Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Nancy Speros fantastiske udstilling på Louisiana er et mustsee for alle feminister

Nancy Spero er højaktuel på Louisiana med en kunst, der protesterer politisk på sårbare materialer som papir og med råb ud til gudinder, myter og døde genier. Speros kunst burde alle se – og meget gerne på en mere prominent plads på museet
Nancy Speros ’Bomb, Dove and Victims’, 1967.

Nancy Speros ’Bomb, Dove and Victims’, 1967.

Nancy Spero

Kultur
13. februar 2020

Jeg ler af glæde over Nancy Speros (1926-2009) originale tegninger, gouacher og collager. Tag hendes serie af værker Krigsserien fra 1966, hvor krig, vold og patriarkat skildres i burlesk karakter med blæk og gouache. To værker, begge betitlet Mandlig bombe, viser erigerede pikke, der rejser sig stængelagtigt fra mandetorsoer og udspyer blod/tunger. På det ene er kroppens arme og ansigt udtværet i en orangerød flammeregn. Fra hver arm fem mindre knoglelignede, akavede slangepikke som borter, der dingler fra en militæruniform.

Spero var på sin tid både toneangivende på kunstscenen og en selvudnævnt outsider. Hun besluttede tidligt at opgive det mandsdominerede maleri og kun arbejde på papir. Papirets skrøbelighed understreger og fordobler den økonomiske udsathed, kvindelige kunstnere i 1960’ernes og 1970’ernes USA var underlagt.

De populære kunstformer på den tid var popkunst og minimalisme, og Speros personligt-politiske, erotiske og krøllede kunst passede ikke ind i de konceptuelle kategorier. I løbet af sin kunstneriske karriere var hun én af mange aktivistiske kunstnere, der ledte efter politisk mening og fællesskab i kunsten.

Hun var blandt andet med til at starte et af de første kunstnerdrevne kooperative gallerier i New York, A. I. R., i 1972, kun med og for kvinder (til inspiration, kunstnere!) – sammen med andre, siden ikoniske kunstnere såsom Ana Mendieta og Agnes Denes.

’Mandlig bombe’ (’Male Bomb’) af Nancy Spero, 1967. Gouache og blæk på papir.

’Mandlig bombe’ (’Male Bomb’) af Nancy Spero, 1967. Gouache og blæk på papir.

Nancy Spero

Med den historie i baghovedet er det fantastisk at se Speros værker udfoldet i fire forskellige serier. Mest umiddelbart indtagende er udvalget fra en serie på mere end 100 værker, Krigsserien, 1966-1970. Den er en reaktion på Vietnamkrigen, hvis protestbevægelse Spero var aktiv i.

Speros streg er frenetisk og får mig til at tænke på accelereret tysk ekspressionisme og middelalderlige apokalyptiske billeder. Motiverne: mandemonstre, helikoptere, kors, duer, militærikoner som ørnen, itusprængte kroppe og flintrende væsker, alle boltrer de sig besynderligt sart over det bulne papir.

Vi har at gøre med krigssituationer, der er seksualiserede for at højne provokationen. Og en tydelig imperialistisk kritik, for eksempel når Dræb Kommunister 1967 viser det amerikanske flag som en slags majstang, hvorfra de slagtede kommunister tegneserieagtigt slynges skrigende i lange reb.

Skamløst og modigt med morale

Speros værker forekommer både skamløse og modige. Æstetisk er de virkelig idiosynkratiske, men også moralske. Hun har direkte budskaber. Hun protesterer igen og igen mod krigens vold. Hvis det her er protestkunst, så udvider det i den grad min forestilling om, hvad den genre kan rumme.

At Speros ærinde med de allegoriske motiver faktisk er at pege på, at uretfærdighed har rødder helt tilbage til det arkaiske, bliver klart i de to serier, der har et feministisk indhold. I 1974 beslutter Spero sig for kun af afbilde kvinder og skildre misogyn vold og tortur. Collager med tekst og figurative stencils mod dunkle flader blander fortællinger om samtidig kvindevold i Latinamerika med mytologiske figurer. Reportagekvaliteten minder mig om spanske Goyas grafiske værker i serien Krigens Rædsler fra 1800-tallet.

Senere vender Spero sig mod det ekstatiske kvindebillede. Udstillingsrummet domineres af ret sære, farvestrålende friser med dansende gudinder hentet fra nær og fjern i geometriske rum. Et mustsee for alle feminister. I dag, hvor økofeminismen henter inspiration fra mytologien, og fra kulturteoretiker Silvia Federicis historiske analyser af heksejagt og kapitalistisk undertrykkelse af kvindelige fællesskaber, er der ingen skam forbundet med at dyrke en myndiggjort heksegudinde frem for en kølig cyborg.

Spero får mest karakter af outsider artist – en overset kunstner – i Codex Artaud, udstillingens mest underlige, hermetiske værkserie. Store hvide collager blander tætskrevne citater fra den franske dramatiker og tænker Antonin Artaud med geometriske former og figurationer. Speros sårbare besættelse af og store identifikation med det afdøde outsidergeni er rørende. Hun var i dialog med den døde, selv om han ikke så hende.

Bortgemte papirværker

Spero bliver vist i Louisianas fremragende værkserie Louisiana On Paper. Tidligere har serien budt på østrigske Birgit Jürgenssen og Dea Trier Mørchs intime og propaganderende træsnit. Det er tre udstillinger, der for mig har været de ypperligste oplevelser på Louisiana, fordi de viser, hvordan sarte medier kan formå at levendegøre samfundskritik. Alle har de fået tildelt museets mere skyggefulde rum – ja, Mørchs værker hang let klaustrofobisk i kælderens buede gang.

Ville det ikke have været smukt, hvis de havde strålet det grå guld i møde som hovednavne, akkurat som belgiske Ann Veronika Janssens lige nu indtager sydfløjen med sine sanselige, politisk neutrale installationer? Ville det ikke være et forfriskende budskab i en tid, hvor man stadig støder på den støvede holdning, at kunstneren burde undgå at visualisere den politiske virkelighed for ej at besmitte kunstens rene skønhedssfære?

’Louisiana On Paper’: Nancy Spero. Louisiana. Indtil 26 april 2020

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er jo mænd der bliver forskrækkede når de hører ordet "feminisme" og vel tænke: "Uha, så er det ikke noget for mig." Intet kunne være mere forkert. Spero er for alle, og måske især for mænd, der jo som bekendt er krigens arkitekter og dens primære aktører,
Spero er skidegod - især vil jeg anbefale doku-filmen om hendes arbejde, den giver både et godt indblik i hendes måde at arbejde og leve på, og fortæller om den tid, hvor hun var aktiv.
Glædeligt, at Louisiana omsider bevæger sig væk fra de røvkedelige popart-kunstnere såsom jet-setteren Andy Warhol m.fl. De fylder alt for meget, og har intet andet på hjertet end smarte sofadekorationer.
Ligeså glædeligt er det, at Louisiana omsider er ved at blive lidt politisk, og at ikke alt er æstetik og kunst for dens egen skyld.,