Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Der er en ny form for dramatik eller følsomhed på spil i Morten Chemnitz’ digte

Morten Chemnitz’ tredje digtsamling ’Hindre’ er rykket fra naturen ind på et værelse, hvor både jeget, sproget og rummet langsomt falder fra hinanden. Det er svære digte, men hvem har sagt, det skal være let at læse poesi?
’Hindre’ er ikke en digtsamling, der giver ved dørene (for nu at anvende en cementeret form for værelsesmetaforik); den afkræver læseren at blive i det svære, det udgrænsede, den forsøger at rykke læseren nye steder hen i tanker og perceptioner, skriver anmelder Mathilde Moestrup.

’Hindre’ er ikke en digtsamling, der giver ved dørene (for nu at anvende en cementeret form for værelsesmetaforik); den afkræver læseren at blive i det svære, det udgrænsede, den forsøger at rykke læseren nye steder hen i tanker og perceptioner, skriver anmelder Mathilde Moestrup.

Lars Arnfred Fynboe

Kultur
14. februar 2020

En af de ting, der gør det svært at anmelde digter og oversætter Morten Chemnitz’ (f. 1984) seneste digtsamling, Hindre, er, at bogens ordknappe digte er svært tilgængelige, næsten hermetisk lukkede, samtidig med at de utroligt nok har held med at anvende almindeligvis poetisk slidte ord som »hjerte«, »smerte«, »blod« og »håb«.

Det er ikke let at forklare, hvordan en bog, der bruger den slags ord, også kan give indtrykket af at være lukket om sig selv, uigennemtrængelig på en måde. Men sådan er det altså, måske fordi Hindre er knap og kontrolleret i sin form – og velkomponeret på sin egen tilbageholdt smukke måde.

Morten Chemnitz: ’Hindre’.

Saxo
Digtsamlingens 45 korte digte er inddelt i seks suiter, og hvert digt består som regel af 10-20 ord.

Digtene roterer om nogle få billeder – et værelse, en krop, døgnet, sproget – og de væves intimt sammen i spørgsmålet om, hvad der kan og ikke kan rummes. Alt dette slås an allerede i bogens første digt, som lyder sådan her:

»væggenes sammenføjninger
den del           af smerten
der ikke er plads til
opblændingen
foran øjnene
før dagen forsvinder«

Der drages paralleller mellem et rum og en smerte, som ikke i sin helhed kan rummes – af væggene? Eller af sproget, sådan som mellemrummet i andet vers antyder?

Falder fra hinanden

I Hindre bliver sprogets mangelfuldhed fysisk, og det fysiske forfald bliver sprogligt. Ligesom digtene flere steder ligner fragmenter med store afstande mellem ordene, falder både kroppen og det fysiske rum langsomt fra hinanden. Der er flænger »inde i hovedet«, skyerne uden for vinduet er i »fortløbende skred«.

»konsonanterne
deres egne vægge
blege løb ned ad huden« er endnu et eksempel på, hvordan sprog, rum og krop siver ind og ud af hinanden og måske endda bliver svære at skille ad. Der må insisteres på konsonanternes egne vægge. Denne besværlige sammensmeltning skaber fornemmelsen af en kontrolleret rådvildhed i Hindre.

»jeg ved ikke hvor jeg har været,« står der pludselig i et af de sidste digte.

Fra krop til rum til sprog og tilbage

Andre steder opstår der en klar dissonans mellem for eksempel jeget og dagen:

»dagen har andre retninger end mig«.

Er det i disse diskrepanser, at fornemmelsen af fortvivlelse opstår? Eller måske er det nærmere i et digt som dette:

»dagens egen hældning
en udtømthed
inde
i hjertet«

Ord som hjerte og smerte virker som sagt ikke påtrængende poetiske i Hindre. Alligevel er der i Chemnitz’ digte en ny form for dramatik eller følsomhed på spil. Glæden ved korte ord, særligt forholdsord, som man kender fra hans to tidligere bøger, Inden april fra 2013 og Bindingerne fra 2016, er ikke forsvundet (for eksempel spiller ordet »inde« en vigtig rolle i Hindre). Men den mildt sansende naturlyrik er blevet erstattet af en anden form for intensitet; noget, der muliggør brugen af hjerte-smerte.

Scenen er rykket fra naturen ind på værelset, hvor en ny disharmoni er opstået. Noget er i opløsning i jeget – et jeg, som også er langt mere fremtrædende end i Chemnitz’ tidligere bøger – og denne opløsning manifesterer sig i rummet, sproget og dagens bevægelser. Tredje suites første digt lyder sådan her:

»grunden forlader mig
inde i min mund
sent lys mod de spredte stole
stoffet holder søvnen

sidst på dagen
døren som smuldrer«

Det er virkelig smukt, at stoffet holder søvnen, lige efter man har set aftenlyset og stolene for sig, deres skygger. Og så smuldrer døren: Det er jo ret så metaforisk, klaustrofobisk eventuelt, men jeg tror ikke, det skal læses sådan. Det virker nærmere, som om billedsproget konstant forskydes fra krop til rum til sprog og tilbage. Det er ikke til at sige, hvad der er et billede på hvad. Snarere end at forsøge at sige noget om en tilstand, er digtene en tilstand.

»det almindelige ved ødelæggelsen« er et vers i slutningen af bogen, der virker afgørende. Måske kan man sige, at Chemnitz’ digte fremstiller ødelæggelsen eller forfaldet som en ulmende konstant. I så fald er der tale om et meget stilfærdigt drama.

Mellem det dueblå og det højrøde

Hindre er ikke en digtsamling, der giver ved dørene (for nu at anvende en cementeret form for værelsesmetaforik); den afkræver læseren at blive i det svære, det udgrænsede, den forsøger at rykke læseren nye steder hen i tanker og perceptioner.

Det er krævende og, som sagt, svært, men hvem har også sagt, at det skulle være let at læse poesi?

Bogens tilforladeligt dueblå flapomslag minder om Chemnitz’ tidligere, sart udseende digtsamlinger. Men på bogens både for- og bagside tegner en tynd, knaldrød streg et parallelogram, der giver et forvarsel om, at tingene ikke er helt, som de plejer i Morten Chemnitz’ digte.

Det er i spændet mellem det dueblå og det højrøde, mellem det beherskede og det intense, at Hindres digte befinder sig.

Morten Chemnitz: ’Hindre’. Gyldendal. 67 sider. 150 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her