Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I ’Rædsel’ er angsten den bedste ven

På Teater Grob har et fremragende hold skabt en særdeles vellykket og begavet – og ikke mindst humoristisk og håndgribelig – forestilling om angst. I en tid, hvor angst blandt især børn og unge nærmest har udviklet sig til en epidemi, er det en superaktuel forestilling, man bør unde sig selv
Hvordan ville det se ud, hvis vi kunne se en psykisk lidelse som angst? På Teater Grob har dramtikeren Anna Bro i forestillingen Rædsel manet fysisk liv i angsten og givet den en krop – og virkningen er slående!

Hvordan ville det se ud, hvis vi kunne se en psykisk lidelse som angst? På Teater Grob har dramtikeren Anna Bro i forestillingen Rædsel manet fysisk liv i angsten og givet den en krop – og virkningen er slående!

Pressefoto

Kultur
25. februar 2020

En af de sværeste ting ved psykisk sygdom er, at den ikke kan ses. Psykiske sygdomme er usynlige lidelser, der skal bekæmpes og tages hensyn til, men hvordan gør man det, når man ikke kan se, hvad det er, man kæmper imod? Hvordan behandler man et usynligt sår, hvordan går man konkret til værks i forhold til det absolut ikkehåndgribelige?

På Teater Grob har man lavet et begavet og enormt virkningsfuldt tankeeksperiment: Hvordan ville det se ud, hvis vi kunne se en psykisk lidelse som angst? Hvordan ville den konkret se ud? Hvilken krop ville den have, hvilket tøj ville den tage på, og hvad ville den sige?

Den reumertvindende dramatiker Anna Bro har i forestillingen Rædsel manet fysisk liv i angsten og givet den en krop, ja, langt mere end det.

I samarbejde med endnu et drevet teatermenneske, nemlig instruktøren Rune David Grue, der blandt andet tidligere holdt hof i Det Kongelige Teaters Det Røde Rum med Elisa Kragerup, og de to skuespillere, febrilsk charmerende Ida Cæcilie Rasmussen og formørkede Alexander Clement, bliver angsten skarpt og præcist iscenesat som en foruroligende hovedperson. Og virkningen er slående!

I en tid, hvor der blandt børn og unge nærmest er tale om en epidemi, kunne forestillingen ikke komme mere belejligt. Men uanset om den så kom ubelejligt, ja, så er det en fremragende forestilling og et skoleeksempel på, hvor godt og stærkt scenekunst kan være, når alle enkeltdelene i en forestilling spiller optimalt sammen.

Vi har i Rædsel at gøre med en kvindelig øjenlæge og ung mor, der befinder sig i en udefra set succesfuld og eftertragtet tilværelse. Hun har mand og barn, hun er en højt betalt læge og har et godt socialt liv, inviteres hele tiden til de rigtige receptioner. Men indefra føles det hele glædesløst, det er en kamp at komme igennem alle aftalerne i kalenderen, og der er en voksende ængstelse, der er begyndt at boble frem.

Den aggressive dans med hr. Angst

Denne tristesse spejles adækvat af den grå, livløse og betonagtige scenografi, man næsten kun kan blive deprimeret af. En farveløshed, der i øvrigt ofte helt konkret indtræder i et plaget og deprimeret sind, som også kvinden fortæller om i relation til en af hendes patienter: En patient havde fået en depression på grund af en synsforstyrrelse, hvor patienten midlertidigt havde mistet evne til at se farver. Da patienten igen kunne se farver, lettede depressionen.

Ida Cæcilie Rasmussen, der på bedste vis spiller denne kvinde frem: neurotisk, fimrende, flagrende, hektisk, humoristisk og plaget – bærer da også enkelte stykker farvet tøj, modsat hr. Angst, der udelukkende bærer sort og grå.

For en dag, da kvinden kommer hjem fra arbejde, ringer en mand fra et sikkerhedsfirma og præsenterer de forskellige typer sikkerhedspakker, som han kan tilbyde. Kvinden husker ikke at have efterspurgt sikkerhedsfirmaets tjeneste, men det insisterer han på. Der er jo så meget, der kan gå galt hele tiden, og det må hun give ham ret i. En dag dukker manden fra sikkerhedsfirmaet så op, mystisk nok er han uden nøgle trængt ind i huset, hvor han begynder at påpege alle de ting, der er potentielt farlige, og hvad man skal undgå for at ende i ulykke. Her er hr. Angst personificeret af Alexander Clement, der gør det glimrende som en slags lidt kølig, manipulerende type, der får kvinden til at tro, at han vil hende det bedste.

Kvindens barn siger hele tiden:

»Mor, jeg har en usynlig ven, der hverken er menneske eller dyr.«

Men også kvinden får en usynlig ven. Manden fra sikkerhedsfirmaet flytter langsomt længere og længere ind i hendes hjem og psyke og får med små, men sikre skridt overtaget. Selv forklarer hr. Angst det således:

»Jeg er en slags stemme, en skygge, der er kommet for at sørge for, at intet forfærdeligt sker.«

Hvordan vil du gøre det, spørger kvinden.

»Ved hele tiden at minde dig om alt det forfærdelige, der kan ske, før det sker, så det ikke sker.«

Og videre:

»Hvis du undgår alt, sker der ikke noget.«

Hvilket for så vidt er sandt nok, bortset fra, at der så sker noget andet: Nemlig en total isolation.

Hr. Angst bliver efterhånden kvindens eneste ven og fortrolige, der skærmer hende mod alt i verden. Han støtter hende i at sige sit job op, så hun »ikke kommer til at slå nogen ihjel«.

Hun trækker sig fra sin familie og samtlige sociale relationer – og alligevel føler hun sig ikke alene, for hele tiden har hun angsten, der som en snylter af en falsk ven tager bo i kvinden, en sort sammensvoren, der holder hende med selskab.

Det er et enormt virkningsfuldt greb, dette at personificere angsten som en usund ven. Og instruktør Rune David Grue er eminent til at få denne kropsliggørelse og symbiose mellem kvinden og angsten, som der nærmest er tale om, til at finde liv og udtryk.

Som når kvinden, når hun forsøger at gøre op med angsten, danser aggressivt med hr. Angst, der tager føringen, eller han fysisk holder om hendes mund og hænder og forhindrer hende i at tage telefonen. Der er virkelig tale om en kamp, når kvinden – for det gør hun – endelig begynder at gøre op med angsten og kommer i behandling.

På den måde er Rædsel grundlæggende en vigtig forestilling, der uden at lade sig styre og tynge af sit stof får omdannet omfattende research, fornemmer man, til en levende historie, hvor tingene bare går op i en højere enhed. Et stærkt manuskript forløst egensindigt, præcist og supertjekket af hele holdet.

Der er ikke så meget at sige, andet end at det er en forestilling, man skal nå at se, inden den spiller sidste gang den 21. marts.

Rædsel. Teater Grob. Manuskript af Anna Bro. Instruktør: Rune David Grue. Skuespillere: Ida Cæcilie Rasmussen og Alexander Clement. Spiller frem til den 21. marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

olivier goulin

Mand beroliger hysterisk kvinde - en arketype

/O