Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Poliças mareridtspop drager med sin mørke optimisme på albummet ’When We Stay Alive’

Dødeligheden spøger på amerikanske Poliças fjerde album. Forsanger Channy Leaneagh synger om at skrige ad døden med lammede læber, men insisterer samtidig på, at det er værd at kæmpe for alt det, der gør livet værd at leve
Dødeligheden spøger på amerikanske Poliças fjerde album. Forsanger Channy Leaneagh synger om at skrige ad døden med lammede læber, men insisterer samtidig på, at det er værd at kæmpe for alt det, der gør livet værd at leve

Christian Hjort

Kultur
7. februar 2020

For to år siden, da den amerikanske synthpop-kvintet Poliça var halvvejs med deres fjerde album When We Stay Alive, faldt gruppens forsanger, Channy Leaneagh, ned fra sit tag i forbindelse med en snerydning.

Hun slog ryggen alvorligt og brækkede bl.a. en ryghvirvel, hvilket lænkede hende til hendes seng i flere måneder. Herfra skrev hun tekster og indspillede vokalen til de musikalske udkast, som producer Ryan Olson sendte hende fra sit studie.

Den dramatiske ulykke har naturlig nok påvirket stemningen på albummet, der blandt andet handler om at skrige ad døden med lammede læber, men også om at nægte at holde fast på smerten, tage kampen op med sine traumer og tro på livet.

Musikken er dunkel med dyster bas og bevæger sig i randområdet mellem gotisk pop og uncanny triphop a la Portishead.

»Steady« handler om stadig at føle sig som sin mors barn, og det savn, der opstår, når man pludselig forstår, at der ingen kære mor er, man kan ringe til, når man er usikker eller bange, fordi man selv er den mor, der skal skabe tryghed og udvise omsorg. I omkvædet bliver en blid og simpel parallel til en smuk kærlighedserklæring, når Leaneagh synger:

»Back in the day, momma held me steady
I don’t feel that steady
«.

Levende spøgelsespop

Poliça er ikke et band i den klassiske konstellation. Ryan og Leaneagh har, fra de dannede Poliça i Minneapolis i 2011, udgjort den kreative kerne. Men når bandet bevæger sig ud af studiet og spiller live, er Ryan ikke med. Til gengæld tæller gruppen så hele to trommeslagere, Drew Christopherson og Ben Ivascu, og bassisten Chris Bierden.

Og Leaneagh er noget så sjældent som en sangerinde, der – til trods for sin forførende karisma og klare stemme – ikke har fungeret som frontfigur, men snarere en form for vokalskygge i bandets gyseragtige lydbillede ikke mindst på grund af den markante brug af autotune, der dominerede på deres første album Give You The Ghost fra 2012.

På »Be Again« virker hendes vokal elektronisk snøvlende, men dens lyse klang skinner gennem de mange lag af cirkulerende larm. Og det er imponerende, fordi sangen er indsunget under Leaneaghs genoptræning, hvor hun var iført et korset af en art. Lytter man godt efter, kan man høre hendes åndedrætsbesvær. Teksten er en opremsning af forskellige kropsdele, som hun hævder tilhører hende. Og det får en isnende tvivl til at pible frem, for det burde da være en selvfølgelighed, at ens øjne, hænder, hjerte og tanker er ens egne.

Stilen er en mareridsversion af den slags drømmepop, som blandt andet Beach House har hittet med.

I de mest poppede passager af When We Stay Alive er Leaneaghs vokal mere klar og intakt end nogensinde, og det klæder musikken, at hun ikke helt så ofte slører og digitalt manipulerer sin stemme, som normen ellers var på de første plader.

When We Stay Alive drager med sin mørke optimisme, fordi Poliça laver popnumre, der kun undtagelsesvis bliver utydelige synthskygger af sig selv.

Poliça: ’When We Stay Alive’ (Memphis Industries). Poliça giver koncert på Lille Vega i København den 24. februar 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her