Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ny bog om konflikten, der satte Danmark i stå – og skabte vores politiske kultur

’Septemberforliget – 1899’ forklarer fint konflikten, der skabte det danske arbejdsmarkedssystem
Kultur
21. februar 2020

Når man slår op på nettet under »The Danish Model«, viser Helena Christensen sig i al sin pragt. Retfærdigvis skal det siges, at den underskønne dansker først kommer frem et stykke nede på opslaget.

Google Billeder er trods alt klar over, hvad den danske model sigter til, og viser, mindre fotogent, forskellige danske forhandlingssituationer, møder i forligsinstitutioner, skemaer og ældre historiske fotos af alvorlige sortklædte mænd og af marcherende demonstrationstog.

Lars Kjølhede Christensen: ’Septemberforliget – 1899’.

Saxo
Den danske model er ikke ny. Den blev til efter en lang opslidende konflikt i 1899 med storlockout på arbejdsmarkedet, det kampskridt arbejdsgiverne tog og udviklede radikalt og hermed i flere niveauer lammede det danske samfund.

På kanten af det nye århundrede begyndte historien i Jylland, hvor snedkersvendene strejkede og forståeligt nok forlangte samme løn som deres sjællandske og fynske kammerater. Arbejdsgiverne svarede med deres tungeste våben over hele linjen, og i løbet af de næste godt 100 dage rullede konflikten ud over landet og sendte ved storlockout over 40.000 arbejdere på gaden.

Foruden svendene i Jylland stod striden blandt andet om arbejdsgivernes krav: at retten til at lede og fordele arbejdet blev fastholdt og skærpet.

Dertil kom virksomhedsejernes yndede selvforståelse som patroner, der anså sig berettigede til at udøve hals og håndsret over deres ansatte. Revselsesretten var klar nok, arbejdsgiveren kunne give ansatte tæsk, hvis de brokkede sig.

Modsat stod kravet fra arbejdersiden om rimelige vilkår, mindre arbejdstid og medbestemmelse på arbejdspladsen. Krav og modkrav var uforenelige. Kort sagt var der lagt i ovnen.

Museumsinspektør og historiker Lars Kjølhede Christensen har med sit bidrag Septemberforliget i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier leveret en håndterlig oversigt over baggrunden og konflikten, der satte Danmark i stå, udløste afsavn og smalhans i tusinder af arbejderhjem og samtidig med al ønskelig klarhed demonstrerede, hvor forældede arbejdsmarkedsforholdene var i slutningen af det 19. århundrede.

Måtte vise slagkraft

Arbejdsgiversiden mente for flere fremtrædende virksomhedslederes vedkommende ikke, at den omsiggribende omlægning af arbejdsgange og processer ved ny teknologi, den stadig voksende arbejdsstyrke og almindelig velstandsstigning kunne eller burde rage andre end dem selv.

Arbejdsgiverorganiseringen var ikke overvældende. Kun 20 procent af virksomhederne var organiseret. En ny formand for arbejdsgiverne i skikkelse af B&W-direktøren Niels Andersen, der ikke brød sig specielt om fagforeninger, men indså nytten af dem, forstod samtidig, at de forenede arbejdsgivere nu måtte vise slagkraft.

På den anden side stod en arbejderbevægelse, der først lige var ved at vinde politisk fodfæste i Folketinget, men på samme tid dag for dag øgede sin styrke i bred medlemsdækning. Støtten i det øvrige Europa i Internationale gav rygstød og fik siden uvurderlig betydning under konflikten, da solidariteten fik materielt udtryk i pengebidrag til de lockoutede og deres nødstedte familier.

Under den stadig mere tilspidsede lockout stillede arbejdsgiverne ufravigelige krav sat op i otte punkter, som efter hvert forhandlingsmøde og hvert forligsforsøg af de mest rabiate arbejdsgiverrepræsentanter blev suppleret af flere.

De Samvirkende Fagforbund, DSF, var en ny konstruktion stiftet året før konflikten og havde mas med at sikre de mange tilsluttede fagforeningers fodslag. Flere ønskede at besvare lockouten med generalstrejke.

Men DSF’s ledelse under Jens Jensen, den senere berømte københavnerborgmester, stod fast på forhandlingslinjen. Den, der i sidste ende vandt.

Eller hvad den gjorde. Utvivlsomt fik arbejdsgiverne mest ud af lockouten, da denne efter utallige mæglingsforsøg endeligt sluttede den 3. september 1899. Arbejdsgiverne fastholdt retten til at lede og fordele og meget andet, men arbejdersiden havde vist sammenhold og styrke, man opnåede arbejdstidslempelser og andet og fremstod først og sidst som en seriøs, kompromissøgende og ansvarlig part i maskineriet.

120 år mere?

Septemberforligets politiske kultur – at parterne selv forhandler arbejdsmarkedsforhold og slutter forlig – blev således cementeret som grundlag for den fleksibilitet, man jo så senere har kaldt den danske model.

Siden er fænomenet relativeret noget, al den stund den politiske side af magtdelingen i Danmark ved truende konflikt har ophøjet mæglingsskitser og -forslag til lov.

Efter 61 års virke blev Septemberforliget afløst af en Hovedaftale mellem det daværende LO og DA. Uanset ændringer og svagheder, og dem er der også, som Lars Kjølhede Christensen klart redegør for, står tilbage, at mekanismen stadig virker og har holdt i 120 år.

Om den kan holde i endnu 120 år er ret sikkert: Det kan den ikke, dertil er arbejdsmarkedet under for dramatiske forandringer.

Men indtil videre er det ikke underligt, at et opslag på den danske model sender Helena Christensen ned i anden række.

Den model er med rette berømt.

Lars Kjølhede Christensen: ’Septemberforliget – 1899’. Aarhus Universitetsforlag. 100 sider. 90 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her