Læsetid: 4 min.

Der er en ny form for dramatik eller følsomhed på spil i Morten Chemnitz’ digte

Morten Chemnitz’ tredje digtsamling ’Hindre’ er rykket fra naturen ind på et værelse, hvor både jeget, sproget og rummet langsomt falder fra hinanden. Det er svære digte, men hvem har sagt, det skal være let at læse poesi?
’Hindre’ er ikke en digtsamling, der giver ved dørene (for nu at anvende en cementeret form for værelsesmetaforik); den afkræver læseren at blive i det svære, det udgrænsede, den forsøger at rykke læseren nye steder hen i tanker og perceptioner, skriver anmelder Mathilde Moestrup.

’Hindre’ er ikke en digtsamling, der giver ved dørene (for nu at anvende en cementeret form for værelsesmetaforik); den afkræver læseren at blive i det svære, det udgrænsede, den forsøger at rykke læseren nye steder hen i tanker og perceptioner, skriver anmelder Mathilde Moestrup.

Lars Arnfred Fynboe

14. februar 2020

En af de ting, der gør det svært at anmelde digter og oversætter Morten Chemnitz’ (f. 1984) seneste digtsamling, Hindre, er, at bogens ordknappe digte er svært tilgængelige, næsten hermetisk lukkede, samtidig med at de utroligt nok har held med at anvende almindeligvis poetisk slidte ord som »hjerte«, »smerte«, »blod« og »håb«.

Det er ikke let at forklare, hvordan en bog, der bruger den slags ord, også kan give indtrykket af at være lukket om sig selv, uigennemtrængelig på en måde. Men sådan er det altså, måske fordi Hindre er knap og kontrolleret i sin form – og velkomponeret på sin egen tilbageholdt smukke måde.

Morten Chemnitz: ’Hindre’.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu