Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Man skal nærlæse en Alice Munro-novelle for at finde den nøgle, der låser dramaet op

I ’Noget jeg gerne vil sige’ fra 1974 har den senere nobelpristager Alice Munro fundet sit stof, men endnu ikke sin unikke stemme
Selv om Alice Munro ikke skriver efter fast formel, diskes der konstant op med overraskelser, afstikkere og kursændringer.

Selv om Alice Munro ikke skriver efter fast formel, diskes der konstant op med overraskelser, afstikkere og kursændringer.

Derek Shapton

Kultur
21. februar 2020

I 1974 udsendte Alice Munro Noget jeg gerne vil sige, 13 noveller, der vidner om, at den canadiske forfatter tidligt fandt sit materiale, men her endnu ikke har fundet den unikke stemme, der i 2013 var med til at sikre hende Nobelprisen i litteratur.

Samlingen, som vi nu får på dansk for første gang, var blot Munros tredje, og den »er fra en yngre forfatter«, som oversætter Ida Jessen skriver i bogens forord, hvori hun pointerer, at »novellerne er tætte, atmosfærefyldte, kompromisløse og kloge som i alle de andre samlinger, og hun er som altid en vidunderlig fortæller«.

Det er jeg stort set enig i. De fleste af historierne sprudler af både nerve, spænding og kulør fra første til sidste sætning. Et godt eksempel herpå er »Hvordan jeg mødte min mand«, der starter således:

»Vi hørte flyvemaskinen over husets tag ved middagstid, den kom brølende ind over nyhederne i radioen, og vi var fuldkommen sikre på, at den ville ramme huset, så vi løb alle sammen ud på gårdspladsen.«

Fortælleren er en voksen kvinde, der mindes, hvordan hun som 15-årig havde en flygtig og uskyldig affære med en pilot, der hastigt måtte videre, men lovede at skrive til hende. Hver søndag ventede hun smilende på postbuddet Carmichael, indtil det en dag slog hende, at der aldrig ville komme et brev.

Alice Munro: ’Noget jeg gerne vil sige’.

Saxo
I stedet giftede hun sig med Carmichael, der nu ofte fortæller deres børn »historien om, hvordan jeg lagde an på ham ved at sidde ved postkassen dag ud og dag ind, og naturligvis ler jeg og lader ham gøre det, for jeg synes, det er bedst, når folk tror det, der gør dem glade og tilpasse.«

Et ’munrosk’ anslag

Sådan slutter denne fine historie, hvis snit er lagt som i resten af forfatterskabet, der tæller fjorten originale samlinger plus det løse. Handlingsmæssigt kredser næsten alle Alice Munros noveller om en kvindes søgen efter kærlighed, uddannelse eller frihed, og de er båret af, hvad man i dag vil kalde et ’munrosk’ anslag: En hverdagsstemning slås an, inden en dramatisk begivenhed erindres, hvorefter det antydes, hvordan denne begivenhed, der skrives rundt om, har påvirket et helt liv.

»Munro springer frem i tiden, en dag eller en time eller 24 år, og viser, at selv efter den dag hvor alting brast, kommer en ny dag, om ikke andet så et andet sted, for en anden, der stod i berøring med den første«, som Ida Jessen formulerer det i sit forord.

For kvinderne i Munros univers gælder det oftest, at de på deres vej mødes af forhindringer i form af skilsmisser, utroskab, svigt og dødsfald, og derfor ender de fleste af dem ofte med at føre en nogenlunde normal tilværelse – der nu alligevel er ganske særlig netop på grund af de banaliteter, denne tilværelse er formet af.

Det kunne lyde, som skrev Alice Munro efter en fast formel, men det er langtfra tilfældet. Der diskes konstant op med overraskelser, afstikkere og kursændringer, og sjældent har jeg oplevet så mange af dem hos forfatteren, som i Noget jeg gerne vil sige.

I »Stof« mindes fortælleren sin eksmand, der fremstår som et regulært dumt svin. 17 år er der gået, siden de blev skilt. Hun tog datteren med sig og blev gift igen, men vred er hun stadig, og da hun falder over en novelle, eksmanden har fået publiceret i et tidsskrift, bruger hun anledningen til at håne ham for at være både overfladisk og egoistisk. Hun mindes en episode, hvor han ifølge hende var skyld i, at underboens lejlighed blev oversvømmet, men efter at have læst novellen må hun modvilligt indrømme, at den er god.

Underboen, som teksten handler om, »er blevet til kunst«. Ikke desto mindre sætter hun sig ved spisebordet for at skrive endnu et bebrejdende brev til eksmanden – som hun ikke sender – og læseren må slutteligt spørge sig selv, om ikke det er fortælleren og ikke eksmanden, der mangler empati og blik for andre end sig selv.

Heller ikke fortælleren i »Sig ja eller nej« viser sig at være så pålidelig, som hun giver udtryk for. Hun mindes sin elsker, der netop er død. Han boede i en anden by med sin kone, der driver en boghandel, som fortælleren en dag besøger for at finde en form for forløsning på forholdet.

»Jeg tror, jeg ved hvem du er« siger enken vredt og rækker fortælleren en pose med breve fra mandens elskerinde. De er imidlertid skrevet af en anden, hvorefter fortælleren konkluderer om både denne fremmede kvinde og den afdøde elsker, at »jeg har opfundet hende. Jeg har opfundet dig, jeg bruger dig. Det er digt, at jeg elsker dig, og det er digt, at du er død«.

Hvad foregår der? Har fortælleren fundet på det hele? Forsøger hun at distancere sig fra smerten? Er hun ligefrem småtosset?

Nøglen er svær at finde

Ofte skal man nærlæse en Alice Munro-novelle for at finde den nøgle, der låser dramaet op. Her som i et par af de andre historier i Noget jeg gerne vil sige er den nøgle svær at finde. Jeg er ikke engang sikker på, at den findes. Andre steder i bogen synes handlingen næsten at være for enkel, som i »Båden de fandt«, en smuk, men småkedelig sommerfortælling om to skolepigers spirende seksualitet og fascination af tre drenge fra klassen.

Senere lærer Alice Munro som bekendt at mestre antydningens kunst, historierne bliver mere dæmpede og strammere i dramaturgien, og ja, sproget bliver bedre. Mon ikke den modne Alice Munro ville fremskrive følgende passage fra »Båden de fandt« med en langt skarpere pen:

»Der var tre drenge, de gik i samme klasse som Eva og Carol, og de kendte dem udmærket (de hed Frank og Bud og Clayton), men Eva og Carol, der allerede oppe fra vejen havde genkendt dem, havde ikke talt til dem eller set på dem, endsige givet det mindste tegn på, at de havde set, at de var der.«

Det tror jeg, og det samme med billedsproget, der flere steder virker modsat hensigten og nærmest slører billedet for læseren. Eksempelvis hedder det et sted om en forelskelse, at »det var en overspændthed, der kunne kureres, en højpandet problemformulering i en opgave«.

Nysgerrighed fik mig til at gå på nettet for at se, hvordan bogen i sin tid blev modtaget. Los Angeles Times mente, at det var en »tryllebindende rejse gennem en verden af kærlighed, farer og overraskelser«, mens The New York Times i en lille hård anmeldelse kalder Noget jeg gerne vil sige for »godt håndværk. Men ikke mere end det, og i dag – I vor tid udkom i 1925 – bør vi kræve af en novellesamling, at den leverer den dirrende præcision, den poesi, der gør formen så værdifuld«.

Alice Munros bedste noveller matcher fuldt ud Hemingways skelsættende mesterværk, som der her refereres til, og da vi nu ikke får flere fra den i dag 88-årige forfatter – i hvert fald har hun erklæret, at hun er gået på pension – giver det god mening at kigge tilbage i forfatterskabet og oversætte de tidlige titler, der støbte fundamentet for det store forfatterskab. Selv om de er ujævne. Ud over Noget jeg gerne vil sige har Ida Jessen oversat de seneste fem Munro-bøger (fire af dem med sin mor, Gudrun Jessen), og hun må også meget gerne lægge stemme til de få, vi endnu mangler på dansk.

Alice Munro: ’Noget jeg gerne vil sige’. Oversat af Ida Jessen. Gyldendal. 320 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her