Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Niels Havs digte er bedst der, hvor alvor og humor mødes

Niels Hav gør comeback med digte, hvoraf de bedste uanstrengt, elegant, lader betydning og rytme finde hinanden
’Øjeblikke af lykke’ interesserer sig på den ene side for tilværelsens store spørgsmål og på den anden side for dagligdagens små og enkle ting, skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

’Øjeblikke af lykke’ interesserer sig på den ene side for tilværelsens store spørgsmål og på den anden side for dagligdagens små og enkle ting, skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Pascal Saez

Kultur
21. februar 2020

»Hvor længe kan man holde kæft / uden at blive stum?« spørger Niels Hav (f. 1949) i det korte sidste digt i sin nyeste samling, den syvende i rækken, sammenlagt hans tiende bog.

Spørgsmålet kan, læst helt alment, stå som et godt råd til andre om at få sagt deres mening, mens tid er, men det kan også opfattes specifikt som en slags selvmobilisering, nu hvor Hav i hele elleve år har været tavs som poet på sit modersmål, alt imens han har publiceret bøger og enkelttekster på en lang række andre sprog, heriblandt persisk, arabisk, tyrkisk og kurdisk. Hans rejsevanthed fornægter sig sandelig ikke.

Niels Hav: ’Øjeblikke af lykke’.

Saxo
Den digter, som her vender tilbage, interesserer sig på den ene side for tilværelsens store spørgsmål og på den anden side for dagligdagens små og enkle ting.

Han kan blive inderligt forstemt af udsigten til at skulle dø, men kan også blive ekstatisk ærbødig ved synet af en vaskebalje med gulvklud og lidt kaustisk soda glemt under køkkenvasken.

Karakteristisk er hans hyldest til almindelig anstændighed, venlighed, høflighed, »omsorg for kæledyr, og forheksede smil i trafikken«.

En genkommende form består i, at han åbner med en iagttagelse, funderer over den og lader digtet spidse til i en pointe. Eller han benytter sig af en mere ekspansiv lyrisk spadseretursteknik, et forløb i tilsyneladende skødesløst henkastet parlando, som, når man kigger nærmere efter, viser sig at lade betydning og rytme finde hinanden med elegant balance som i »Cigarklipperen«, »Usund fornuft« og et rejsedigt fra Kina, hvor han mindes den gamle mester Li Bai.

De tre tekster, som jeg har fremhævet, forekommer henholdsvis i samlingens første, anden og tredje del. Den første blander iagttagelser og erklæringer. Den anden kredser om tiden og døden. Slutdelen fremtræder lidt blandet. Men hele vejen igennem mærkes glæden ved at underspille pointer, sansen for at standse i tide, forkærligheden for dvælende ro.

Samlingens muligvis bedste digt hedder »Punktum« og former sig som en langsom nedskrivning til et nul:

(…) Ingen fatter, hvad der foregår.
Trafikken er ligeglad …
En af de dage, der alligevel ikke
er en af de dage. Et sort hul i kalenderen, 
gammel sne, størknet gråd.
Parkeringspladsen er halvtom.
Nogen kommer bærende med en buket
uigenkaldelig ensomhed.«

Modpolen hertil dannes via en tekst som »En lykke gennemstrømmer universet« og af følgende udbrud i »Fynd«:

»Men giv mig,
giv mig –
åh ja, giv mig igen
en slurk
af den vildeste
lykke
lige ind i hjerte
musklen!«

Cirka en femtedel af bogens digte er blevet så ordrige, at de kan virke overfyldte på en ærgerligt tynd måde, og en anden femtedel fremstår så fattige på ord, at de bliver smalle og spændingsforladte på den virkelig meget lidt fede facon.

Jeg skal spare læseren for eksempler og vil i stedet opfordre til at gå på jagt i samlingen og selv finde Niels Hav, hvor han er bedst, nemlig hvor alvor og humor mødes, og nedstemtheden slår uforudsigeligt om i opstemte linjer af glæde.

Niels Hav: ’Øjeblikke af lykke’. Det Poetiske Bureaus Forlag. 58 sider. 150 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her