Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nørrebro Teaters ’Kirsebærhaven’ er hverken god nok eller slem nok til at fastholde opmærksomheden

Det er ikke, fordi Nørrebro Teaters opsætning af Tjekhovs ’Kirsebærhaven’ egentlig falder igennem, men, I guder, hvor er den en intenst utydelig, forglemmelig og langtrukken oplevelse
Kirsebærhaven byder på udmærkede skuespilpræstationer af en række glimrende skuespillere, blandet andet Josephine Park, Tina Gylling Mortensen og Youssef Wayne Hvidtfeldt.

Kirsebærhaven byder på udmærkede skuespilpræstationer af en række glimrende skuespillere, blandet andet Josephine Park, Tina Gylling Mortensen og Youssef Wayne Hvidtfeldt.

Nørrebro Teater

Kultur
28. februar 2020

Der er noget ved teatrets, scenekunstens væsen, der på én eller anden måde forstærker den oplevelse, som publikum får. Måske er det rent fysisk, logistisk. På en kunstudstilling styrer man selv tempoet, ruten, og hvilke værker man helst vil dvæle ved eller springe over. Når det handler om en bog eller en film, man læser eller ser derhjemme, kan man gå fra og til og holde pause, når man vil.

Eller når man er i biografen, så ved man, at historien, der udspiller sig på det store lærred, er optaget for lang tid siden, har været igennem adskillige filtre, det er en mere distanceret oplevelse end det store levende nu, man er placeret og fastholdt i, når man går ind for at se en forestilling – eller en anden oplevelse på en scene – en koncert for eksempel. Intensiteten øges på både godt og ondt.

Ofte er det, som om de virkelig gode forestillinger – som eksempelvis Rædsel, der lige nu spiller på Grob på Nørrebro – sætter sig fast på en voldsommere fysisk måde, ligesom de mindre gode forestillinger bliver des mere elendige, fordi det er så plagsomt og pinagtigt for hele kroppen at være intenst sammen med noget dårligt i den halvanden times tid en forestilling ofte tager.

Intenst lunken

Nørrebro Teaters opsætning af Anton Tjekhovs klassiske Kirsebærhaven befinder sig ikke i nogen af de to kategorier, nej, den er mere den halvlunkne mellemvare, der så til gengæld trækker sig hen over to en halv time. Det er på alle måder for lang tid.

Til gengæld skal det siges, at min og min ledsagers tålmodighed blev udfordret i så voldsom grad, at det i sig selv faktisk blev en relativt interessant oplevelse. Et slags studie i kulturel adfærdsterapi, og hvordan man agerer, når man er under scenekunstens blide, langsommelige pres.

Min ledsager kæmpede mod vedholdende fantasier om at stikke af til en sportsbar, hvor der angiveligt var en meget ophidsende fodboldkamp i gang, mens jeg snarere kæmpede mod en grå forskelsløshed, der var hverken noget virkelig godt eller noget virkelig slemt til at holde bevidstheden på sporet. Ikke fordi den var dårlig, som sagt, Kirsebærhaven, men bare intenst lunken.

Aristokratiets manglende handlekraft

Kirsebærhaven er russiske Anton Tjekhovs sidste værk og er en tragisk komedie om en tidligere utrolig velbemidlet og aristokratisk familie, der i fattigdom vender tilbage til sin store landejendom med en tilhørende berømt kirsebærhave, kort inden hele molevitten ryger på tvangsauktion.

I Kirsebærhaven kan man ikke sige, at plottet er spændstigt eller overophedet, tværtimod er det de sociale intriger, livsløgne og psykologiske blokader, der fredsommeligt sættes i spil. Grundkonflikten går på, at det er nødvendigt for familien, hvis overhoved er madame Ranevskaya, at handle på sin økonomiske situation, hvis den ikke skal miste landstedet og dermed det sidste, familien ejer af værdi. Den kunne, som en økonomisk handelsmand råder den til, sælge den smukke kirsebærhave og udstykke grundene til sommerhuse. Men hvem kan bære det?

I stedet forlyster familiens medlemmer, just hjemvendt fra et dekadent Paris, sig med hinanden, champagne og ligegyldigheder – og madame Ranevskaya solder sine allersidste penge op. »Tag mig det dog ikke ilde op«, siger hun igen og igen, »sådan er jeg jo bare, det ved I.« Og det bliver også stykkets centrale udfordring: De rige skal ændre på deres adfærd, hvis de skal overleve deres situation, men de har hverken rygrad eller lyst til at tage ubehagelighederne på sig. Så hellere lade som ingenting og nyde det ubekymrede liv, indtil de står på gaden. Hvilket de så også gør til sidst, hvor landstedet er solgt, kirsebærhaven ved at blive fældet og de rejser mod Kraków.

Se en dokumentar i stedet

Kirsebærhaven byder på udmærkede skuespilpræstationer af en række glimrende skuespillere, blandet andre Josephine Park, Tina Gylling Mortensen og Youssef Wayne Hvidtfeldt har fundet frem til gode gestaltninger af deres karakterer, og balancen mellem det komiske, tragiske og satiriske er sådan set også helt i orden.

Problemet for mig er imidlertid den grundlæggende utydelighed og langsommelighed. Hvad er det, som forestillingen vil os lige nu? Hvorfor er den aktuel, hvad skal jeg stille op med den? På en eller anden måde bliver dilemmaerne, livsløgnene og undvigelserne ikke tydelige og vedkommende nok.

Det føles lidt sjasket og bedaget, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det da ville have været bedre at gense Eva Mulvads fremragende dokumentar The Good Life fra 2011. Den dokumentar beskæftiger sig med præcis det samme emne, bare afgjort mere veloplagt: Den handler nemlig om to tidligere millionærer, en mor og datter, der nu berøvet deres formue slet ikke kan finde ud af at handle, arbejde eller bare installere nogen som helst form for anvendelig virkelighedsfornemmelse i deres liv.

Og det må desværre blive udgangen herfra: Lad i denne omgang Kirsebærhaven passe sig selv og se i stedet The Good Life derhjemme. Det er klart det bedste alternativ.

’Kirsebærhaven’. Nørrebro Teater. Medvirkende: Mikael Birkkjær, Sarah Boberg, Ole Lemmeke, Henrik Lykkegaard og en række andre. Instruktion og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul. Oversættelse: Thor Lange. Scenografi og kostumer: Sven Dahlberg. Spiller frem til 4. april.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her