Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Radikale idealister og moderate realister på venstrefløjen: Forén jer og skab et nyt USA

Idealister og realister i det demokratiske parti: Forén jer og vind det 21. århundrede. Det er håbet og fordringen i journalisten E.J. Dionnes nye bog om den amerikanske venstrefløj
Hvis Bernie Sanders politik svarer til at love amerikanerne små heste, er demokraterne blevet et parti af hestehandlere, skriver Rune Lykkeberg i anmeldelsen af bogen 'Code Red - How Progressives and Moderates Can Unite to Save Our Country'.

Hvis Bernie Sanders politik svarer til at love amerikanerne små heste, er demokraterne blevet et parti af hestehandlere, skriver Rune Lykkeberg i anmeldelsen af bogen 'Code Red - How Progressives and Moderates Can Unite to Save Our Country'.

Jason Redmond

Kultur
21. februar 2020

Bernie Sanders var så latterlig en politiker, og hans politik var så useriøs, at Hillary Clinton mente, hans program svarede til at give hver eneste amerikaner en pony. Det var en urealistisk gavepolitik, og det var ikke det, amerikanerne havde brug for i det 21. århundrede. En pony.

Sådan så Hillary Clinton sin modstander ved demokraternes primærvalg i 2016. Hun troede, hun kunne ryste ham ud af valgkampen med samme lethed, som hun rystede på hovedet over hans forslag. Hun var den erfarne, kompetente politiker med et godt netværk og de bedste forbindelser.

Bernie Sanders derimod var en gammel senator fra Vermont, som lige siden han deltog i den store frihedsmarch i 1963, hvor Martin Luther King holdt sin berømte tale om, at han havde en drøm, havde sagt og ment det samme.

En stemme fra gamle dage.

Fire år senere er situationen forandret. Nu virker Hillary Clinton latterlig, når hun ikke forstår, at hendes tid er forbi, og den politik, hun sammenlignede med at ville give en pony til amerikanerne, har været definerende for demokraternes primærvalgkamp i 2020.

Noget uforudset og interessant

Ofte bliver denne valgkamp fremstillet som et opgør mellem de progressive og de moderate, mellem de store ideer om en ny fremtid og de pragmatiske forslag til et mere grønt og retfærdigt USA. Mellem de radikale Sanders og Warren og de realistiske Biden, Buttigieg og Klobuchar.

’Code Red – How Progressives and Moderates Can Unite to Save Our Country’ af E.J. Dionne.

Saxo
Men som Robert L. Borosage skrev i The Nation i denne uge, er alle kandidaterne præget af Sanders’ ideer. Der er enighed om, at minimumlønnen skal hæves, at sundhedsforsikring bør udbredes til alle, at de rige skal betale mere i skat, og klimaforandringer kræver kolossal politisk handling:

»Det kan godt være, at Clintonistas og Obamanauts stadig kontrollerer partiets formelle og uformelle apparat, men de dominerer ikke længere partiets ideer eller sætter dets dagsorden.«

Det gør Bernie Sanders. Hvis hans politik svarer til at love amerikanerne små heste, er demokraterne blevet et parti af hestehandlere. Kandidaterne kan siges at være enige om retningen, men de er uenige om midlerne, strategierne og vurderingen af, hvad der er politisk muligt.

Forholdet mellem de progressive og de moderate, deres principielle enighed og praktiske uenigheder er anliggendet for den anerkendte politiske journalist og forfatter E.J. Dionnes nye bog Code Red – How Progressives and Moderates Can Unite to Save Our Country.

»Vil de progressive og de moderate kæmpe mod hinanden, mens Amerika brænder?« spørger han i bogens indledning:

»Eller vil de politikere, som er naturlige allierede, udnytte deres historiske mulighed for at styrke det amerikanske demokrati og besejre den stadigt mere radikale form for konservatisme?«

De seneste år har Dionne skrevet bøger om, hvordan republikanerne har ødelagt det bedste i deres egen konservatisme, og hvordan Trump nu truer den politiske kultur og institutioner i USA. Han er, som han skriver, bange for det, der sker.

Men den ældre forfatter har også set noget nyt, som inspirerer ham. Noget uforudset og interessant. Den modstandsbevægelse og den engagerede kamp for ideer og principper, som Donald Trumps måde at være præsident på har fremkaldt, er stærkere og bredere end noget andet, Dionne har set i årtier:

»Det er en bevægelse, som kan og burde være motoren i politik, længe efter Donald Trump er forsvundet,« skriver han.

Det nye venstreorienterede momentum

Generelt er den politiske energi de seneste par år flyttet fra højrefløjen til venstrefløjen i den amerikanske offentlighed, hævder Dionne, og dynamikken på venstrefløjen er flyttet fra etablissementet i det demokratiske parti til aktivister, græsrødder, klimabevægelsen og en ny generation af politikere.

Stjernen er Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, der regner Sanders for en slags politisk mentor og selv kalder sig demokratisk socialist. Men der er også den mere pragmatiske Stacey Abrams fra Georgia, der ses som en kommende præsidentkandidat og Ayanna Pressley fra Boston, som netop er blevet valgt ind i Repræsentanternes Hus.

De er alle farvede kvinder, der fører sig frem med en attitude, som demonstrerer, at de godt ved, de er næste generation. Og at det er deres tid til at bestemme.

De nye spændende politikere, de nye store ideer og den kultur, som de næste år kan komme til at præge meningsdannelsen i USA, kommer fra venstrefløjen.

Men det er en risiko, anfører Dionne, for, at modsætningen mellem de progressive idealister og de pragmatiske realister fører til kampe i det demokratiske parti, som splitter det internt og sikrer Donald Trump fire år mere ved magten.

Ingen kan forudsige, hvad det vil gøre ved det nye venstreorienterede momentum. Men det kan ende med, at de nye politikere vender sig væk fra det politiske system og søger at gøre sig gældende andre steder. Det kan også ende med, at oppositionen mod Trump bliver en ødelæggende protestkultur.

Det er derfor, det er så afgørende, at demokraterne forstår at bruge primærvalgkampen som en fælles idéudvikling og diskussion af, hvordan partiet skal gøre op med Trump og reformere det amerikanske samfund. Og at de to positioner indser, at de har brug for hinanden.

De progressive kan ikke besejre Trump, hvis de ikke også taler til de moderate vælgere, og de moderate har brug for begejstringen og engagementet fra den progressive bevægelse, hvis de skal mobilisere de unge til at komme ud og stemme.

Heldigvis er Dionnes anbefaling ikke, at de progressive og de radikale bare skal trække tyve procent fra deres drømme og stille sig tilfreds med den vedtagne realisme. Hans holdning er derimod, at USA så længe har været domineret af konservative forestillinger om magt og nyliberalistiske antagelser om økonomi, at alle demokrater bør stræbe efter radikale reformer, hvis de vil skabe forandringer, som lever op til deres principper:

»De, der ser sig selv som moderate, må forstå, at de i den nærmeste fremtid skal alliere sig med de progressive for at vende den reaktionære tendens, som er modsætningen til fremskridt, til politisk ledelse og til det, der historisk set var det bedste ved den konservative tilbøjelighed.«

En solidarisk storhedstid er mulig

Dionne skitserer i bogen den amerikanske realpolitiks idéhistorie i det tyvende århundrede. Den falder groft sagt i to epoker.

Den første er defineret af demokraternes ideer og indledes med, at den progressive skat indføres i starten af århundredet. Denne epokes højdepunkter er Franklin D. Roosevelts samfundsforandrende New Deal-reformer i 1930’erne og Lyndon B. Johnsons Great Society-reformer i 1960’erne. Men epoken sluttede med Vietnamkrigen, som ifølge Dionne radikaliserede venstrefløjen i krigsmodstand, splittede det demokratiske parti og ødelagde Johnsons politiske karriere.

Den anden epoke blev indledt i starten af 1980’erne med Ronald Reagan, der som præsident førte kulturkamp mod socialstaten, hyldede erhvervslivet, sænkede skatterne for de rige og forandrede opfattelsen af rigtigt og forkert i amerikansk politik.

Der var store demokratiske forhåbninger til Bill Clinton i 1990’erne og Barack Obama i 2010’erne, men ingen af dem formåede at gøre op med Reagan-æraens økonomiske politik. De kom begge til at skuffe alle de venstreorienterede, som havde troet på dem. Men de havde heller ikke protestbevægelsen mod Trump og den nye tids ideer med sig, skriver Dionne.

Det, som Bernie Sanders kalder demokratisk socialisme, er ifølge Dionne en genopdagelse af de principper, som definerede Franklin D. Roosevelts politik.

Dionne henviser til undersøgelser, som viser, at socialisme i USA blandt de unge i dag ikke længere forbindes med den autoritære kommunisme i Sovjetunionen, men fri adgang til uddannelse, rimelige mindstelønninger og sundhedsforsikring til alle.

57 procent af de demokratiske vælgere havde ifølge en gallupmåling fra 2018 en positiv opfattelse af socialisme, kun 47 procent af dem en positiv opfattelse af kapitalisme.

Dionne undervurderer i sin analyse, at store dele af det demokratiske parti i dag er allierede med Wall Street, eliteuniversiteterne og techindustrien, og at de derfor reelt betragter den demokratiske socialisme som en trussel mod deres position og privilegier.

Han ignorerer således, at der er virkelige konflikter mellem de såkaldt moderate og de progressive. Men han har ret i, at valget i 2020 kan blive starten på en solidarisk storhedstid, og at demokraterne faktisk har chancen for at forandre det, de engang kaldte for en pony, til en hvid hest, som de med rødt flag hævet over hovedet kan ride ind og erobre den politiske manege på.

’Code Red – How Progressives and Moderates Can Unite to Save Our Country’. E.J. Dionne. St Martin’s Press. 265 sider. 27,95 dollar.

Serie

Demokraternes primærvalg i USA: Hvem kan slå Trump?

Demokraterne ved, at de hader Donald Trump. Men hvem elsker de? Joe Biden er for pinlig, og Pete Buttigieg er for ung. Elizabeth Warren og Bernie Sanders er for venstreorienterede. Og kan nogen af dem overhovedet slå Trump? Det er det, der på spil, når demokraterne skal finde deres næste præsidentkandidat ved primærvalget 2020.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Thurah

Det kommer ikke til at ske, så længe demokraterne ikke kan blive enige om en kompromispolitik og en kompromiskandidat. Derfor gik det galt i 2016 - og derfor går det sandsynligvis galt igen i år. Der er i hvert fald ikke meget der tyder på noget andet.

Jeppe Lindholm

Reguler kapitalismen eller kloden styrter i smadder.

Jeppe Lindholm

Verden har forandret sig, USA har forandret sig. Trump forsøger at blide den amerikanske befolkning ind at intet er forandret. Alt er ved det gode gamle vildt vest Amerika.

Men det er ikke tilfældet. Verden er under store forandringer. Forhåbentlig til det bedre.

Susanne Kaspersen, Mogens Holme, Alvin Jensen og Dan D. Jensen anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

Jeg er nu ikke sikker på at verden er ved at forandre sig til det bedre. Sovjet blev erstattet af Kina, som havde lært et trick af vesten og nu kan konkurrere. Så nu har vi forbrugsfest på begge sider af jerntæppet. Kineserne har 191 kulfyrede kraftværker under bygning. Det er flere end resten af kloden til sammen.