Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Pia Tafdrup lytter i sin nye digtsamling med hjertet, og hun har øre for ordenes klang og sætningers rytme

På sin poetiske vandring gennem menneskets fem sanser er Pia Tafdrup nået til hørelsen: At hjernen omsætter lyde til billeder
Hvad man nok samlet set kan ønske, er, at digteren frem for støt at gå fra sans til sans og fra samling til samling ville være gået lidt mere fra snøvsen. Det havde såmænd ikke behøvet at rokke ved ideen om sanserne som fem forskellige indgange til samme krop eller som fem herligt ligeværdige tilgange til verden, skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Hvad man nok samlet set kan ønske, er, at digteren frem for støt at gå fra sans til sans og fra samling til samling ville være gået lidt mere fra snøvsen. Det havde såmænd ikke behøvet at rokke ved ideen om sanserne som fem forskellige indgange til samme krop eller som fem herligt ligeværdige tilgange til verden, skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Sara Houmann Mortensen

Kultur
28. februar 2020

Det skal formentlig opfattes som et udslag af såkaldt poetisk frihed, når det lyriske jeg i Pia Tafdrups nye bog påstår at være i stand til at opfange sonarskrig fra flagermus og at kunne høre jordpladerne skurre imod hinanden. Men netop den milde overdrivelse indfanger meget godt det storladne i hele hendes projekt, som går ud på at udforske menneskets fem sanser og dermed undersøge vor intime forbundethed med verden.

Serien, som begyndte i 2014 med Smagen af stål og videreførtes med Lugten af sne (2016) og Synet af lys (2018), er nu nået til hørelsen, »den sidste sans, der forsvinder, den mistes først det øjeblik, vi dør.«.

Pia Tafdrup: ’Lyden af skyer’.

Gucca
Som i de forudgående bøger er grundprincippet at være i verden med sanserne åbne, at holde ydre og indre i balance og at sammenkoble det kropsligt materielle og det åndeligt spirituelle. Hvert digt skal udgå fra en sansning eller flere og må meget gerne udvide sig til en tænkning og tolkning. Denne selvpålagte opgave er Pia Tafdrup klart glimrende rustet til, for hun er både sensitiv og intellektuel, og hun har tydeligvis adgang til mangfoldige mentale og verbale registre.

Når man læser Lyden af skyer, bliver man mindet om meget. Lyden af navnet – en andens eller ens eget. Selve lyden af den elskedes stemme. Lyden af trækkende traner. Den genkommende lyd af en spand, der triller rundt i en gård.

»Stilheden,
når et fly eller tog har passeret
på vej mod en fjern destination.

Stilheden, når en sten er sunket
til bunds i søen.

Stilheden,
når tordenskyer er trukket forbi,
og den sidste rumlen har lagt sig.«

Bogen rummer erindringsglimt, poetiske dagbogsnotater, momentane ekstaseoplevelser og kløgtige refleksioner samt hele lister over forskellige lyde, såvel de lykkebringende som de grimme og skæve: et trykluftsbor; en kniv, der skraber hen over en tallerken; en bilalarm nede fra gaden, som ingen vil kendes ved; flere blokfløjter i forgæves forsøg på at ramme samme melodi; en piben fra dyr, der for længe ikke er blevet fodret.

Det personlige og patetiske

Jo, Pia Tafdrup hører i denne bog exceptionelt godt. Hun forstår at lytte med hjertet, og hun har øre for ordenes klang og sætningers rytme. Bedst synes jeg i denne runde ret overraskende om de mest personlige og heftigst patetiske tekster. Af førstnævnte type for eksempel »Sang for et foster«, om digterens yngste søn, der som spæd genkendte sin storebror på stemmen, fordi denne havde sunget for ham, mens han lå i mors mave, eller det fine »Fra de dødes rige«, om faren, hvis røst kan høres i en drøm, »akkurat som da han levede,/ nærværende som en afdøds stemme/ lyder fra en telefonsvarer/ i en endnu ikke nedlagt telefon.« Af den ovenfor sidstnævnte type, de højstemte tekster, bør fremhæves »Årstider aflyttet« og det allerede citerede afsluttende digt om stilhed.

Vigtige bliver under alle omstændigheder to forbundne tekster, nummer to i henholdsvis Præludium og Postludium, begge omhandlende titlens skyer. I det ene hedder det nærmest helt programmatisk:

»lyd af skyer opfanget af øret
gennem et liv, horder
af skyer passerer
uden tyngde over himlen, over
de røde skovmyrer på stien, vækker mig i min døvhed,

jeg giver slip og er stille, balancerer
og bliver til,
bliver til noget, jeg ikke før
har været, skyer driver af sted, lyden
af skyer er den lyd,
jeg helst vil høre,

skyer standser ikke
som et hjerte.«

Dér kom den, titlen. Og dér kom samtidig grundtanken for hele serien om det menneskelige væsen som et mangestrenget instrument for lyde i forvandling, om kroppen som tilblivelsens sted.

En anmeldelse af endnu én af Pia Tafdrups mange overmåde planlagte bøger kommer ikke uden om at drøfte, hvorvidt konceptet som sådant fungerer. Digteren gennemfører det også denne gang med renfærdighed og stor troværdighed, men også så samvittighedsfuldt og grundigt, at det indimellem bare bliver for meget.

Jeg vil ikke gå så langt som den kritiker, som kaldte et af seriens tidligere bind for »eksistentielt bogholderi«, for det overordnede mønster og den stort anlagte plan kalder ganske ofte signifikante oplevelser og erindringer frem, men teksterne får ikke sjældent præg af motivtvang – et digt bliver ligesom for stramt og dermed for pænt – hvis ikke det modsatte sker, at man oplever et vist tilfældighedspræg. Eksempler på det sidste ses i de ret kryptiske »Djævelens interval« og »Det kunne være skudsalver«, hvis pointer i hvert fald med skam at melde gik hen over hovedet på denne anmelder.

Hvad man nok samlet set kan ønske, er, at digteren frem for støt at gå fra sans til sans og fra samling til samling ville være gået lidt mere fra snøvsen. Det havde såmænd ikke behøvet at rokke ved ideen om sanserne som fem forskellige indgange til samme krop eller som fem herligt ligeværdige tilgange til verden.

Pia Tafdrup: ’Lyden af skyer’. Gyldendal. 165 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her