Læsetid: 6 min.

Man skal nærlæse en Alice Munro-novelle for at finde den nøgle, der låser dramaet op

I ’Noget jeg gerne vil sige’ fra 1974 har den senere nobelpristager Alice Munro fundet sit stof, men endnu ikke sin unikke stemme
Selv om Alice Munro ikke skriver efter fast formel, diskes der konstant op med overraskelser, afstikkere og kursændringer.

Selv om Alice Munro ikke skriver efter fast formel, diskes der konstant op med overraskelser, afstikkere og kursændringer.

Derek Shapton

21. februar 2020

I 1974 udsendte Alice Munro Noget jeg gerne vil sige, 13 noveller, der vidner om, at den canadiske forfatter tidligt fandt sit materiale, men her endnu ikke har fundet den unikke stemme, der i 2013 var med til at sikre hende Nobelprisen i litteratur.

Samlingen, som vi nu får på dansk for første gang, var blot Munros tredje, og den »er fra en yngre forfatter«, som oversætter Ida Jessen skriver i bogens forord, hvori hun pointerer, at »novellerne er tætte, atmosfærefyldte, kompromisløse og kloge som i alle de andre samlinger, og hun er som altid en vidunderlig fortæller«.

Det er jeg stort set enig i. De fleste af historierne sprudler af både nerve, spænding og kulør fra første til sidste sætning. Et godt eksempel herpå er »Hvordan jeg mødte min mand«, der starter således:

»Vi hørte flyvemaskinen over husets tag ved middagstid, den kom brølende ind over nyhederne i radioen, og vi var fuldkommen sikre på, at den ville ramme huset, så vi løb alle sammen ud på gårdspladsen.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu