Tekstiler er de senere år blevet en ny trend på kunstscenen.
Ligesom med grafik og keramik er en af de oplagte grunde, at vi alle sidder med en flad friktionsløs skærm i hånden, hvorfor vi længes efter mere sanselighed, teksturer og taktilitet.
En anden grund er, at kunsthåndværket traditionelt har været knyttet til kvindehænder og derfor stort set har været udskrevet af den klassiske kunsthistorie som noget, der ikke var så værdifuldt som eksempelvis maleri eller skulptur.
Den historie er heldigvis i disse år ved at blive korrigeret – stille og roligt – og det er udstillingen med Ragna Braase på Statens Museum for Kunst, SMK, et eksempel på.
Det er kun fem år siden, jeg første gang oplevede værker af den for mig helt ukendte Ragna Braase på udstillingen Tråde på Tværs på Sorø Kunstmuseum. Værkerne var dybt originale og bestod af tre søjler i vævet tekstil, som hang fra loftet og tog en del plads i rummet. Udstillingen var kurateret af Mette Winckelmann og havde tekstilbaserede værker i fokus. Flere af dem var af kvindelige kunstnere, der tilfældigvis i sin tid var gift med mænd, som blev mere berømte – eksempelvis Aase Seidler Gernes (gift med Poul Gernes) og altså Ragna Braase, der var gift med billedhugger Ib Braase.
Braases værker skilte sig markant ud fra de fleste andre tekstilværker på udstillingen ved at være så arkitektoniske. Den velkendte strunke fallosform var bibeholdt, men materialet var anderledes blødt og eftergivende.
Formerne, farverne, rummene
Siden jeg så disse bløde vævede søjler, har jeg længtes efter at opleve Ragna Braase i en større præsentation. Udstillingen på SMK, der blot hedder Ragna Braase (1929-2013), vises i det rum, der hidtil har været helliget samtidskunsten under navnet X-rummet.
Altså et rum, hvor man er vant til at møde international konceptkunst, og hvor man nu ser farverige tekstilværker og serier af litografier af ældre dato. Men der er noget totalt moderne over Braases stil. Hendes værker kan sagtens vises i dette højloftede lidt kølige rum og stå distancen.
Først og fremmest er der formerne. Dernæst er der farverne.
Formerne er rumdannende, landskabslignende, endda kosmologiske, hvilket er temmelig usædvanligt inden for litografi og tekstil.
Litografierne er skabt som serier. En af disse serier nærmest svæver hen over væggen med en struktur, der danner en lang rund form, som ligner en orm, en overdimensioneret tråd eller en slange.
Jeg har aldrig nogensinde set litografi præsenteret på denne serielle måde før, hvor en relativ enkel form repeteres – her parvis og på tværs – så der over tid fremstår denne lange formation, der ser ud til at vride sig rundt. Der er altså en slags bevægelse i formen også. Hvert enkelt litografi i denne serie består af en hvid runding på en blålig baggrund; som en lille del af månen på baggrund af himlen. At den enkle måneform – over tid – danner denne lange vridende ormeform, forekommer helt magisk.
En anden monumental litografisk serie former en slags totempæl i brunlige nuancer, men igen er hver enkelt form blot en ganske enkel, nærmest geometrisk form – med en lille runding, der opløser skarpheden. Serien er repeteret tre gange og går fra gulv til højt op ad væggen. Den indeholder en hilsen til minimalismens repetition af enkle former, men der er også en mere spirituel dimension at sanse i Braases værker.
I et løst vævet tæppe fremkaldes på afstand en buet hvælving, der ligner et kirkeligt vindue, som åbner mod lysets gennemtrængen. Flere af Braases værker hentyder på den måde til en større dimension uden for billedsfæren – ligesom de hvide halvmåner nævnt ovenfor.
Den sammenkædning af kosmologi og minimalisme er jeg ikke stødt på før, men den føles fuldstændig præcis. For Braase arbejder så stramt med sine virkemidler, formerne og farverne, og med de rum, hun etablerer.
Med sine tekstilværker skaber hun samtidig konkrete rum, man kan træde ind i eller blot fornemme. Hulninger, åbninger. Og to »huse« af tekstil, man kan lade sig omslutte af.
Kameler og helt vilde farver
Og så når vi til farverne. For de er jo helt vilde – særligt i tekstilværkerne, hvor vævningerne danner mønstre skabt af totalt funky farver, der har et meget moderne islæt.
De ovennævnte huse eller nomadetelte hedder Africanas House (1981), og man fornemmer en inspiration fra kulturer med mere pang i paletten end den skandinaviske, selv om Braase selv har både spundet garnet og vævet tekstilerne.
Den orientalske inspiration kommer helt frem i et stort vægtæppe, et senere værk fra 1998, der forestiller et ørkenlandskab med to røde kameler på gult sand. Kamelerne betragtes fra et beduintelt, så man ser stofudgangen på teltet, et par sandaler i døråbningen, som vel og mærke er et par helt ægte sandaler, der er syet ind i stofværket, mens tre tørklædebærende kvinder sidder i teltet i en rundkreds. Her er minimalismen forladt til fordel for en mere realistisk tilgang, og motiverne i tæppet er syet af en hel masse forskelligt mønstret stof tilført genuin humor i form af de indsyede lædersandaler.
I disse år, hvor tekstilkunsten har fået en enorm renæssance – både i form af nye praksisser og en ’genopdagelse’ af dem, der var – er det helt på sin plads, at Ragna Braase nu endelig indgår i statens egen samling af koryfæisk kunst.
’Ragna Braase (1929-2013)’. SMK. Indtil 17. maj 2020.
