Tæt på poppens alfarvej finder man danske musikere, der forhandler grænserne for, hvad man må og ikke må. Musikere, der vil en anden skønhed, tale drømmens sprog – uden at blive uforståelige. Se det som et forsøg på at give dig nogle nye verdensbilleder, et alternativ til al rationalismen.
Det er tidligere lykkedes for de formfuldendte indiepopeventyrere i mandekvartetten Blaue Blume at ramme bredt og samtidig være sig selv. Og det lykkes også på deres smukke, superatmosfæriske, højtflyvende og blidt pulserende, nye og andet album Bell of Wool – også selv om streamingtallene ikke er, som de var på debutalbummet Syzygy fra 2015.
Blaue Blume – Foto: Lars Francis Heinzelmann
Alt er flygtigt
Forsanger Jonas Smith er sandsynligvis inspireret af den afdøde, amerikanske sanger og cellist Arthur Russell og måske også danske When Saints Go Machines’ skælvende forsanger Nikolaj Manuel Vonsild. På et ellers engelsksproget album synger han underfuldt på dansk på »Morgensol«.
»Det sand, du knytter hånden om, bliver spildt«, synger han. Alt er flygtigt, og alligevel så er der noget kontrolmanisk over Blaue Blume. De søger perfektionen, og de vil overvælde, samtidig med at deres pop føles ubesværet. »Lyset fandt en lige vej hertil«, som Smith synger. Det skal jeg love for.
Omkring ham skaber bandet store, fyldigt harmoniske malerier. Der er et dryp avantgarde i klarinetten på »Rain Rain«, og vi hvirvles rundt – med mindelser om The Smiths – på den betagende »Vanilla«. Og en blid støj, der vist er regn, men også kunne være en pickup i støvet tomgang, masserer kærligt rundt om lytteren på »Morgensol«.
Bell of Wool er et album svangert med romantisk sturm und drang. Væk fra verdens larm, ind i de svulmende følelser. Det er musik, der tilbyder eksil i patos.
Brutalt og sart som livet
Det gør den også hos Diamond Mouth, som er sanger og tekstforfatter Ane Trolle i samarbejde med producer og komponist Anders Dixen. Deres fine debutalbum The Condition er en stort klingende verden bygget af syntetisk glas og følelser, der former sig fra Trolles mund som lammeskyer fra lungerne på en frostkold morgen.
Det er eskapistisk dreampop, hvor ordene mere er musikalske luftbyggeklodser, end de er betydningsbærere. Garmonisk og vokalklangligt er her stærke mindelser om genrepionererne Cocteau Twins og deres forsanger Liz Frazer. Men verden er en anden her næsten 20 år efter, at denne trio toppede. Teknologien er blevet en fast forstyrrelse i vores liv, og dens vanedannende puls og mangfoldige mislyde gør sig således gældende hos Diamond Mouth.
Her er digitale beats og bobler. Et sted lynruster klaver under lydsoftwarens angreb. Og her er kontraster. Det flyvske kan pludselig blive naglet til jorden. Andre steder kollapser klange i støj med nærmest symfonisk vælde. Som om et isbjerg taber 1000 tons i havet. Mens det meditative kan genoprettes med vuggende synth-flager, disede trompeter og Ane Trolles luftige sang.
Altså et album, der er både brutalt og sart, vågent og drømmende. Som livet.
Blaue Blume: ’Bell of Wool’ (Universal Music)
Blaue Blume giver fire udsolgte koncerter i Hotel Cecil, Kbh. 17. og 18.2. og 3.3. Der er ventelister.
Diamond Mouth: ’The Condition’ (ADAT Records)
