Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ord er næsten overflødige i Aarhus Teaters visuelt betagende version af Kaj Munks dramatik

Såvel sand som blod er kulsort i den dramatiske scenografi, der skaber rammen om Anja Behrens’ skarptskårne og vedkommende klassikeropsætning af Kaj Munks ’Ordet’ på Aarhus Teater
Størstedelen af Kaj Munks replikker er fjernet i Aarhus Teaters opsætning af ’Ordet’, men meningen står alligevel knivskarpt frem. Handlinger og kropssprog får fokus.

Størstedelen af Kaj Munks replikker er fjernet i Aarhus Teaters opsætning af ’Ordet’, men meningen står alligevel knivskarpt frem. Handlinger og kropssprog får fokus.

Emilia Therese

Kultur
19. februar 2020

På det sorte bord midt på scenen ligger en gravid kvinde og skriger i smerte, mens hun presser hænderne mod sit underliv. Det er en voldsom, men også dybt rørende scene.

Anne Plauborg er kvinden Inger, hustru til den ældste søn Mikkel (Mathias Flint) på Borgensgård. Allerede fra første scene i Anja Behrens’ iscenesættelse står det klart, at de to har et særligt, kærlighedsfuldt forhold. Og nu ligger hun der på bordet. Lidende, skrigende, mens hendes mand ser hjælpeløst til.

Som tyktflydende, sort olieslam trækker Kim Veisgaards læge med den ene hånd klatter ud under Ingers kjole. Slimede klumper, der skulle være blevet til et drengebarn, men i stedet ender i vaskebaljen på gulvet. Livet er skrøbeligt i det lille vestjyske kystsamfund i Kaj Munks mellemkrigstidsdrama fra 1925, hvor troen er så vigtig, men vanskelig at bevare.

Selv om det er knap 100 år siden, at Ordet første gang kunne opleves på Aarhus Teater, så er der absolut intet bedaget over oplevelsen.

Når ord er overflødige

Ordet er en fortælling om et samfund, om mennesker og alt det nære. Fra kærlighed til død. Fra den stærke gudstro til den altoverskyggende tvivl. Troen splitter det lille samfund. Den ældre Mikkel Borgen (Henrik Birch) har trods modgang i livet været foregangsmand for den grundtvigianske tro i lokalsamfundet.

Hans hustru er død, hans mellemste søn, Johannes (Kjartan Hansen), er tilsyneladende blevet vanvittig, og hans yngste søn, Anders (Frederik Mansø), er blevet afvist i sit frieri til Anne (Luise Skov), der er datter af – den i Borgens øjne uværdige – Peter Skrædder (Morten Suurballe).

Ordet er båret oppe af en visuelt betagende scenografi og en særdeles stærk ensemblepræstation. Alle som én får skuespillerne os til at tro på fortællingen. Fra Kaja Kamuk, der ikke mæler et ord i sin rolle som Peter Skrædders tilknappede hustru til Kjartan Hansens fremragende fortolkning af Johannes, der som en anden Kristusfigur kommer med snørklede udtalelser og dystre forudsigelser.

Instruktør Anja Behrens har i samarbejde med dramaturg Tine Voss Ilum forkortet og bearbejdet Munks tekst, så iscenesættelsen kun varer 90 minutter. Det er velfungerende gjort. Ordene er få, størstedelen af Munks replikker er fjernet, men meningen står alligevel knivskarpt frem. Handlinger og kropssprog får fokus, og Behrens demonstrerer overlegent, hvordan ord kan gøres stort set overflødige.

Birchs Mikkel Borgen og Suurballes Peter Skrædder har deres vejrbidte træk og stædige fremtoning til fælles, men deres tro er forskellig. Borgens grundtvigianske tankegang er uforenelige med Skrædders indremissionske levevis. Skrædder erklærer, at han hellere ser sin datter gift med en fritænker eller hedning end med en grundtvigianer.

Kontrasten til de to er Plauborgs Inger. Hun er lyset, optimismen og kærligheden midt i alt det dystre. Hendes blide smil og kridhvide forklæde står i kontrast til det generelle mismod og de ellers sorte klædedragter.

Malerisk udtryk

Rammerne, som David Gehrt har skabt omkring Kaj Munks fortælling, er maleriske, nærmest billedskønne. Scenegulvet er dækket af sort sand og omkranset af en træplankebelagt halvcirkel ud mod publikum. Som en halv udgave af Den Uendelige Bro, der hver sommer pryder kysten ud for Ballehage Strand i det sydlige Aarhus.

Hele bagvæggen fra gulv til loft fyldes af Kim Gluds farveløse naturoptagelser af et brusende hav, vindomsuste klitter, mørke, krogede træer eller en ensomt beliggende kirke. Enkle, men stærke optagelser, der både underbygger den dystre stemning i fortællingen og bliver et ekstra visuelt udtryk for den mentalitet, som præger menneskene i Ordet.

Stemningen understreges yderligere af Kim Engelbredts lyddesign, der som blide baggrundstoner byder på alt fra susende vind og fuglekvidder til sorgfulde melodier, samt af Súni Joensens kraftfulde lyssætning, der forstærker kontrasterne i det monokrome helhedsindtryk.

Ordet begynder som hardcore realisme, men ender i det 20. århundredes spirende mysticisme, hvor det umulige er muligt, og mirakler på teaterscenen er acceptable.

»Ved De, at De er sindssyg?« siger Christian Hetlands præst til Johannes ved deres første møde.

Men er det Johannes eller resten af verden, der ikke ser klart?

»Du tror på mine mirakler for 2.000 år siden, men ikke på mig nu,« råber Johannes.

Og selv om alle er imod ham, så er det Johannes og den uskyldsrene barnetro frem for præstens bønner, der til sidst udvirker de sande mirakler.

Det grundlæggende eksistentielle i Munks fortælling gør den også vedkommende anno 2020. Den skildrer den barske virkelighed blandt jævne folk ved den jyske vestkyst, hvor naturen og troen styrer det meste. Men det er også et eksempel på, hvordan tro og meningsforskelle kan opdele verden.

’Ordet’. Af: Kaj Munk. Instruktør: Anja Behrens. Scenograf: David Gehrt. Lys: Súni Joensen. Lyd: Kim Engelbredt. Video: Kim Glud. Med: Henrik Birch, Mathias Flint, Kjartan Hansen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Anne Plauborg, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Kaja Kamuk, Luise Skov m.fl. Spiller på Aarhus Teater til 19. marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Dansk teater befinder sig i en guldalder, båret af intelligent instruktion og scenografi.