Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Overalt læser vi. Lykkeligvis!

Danskere læser mindre og mindre, men litteraturen lever stadig et sprælskt, vildt og vedkommende liv rundt omkring, overbevisende dokumenteret af ny antologi
Antologiens optimistiske kærlighedserklæring til litteraturens relevans for alle samfundsgrupper er et gennemtænkt manifest, der insisterer på bogens lyksaligheder i en digitaliseret kultur.

Antologiens optimistiske kærlighedserklæring til litteraturens relevans for alle samfundsgrupper er et gennemtænkt manifest, der insisterer på bogens lyksaligheder i en digitaliseret kultur.

Peter Klint

Kultur
7. februar 2020

Under sidste sommers Louisiana Literature sagde den franske stjerneforfatter, Michel Houellebecq, til chefredaktøren for denne avis:

»Mennesker har for det meste en hjerne, der er for kompliceret til det liv, de lever, hvilket gør, at en stor del af hjernekapaciteten er uudnyttet. Her er ét liv ikke nok. Man er nødt til at leve parallelle liv for at kunne holde det ud, og derfor er læsning en livsnødvendighed.«

Den sætning passer måske til, hvad den britiske litteraturforsker Rita Felski kalder »fortryllelse« som læseroplevelse. Felski har igennem flere indflydelsesrige værker, særligt The Uses of Literature fra 2008 og The Limits of Critique fra 2015, talt for en ny orientering i litteraturvidenskaben, så den fokuserer mere på læseroplevelser og brug af litteratur end sofistikeret fortolkning af mere eller mindre elitær litteratur, ud fra det man kalder ’mistankens hermeneutik’, altså en fortolkningsmetode, hvor man ikke tager et udsagn for pålydende, men systematisk leder efter skjulte bagvedliggende intentioner. De tre øvrige oplevelsesformer som motiv for læsning kalder hun »genkendelse og anerkendelse«, »viden« og »chok«.

Felski er netop nu Niels Bohr-professor ved SDU, hvor hun sammen med professor Anne-Marie Mai leder projektet ’Uses of Literature: The Social Dimensions of Literature’, der undersøger litteraturens anvendelse og brug på en lang række felter.

Det store team af forskere har nu udgivet en slags status med antologien Litteratur i brug, der giver fjorten smagsprøver på arbejdet. Bogen er på én gang en verdensvendt invitation til at smage på engagerede studier i litteraturens relevans og brug i diverse forfatterskaber, sociale kontekster, institutioner med mere – og en lidt selvrefererende kantinesnak, som mest skyldes den næsten obligatoriske celebrering af Felskis arbejde i hver artikel. Gralen ser ud til at være fundet!

Det befriende element i Felskis kritik er, at litteraturen løsrives fra det ironiske jerngreb, humanistiske forskere ofte holder den i. Hverdagens læsere og litteraturbrugere bliver i stedet set som de centrale agenter, og deres umiddelbare engagement, nysgerrighed og glæde over litteraturen får lov at tegne dagsordenen.

Litteratur kan skabe empati

I antologien gives en stribe overbevisende eksempler på litteraturens kraft. Anders Juhl Rasmussen og Anita Wohlmann viser for eksempel i deres artikel, hvordan kurser i litteratur på medicinstudiet kan skabe øget empati hos de vordende læger, samt en mere nuanceret opfattelse af behandler/klient-relationen. Denne »narrative medicin« vinder udbredelse, og på netop SDU er kurset nu obligatorisk for førsteårsstuderende. Litteraturens tvetydighed og åbenhed kan ryste den instrumentelle rationalitet, som ganske let får taget i de studerende, som står i fare for at se patienten som et objekt uden historie og personlighed.

En helt anden arena er det juridiske, hvor Karen-Margrethe Simonsen peger på, at enhver retssag rummer et centralt, narrativt element, og kendskab til litteratur kan skabe bevidsthed om, at enhver udlægning af en hændelse fortælles fra et perspektiv. Det narrative element er så stærkt, at studier let kan påvise, at mennesker kan overtales til at indrømme forbrydelser, de slet ikke har gjort (endda overgreb og mord), hvis de selv rammesættes i en overbevisende fortælling.

'Litteratur i brug' af Anne-Marie Mai.

Saxo
Hun nævner også, at Mohamedou Ould Slahis berømte Guantánamo Diary, der endte med at få ham løsladt efter 14 års fangenskab i det berygtede fængsel, besidder så stærke fortælletekniske elementer, at det reelt er den overbevisende effekt, der får ham løsladt mere end konkret bevisførelse for uskyld. På den måde er Simonsens artikel et flot eksempel på, at antologiens artikler ikke blindt hylder litteraturens kunnen, men også er kritisk bevidste om de bedrageriske sider ved fortællingens kraft.

Et par inspirerende artikler er mere work-in-progress, hvor forskningen langt fra er i mål. Trioen Patrick Fessenbecker, Klaus Petersen og Bryan Yazell skriver om samfundsforskeres brug af litteratur, hvilket er kompliceret at kortlægge. De har udviklet en typologi over ni brugsformer, for eksempel »brug af litteratur som del af det kausale argument«, som de så forsøger at dokumentere gennem søgeresultater i en meget stor mængde artikler.

Mogens Lindhardts artikel om brug af litteratur i Folkekirken har også en foreløbig karakter. Ved hjælp af eget netværk kortlægger han brugen af litteratur i prædikener hos en gruppe præster, og de fleste er forbrugere i større eller mindre grad. Det var forventeligt, men hvad der måske er mere interessant, er den udbredte praksis med læsekredse i de danske sogne og hos fængsels- og hospitalspræster. Den åndelige blufærdighed, som kendetegner mange moderne danskere, får et læhegn, når litteraturen lægges frem som samtaleobjekt.

Sociale kontekster 

Centralt for forskningsgruppens arbejde og som kritisk korrektiv til mistankens hermeneutik er Bruno Latours teori om aktørnetværk. Ideen er at udvide aktørbegrebet, så også ting indgår i netværket af handlende agenter. Oplagt bliver bogen altså ikke bare en genstand, der passivt modtager min (vigende?) interesse, men en aktør, der påvirker mig som læser og os som samfund. Litteraturens anvendelighed er derfor konkret knyttet til sociale kontekster, som må undersøges i deres omfattende kompleksitet.

Det er derfor også præmissen, når antologiens artikler undersøger konkrete forfatterskaber, som redaktør Anne Marie-Mais artikel om Naja Marie Aidts hjerteskærende Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, Camilla Schwartz’ undersøgelse af litteraturen i brug hos Karl Ove Knausgård, Tomas Espedal og Pablo Llambías, hvor Schwartz humoristisk påviser sammenhængen mellem at være altædende litteraturbruger og håbet om maskulin potens eller Dan Ringgaards smukke portræt af Patti Smith og hendes fine tabsfortælling M Train om livet efter Fred Smiths død. I Smiths myterige univers er vi hævet et niveau over Felskis fire kategorier, for her er litteratur »en måde at være i verden på«.

Fælles for disse tre artikler er, at de er gode eksempler på, hvordan forfatteres omgang med litteratur i deres liv og virke er en miniature på vores mange forskellige omgange med litteraturen. Når Naja Marie Aidt for eksempel mister lysten til at læse og troen på litteraturens trøst, som ellers altid har været hendes værn, så rammer det endnu stærkere, når Inger Christensens Alfabet pludselig slår de første revner i sorgens panser, og troen på lindringens mulighed langsomt spirer frem. Derfra ændrer værket sig til at blive et kæmpe intertekstuelt patchwork, der i den konstante samtale med andre forfatteres tabsoplevelser viser spændvidden i den menneskelige erfaring af afmagt og håb.

Antologiens optimistiske kærlighedserklæring til litteraturens relevans for alle samfundsgrupper er et gennemtænkt manifest, der insisterer på bogens lyksaligheder i en digitaliseret kultur. Et dobbeltforhold undrer dog.

For det første behandler de valgte værklæsninger stadig velkendt elitelitteratur, og populære genrer som fantasy og graphic novels bliver slet ikke behandlet. Et tættere samspil mellem etnografiske resultater (fortryllelse og genkendelse ser ud til at være de vigtigste motivationer for læsning) og fortolkningseksempler kunne have styrket sammenhængen i antologien yderligere.

For det andet håber jeg ikke, at litteraternes glæde over almuens litteraturbrug sænker deres eget kritiske engagement. Selv om enkelte artikler påpeger vigtigheden af ikke at glemme dybdelæsningen, så virker Felski mere optaget af helt at bortdømme det fortolkningsarbejde. »I don’t do readings,« som hun åbenbart berømt proklamerer på forskergruppens møder, men er en vekselvirkning ikke at foretrække? Jeg håber, hendes danske kumpaner ikke dropper pincetten, så grønthøsteren alene må klare arbejdet.

Anne-Marie Mai, red.: ’Litteratur i brug’. Forlaget Spring, 365 sider, 348 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her