark, og til Richard Hamrin for en sexet Pluto, der aldrig rigtig lukker munden, og til Marianne Mörck for at være og tale for teaterkunsten som musen Thalia og til Rickard Söderberg for at gennemgå den største forandring fra Vän av Ordning (oprindeligt Den Offentlige Mening) til festivaldeltager, og tak til Kristine Nowlain for at være i fantastisk kysseform som Cupido. Og tak til resten af Olympen og underverdenen og de tre dejlige dansere og det levende orkester i graven under dirigent Tobias Ringborg.

Og tillykke til Malmø Opera med dens 75 år og tak for, at den stadig er ét af de smukkeste operahuse – og som sagt kun en tur i underverdenen væk. Hold nu det gode operettefortsæt! Yes, you cancan.

Jacques Offenbachs ’Orfeus i underverdenen’Malmø Operaorkester og Malmø Operakor. Malmø Opera. Musik: Jacques Offenbach. Libretto: Crémieux og Halévy. Oversættelse og bearbejdning: Andreas T Olsson. Iscenesættelse: Elisabeth Linton. Solister: Rickard Söderberg, Eir Inderhaug, Richard Hamrin, Martin Vanberg, Loa Falkman, Marianne Mörck med flere. Dansere: Maria Malmstöm, Andrea Schimmer, Jacob Walleberg. Dirigent: Tobias Ringborg. 14. februar - 10. maj 2020

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Vi mangler nogle hjerte-emojis i dette kommentarfelt.