Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Den norske tv-serie ’22. juli’ rejser et længe savnet monument over Utøya-massakren

Der banker et socialt bevidst og nuanceret hjerte i den fremragende Utøya-serie ’22. juli – Dagen der ændrede Norge’. Man ser ikke selve udåden, men følger og føler efterdønningerne fra terrorangrebet langt ud i samfundets forgreninger. Og dermed skaber serien et monument, som man kan bearbejde sorgen ved
Der er i blevet taget nogle konsekvente og hensynsfulde beslutninger i ’22. juli’. Vi ser aldrig Breiviks ansigt, vi er ikke på øen under massakren. Vi er hele tiden i periferien af katastrofen, hvor chokbølgerne er enorme.

Der er i blevet taget nogle konsekvente og hensynsfulde beslutninger i ’22. juli’. Vi ser aldrig Breiviks ansigt, vi er ikke på øen under massakren. Vi er hele tiden i periferien af katastrofen, hvor chokbølgerne er enorme.

Fra DR

Kultur
6. februar 2020

Kortegen af ligvogne virker endeløs, og man vil bare have den til at ende. Sorte vogne holder i kø i et venstresving for at aflevere de døde fra Utøyamassakren til kapellet. Det er begyndt at regne hårdt, og korsene på toppen af bilerne sørgesløres i skybruddet.

På lydsiden synger Bob Dylan »A Hard Rain’s A-Gonna Fall«, hans febervision om menneskelig dår- og ondskab.

»I’ve stepped in the middle of seven sad forests / I’ve been out in front of a dozen dead oceans / I’ve been ten thousand miles in the mouth of a graveyard / And it’s a hard, and it’s a hard, it’s a hard, it’s a hard / It’s a hard rain’s a-going to fall.«

Norge er i færd med at begrave et urimeligt antal skuddræbte teenagere. Vi er i den fjerde episode af NRK’s seks episoder lange serie 22. juli – Dagen der ændrede Norge om massakren på Utøya den 22. juli 2011. En serie, der er blevet mødt med en vis træthed i Norge. Hvorfor nu igen forholde sig til udåden? Der har jo allerede været to spillefilm og en dokumentar. Hvorfor igen? Fordi 22. juli er noget andet.

Arvtager til ’The Wire’

Amerikanske The Wire (2002-2008) fra HBO satte en ny og skyhøj standard for tv-serier, fordi den tilførte krimidramaet et holistisk og intersektionelt blik. Over fem sæsoner undersøgte den konsekvenserne af narkokrigen for hele Baltimore. Ikke kun for politiet og politikerne, men også for shippingmiljøet, skolesystemet, nyhedsjournalistikken, familier, børn.

Det gør 22. juli også. Vi er på hospitalet, avisredaktionen, hos politiet, præsten, bedemændene, lærere og elever, forældre og søskende til de dræbte. Og hos den højreradikale blogger, som citeres i terroristen Breiviks manifest. Moderate og radikale, civile og professionelle i hele systemet.

Serien er »baseret på virkelige hændelser. Personerne er fiktive«, står der i begyndelsen. Ikke alle er dog fiktive. Og serien abonnerer uanset hvad på et detaljeret og kompliceret virkelighedsbillede. Og det er hjerteknusende.

Verdens bedste land

Serien begynder i en lastbil. I bilradioen i førerhuset fejrer Norge sig selv: »Mange er enige med FN i, at vi bor i verdens bedste land. Igen topper Norge FN’s liste over verdens bedste lande at leve i,« lyder det.

»Folk trives i verdens bedste land.«

Lastbilen ankommer til en gård, hvor mændene afleverer seks tons kunstgødning. Ladningen modtages af Breivik. Han skal i gang med at lave en bombe.

»Verdens bedste land«, hedder afsnittet. I Danmark havde det vel heddet »Der er et yndigt land«.

Den 22. juli detonerede Breivik en bombe ved det politiske hovedsæde, Regjeringskvartalet, i Oslo. Otte døde. Kort efter skuddræbte han 69 teenagere fra AUF, de norske socialdemokraters ungdomsafdeling, der var på ferielejr på øen Utøya.

Det var en terroraktion rettet mod Norges grundvold og selvforståelse, funderet i fred, harmoni og samarbejde. Nu viste nationen sig at have dannet grobund for ultravoldelig højreradikalisme rettet mod egne landsmænd.

Fra DR

Midt i Fremskrittpartiets afgang

22. juli – Dagen der ændrede Norge har kørt over de norske tv-skærme, alt imens Fremskrittpartiet er trådt ud af den norske regering. Det skete på grund af hjemtagelsen af en 29-årig norsk-pakistansk, terrorsigtet kvinde og hendes to små børn, hvoraf man frygtede for det ene barns overlevelse. Fremskrittpartiet mener, at det at hente hende hjem og sætte hende i norsk fængsel vil udgøre en terrortrussel.

Men langt de alvorligste terrorhandlinger i Norge er begået af hvide, højreradikale nordmænd. Indefra.

»I mener jo, at al terror kommer fra al-Qaeda,« siger en ekspert til en journalist i serien. »Ikke i Norge. Stort set al den terror, vi har haft, er kommet fra højreekstreme. De har brugt kniv, skudt, plantet bomber, planlagt terroraktioner mod alt fra folkeskoler til 1. maj-optog og antifascister.«

Det bliver sagt i fjerde episode, som blev sendt i Norge, dagen før Fremskrittpartiet forlod regeringen. De må have glemt at se den episode.

Ingen optagelser på Utøya

Flere års undersøgelser og arbejde med kilder ligger til grund for 22. juli, som efter premieren blev modtaget rigtig godt i Norge – bortset fra af den højreradikale blogger Peder Jensen alias Fjordman, der i et indlæg i Aftenposten skriver, at den fiktive karakter Mads Pettersen alias Breidablikk (Fredrik Høyer) er ham. Han føler sig udleveret og mener, at det er uetisk, at NRK ikke har konsulteret ham. Det har NRK’s dramachef, Ivar Køhn, afvist i samme avis med henvisning til, at man har researchet på en række højreradikale bloggere med henblik på opbygningen af karakteren.

Der er i hvert fald blevet taget nogle konsekvente og hensynsfulde beslutninger i 22. juli. Vi ser aldrig Breiviks ansigt, og vi er ikke ude på øen under massakren. Scenerne fra politiets ligoptælling på Utøya er ikke engang optaget på øen. Det ønskede man ikke.

Vi er hele tiden i periferien af katastrofen, hvor chokbølgerne er enorme. Akkurat som man i The Wire også erfarer de vidtrækkende konsekvenser af den langsomme katastrofe, som narkoepidemi og -politik udgør i de fattige, afroamerikanske bysamfund.

De efterladte mobiltelefoner

I 22. juli spilles der formidabelt underspillet i den store stab af stort set ukendte norske skuespillere – hvilket giver serien sin helt egen autenticitet. Der er omkring 280 skuespillere og 3.500 statister med.

Fotograferingen har sans for detaljer. Aftenposten-journalisternes skrift på computerne (med avisens daværende publiceringssystem genoprettet), blodet på operationsstuens gulv, en bille der ligger med benene i vejret. Men der er også lammende totalbilleder såsom det af den forladte Utøya-teltlejr med alle de efterladte mobiltelefoner, som ringer og lyser op i mørket, fordi rædselsslagne forældre ringer igen og igen og igen.

Musikken prikker dog lidt for meget til det sentimentale i os allesammen. Det havde den ikke behøvet. Der er rigelig følelse i fortællingen, som er fremragende, netop fordi den holder en fornemt sober tone og aldrig går efter skingre følelser.

Fra DR

Der er ingen flashbacks i 22. juli, den skrider bare fremad i tid. Plotmotoren er de indædte journalisters afdækning, men udenom er der masser af hovedpersoner og omveje ud i andre dele af samfundet. Ja, femte afsnit er stort set helliget til skolelæreren Helga (Helga Guren), der har forladt Oslo for at undervise på en skole i et nordnorsk landdistrikt. I hendes 6. klasse går en dreng, der har mistet sin søster på Utøya. Hans forældre er smadrede, og knægten spontangræder og leder efter en erstatningsmor.

I et andet sideplot følger vi en muslimsk rengøringsmand, Liban (Hamzan Kader), på hospitalet og siden som rekonvalescent efter et knivoverfald.

Systemets blinde øje

Serien ønsker at fortælle, at der også før 22. juli var revner i verdens bedste land. Systemkritikken er til at tage og føle på.

Hospitalet er i begyndelsen af serien underlagt en absurd nedskæringspolitik anført af McKinsey, der med new public management-grønthøster vil fyre over en bred kam og opsplitte akutafdelingen. Det når de heldigvis ikke inden Utøya, for så havde der været flere døde, som lægen Anne Cathrine (Ane Skumsvol) forklarer dronningen, da hun efterfølgende er på besøg.

Og så er der politiet, der er alt for langsomt til at rykke ud. Få minutter efter bombeeksplosionen har politiet et signalement af Breivik samt registreringsnummeret på hans bil. Og i 30 minutter står stærkt bevæbnede betjente ved kajen de 600 meter fra Utøya og hører på skuddene derovrefra, inden de rykker ud. Det på trods af, at det er norsk politis instruks at rykke ind med livet som indsats, hvis der er et skyderi i gang. I serien og også tidligere er det blevet anslået – via journalisters analyse af ofrenes SoMe-opslag – at mindst 20 unge blev dræbt i dette tidsrum.

Heller ikke hele avisen Aftenpostens avisredaktion har styr på sin vigtigste funktion. Flere journalister vil hellere bevare den gode stemning og droppe at formidle den sandhed, som avisen siden roses for at have viderebragt. Der er stor modstand mod den svære historie om politiets stærkt mangelfulde beredskab. Og fortællingen om omsorgssvigtet af Breivik falder heller ikke i god jord. I en gammel rapport blev det nemlig foreslået, at Breivik blev tvangsfjernet fra sin familie, der bestod af moderen og storesøsteren. Dårlige mødre er tabu, påpeger journalisten Harald (Marius Lien) fra Aftenposten.

Dette aspekt af det norske samfunds svigt undersøges i en sidehistorie, hvor politimanden Eivind (Øyvind Brandtzæg) dykker ned i en sag med en lille dreng Ole Kristian (Adrian Engh Kjelløkken), der er ’faldet’ ned fra tredje sal. Moderen er voldelig, og det har hun været længe. Systemet har vendt det blinde øje til.

Det uopførte mindesmærke

Massakren på Utøya afslørede brudflader og utilstrækkeligheder og blinde vinkler i det norske samfund. Og det bliver den ved med. En ny doktorafhandling undersøger annulleringen af svenske Jonas Dahlbergs ellers planlagte mindesmærke Memory Wound, der skulle skære en bred linealret kanal gennem landskabet på fastlandet.

Afhandlingens forfatter, cand.phil. Ingeborg Arntine Heitmann Hjorth, forklarer i avisen Klassekampen den 21. januar i år, at naboerne til monumentet følte sig »invaderede« og aldrig blev taget med på råd.

Fra DR

»Memory Wound åbnede samtalen, ikke bare om, hvordan et mindesmærke skulle være, men om, hvordan vi skulle forstå 22. juli. Det stod i kontrast til den tidligt etablerede fortælling om en afsluttet hændelse, hvor vi mødte ondskab med kærlighed,« fortæller Hjorth.

Naboerne truede med sagsanlæg i 2014, og projektet blev skrinlagt i 2017. Hjorth mener, at hvis processen omkring det havde været mindre forhastet og mindre lukket, mere inddragende, kunne udfaldet være blevet et andet. Hvis man ikke kun havde inviteret de efterladte, Støttegruppen og AUF, men også naboerne til at gennemgå de otte forslag.

Og Hjorth pointerer, at man skal anerkende, at mindesmærker bliver genstand for kritik og diskussion, og at det er af det gode. At den fortsatte samtale om traumet er vigtig. Samtidig med at hun mener, at Memory Wound er blevet til et virtuelt monument i folks bevidsthed.

Vidt forgrenet arvæv

Med tv-serien 22. juli har Norge i hvert fald fået en anden form for immaterielt monument, som man kan bearbejde sorgen ved. Samtalen om sorgen og ondskaben fortsætter her.

Først og sidst stråler det socialt bevidste hjerte og det intersektionelle tværsnit i 22. juli. Det skaber muligheden for en mere gennemgribende sorgbearbejdning. Den, der handler om også at sørge over de efterladte og over det norske samfunds vidt forgrenede arvæv.

’22. juli – Dagen der ændrede Norge’ – Skabt af Sara Johnsen og Pål Sletaune. Instruktion: Gjyljeta Berisha og Pål Sletaune. Manuskript: Kjersti Wøien Håland, Sara Johnsen og Pål Sletaune med bidrag fra Erlend Loe. Fotografi: Kjell Vassdal og Ita Zbroniec-Zajt. Seks afsnit. Sidste afsnit vises på fredag 7.2. på DR.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heldigvis svigter "den fjerde statsmagt" ikke altid.

Ganske som med Bitten Vivi Jensen's afsløringer på Frederiksberg,
men det er farligt, at være whistleblower og lydhør journalist.

Jane Doe, Birte Pedersen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Fremragende anmeldelse af fremragende serie, hvor indignationen stråler gennem begge.

Maj-Britt Kent Hansen, Jane Doe, Birte Pedersen, Malan Helge, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar