Læsetid: 4 min.

Pia Tafdrup lytter i sin nye digtsamling med hjertet, og hun har øre for ordenes klang og sætningers rytme

På sin poetiske vandring gennem menneskets fem sanser er Pia Tafdrup nået til hørelsen: At hjernen omsætter lyde til billeder
Hvad man nok samlet set kan ønske, er, at digteren frem for støt at gå fra sans til sans og fra samling til samling ville være gået lidt mere fra snøvsen. Det havde såmænd ikke behøvet at rokke ved ideen om sanserne som fem forskellige indgange til samme krop eller som fem herligt ligeværdige tilgange til verden, skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Hvad man nok samlet set kan ønske, er, at digteren frem for støt at gå fra sans til sans og fra samling til samling ville være gået lidt mere fra snøvsen. Det havde såmænd ikke behøvet at rokke ved ideen om sanserne som fem forskellige indgange til samme krop eller som fem herligt ligeværdige tilgange til verden, skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Sara Houmann Mortensen

28. februar 2020

Det skal formentlig opfattes som et udslag af såkaldt poetisk frihed, når det lyriske jeg i Pia Tafdrups nye bog påstår at være i stand til at opfange sonarskrig fra flagermus og at kunne høre jordpladerne skurre imod hinanden. Men netop den milde overdrivelse indfanger meget godt det storladne i hele hendes projekt, som går ud på at udforske menneskets fem sanser og dermed undersøge vor intime forbundethed med verden.

Serien, som begyndte i 2014 med Smagen af stål og videreførtes med Lugten af sne (2016) og Synet af lys (2018), er nu nået til hørelsen, »den sidste sans, der forsvinder, den mistes først det øjeblik, vi dør.«.

Pia Tafdrup: ’Lyden af skyer’.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu