Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Et suverænt ridt gennem berlinerhistoriens rodebutik

Berlin er en overbebyrdet by, fordømt til altid at blive og aldrig bare at være. Nyt storværk pløjer sig gennem den tyske hovedstads lange opstigning, brutale undergang og omstridte genopstandelse. Ideen er dårlig, udførelsen er suveræn
Det er en typisk fordom blandt berlinere og kendere af byen, at alt efterhånden må være sagt og skrevet om Berlins omtumlede historie. Men de tager fejl. Det er bare en af de erkendelser, man sidder tilbage med efter at have læst ’Berlin. En stor bys biografi’. Billedet her fra Friedrichstrasse er fra omkring 1938.

Det er en typisk fordom blandt berlinere og kendere af byen, at alt efterhånden må være sagt og skrevet om Berlins omtumlede historie. Men de tager fejl. Det er bare en af de erkendelser, man sidder tilbage med efter at have læst ’Berlin. En stor bys biografi’. Billedet her fra Friedrichstrasse er fra omkring 1938.

Ritzau/Scanpix

Kultur
28. februar 2020

De fleste mennesker på vores breddegrader har en holdning til Berlin: cool, grim, utysk, festlig, rodet. Og for både besøgende, berlinere og valgberlinere (som undertegnede), der udgør halvdelen af befolkningen, byder Berlin konstant på stof til nye holdninger.

En typisk fordom blandt berlinere og kendere af byen er, at alt efterhånden må være sagt og skrevet om Berlins omtumlede historie. De tager fejl. Det er bare en af de erkendelser, man sidder tilbage med efter et par dage i selskab med Berlin. En stor bys biografi – en cirka tusind sider lang og halvandet kilo tung mursten skabt af Süddeutsche Zeitungs usædvanligt kloge kulturredaktør Jens Bisky.

Den 53-årige Jens Bisky er lidt af et fænomen. Han er opvokset i østberlinske Marzahn som søn af en DDR-kulturfunktionær og bror til en af Tysklands nu mest berømte malere, Norbert Bisky. Desuden har han en række bøger om (tysk) litteratur, arkitektur og historie på samvittigheden.

Nu har Bisky givet sig selv den udfordring at samle hele Berlins historie i ét storværk, endda under genren »biografi«, hvilket udløser spørgsmålet: Har en storby en identitet?

Bisky pisker gennem de første fire hundrede års tid

Det er i princippet en ret elendig idé, for uden et meget originalt snit kan 800 års historie umuligt samles i ét værk. I Berlins og Biskys tilfælde giver det alligevel god mening. Trods den kronologiske overflyvning formår han at give velvalgte dyk ned i teknikhistorie, medieudvikling, arkitektur, litteratur, teater, billedkunst, film – alt sammen rørt op med sociologiske betragtninger og de store historiske rammer, der rækker langt ud over Berlin.

For det andet ægger det furiøse tværsnit til at snage videre i, om Berlin faktisk har en identitet eller en kerne, som kan begribes. Findes der en formel til at forstå de brovtne berlinere? Er der en rød tråd i dette »tidshistoriske Pompeji«, som Bisky kalder det, hvor man permanent opdager hele lag af historie: af residensbyen Berlin, af kejserdømmet, af den kaotiske republik, af det fascistiske rige, af den ideologiske og konkrete deling eller af genforeningen – lag, som hele vejen samtidig afspejler den tyske, europæiske og globale historie?

Det starter skidt, for Berlin har ingen overleveret grundlæggelsesmyte fra grundlæggelsen ved handelsruten langs Spree i det 13. århundrede. Bisky pisker gennem de første fire hundrede års tid, hvor Berlin forbliver en middelalderlig flække. Ved afslutningen på 30-årskrigen i 1648 kunne Berlin mønstre cirka 7.500 indbyggere.

Herfra tager det fart, da kurfyrst Friedrich Wilhelm skaber en nyordning af byens militær- og finansvæsen, mens hofbygmester Memhardt påbegynder en omfattende »hollandisering« af Berlin. Som residensby for Hohenzollerne, hvor det militære liv præger hele bybilledet, vil Berlin nu måle sig med europæiske størrelser som Paris.

I år 1702 bliver den barokke ombygning af berlinerslottet, som skal få sin helt egen unikke berlinerhistorie, således til en »manifestation af Berlins vilje til at høre til blandt Europas stormagter, mens Berlin udvikler sig til det intellektuelle centrum i Nordtyskland«.

I det 18. århundrede bliver Berlin centrum for Preussens lynkarriere som europæisk magtfaktor. Her er Bisky i topform. I sin levende fortælling protesterer han imod, at Frederik den Store nærmest egenhændigt skal have bragt oplysningen til Berlin og Potsdam.

»Frederik har domineret, hvordan oplysningen blev opfattet i samtiden og i historieskrivningen. Men han beherskede ikke den åndelige kultur i residensbyen. Både i forhold til oprindelse, tro og erhverv opstod den berlinske oplysning i et mangfoldigt miljø, hvor mange religioner og konfessioner stødte på hinanden,« skriver Bisky og tilføjer:

»Man behøvede heller ikke være født prøjser for at gøre karriere her.«

Allerede i det 18. århundrede var Berlin således en verdensåben og derfor stærkt dynamisk by. Det gjaldt blandt andet huguenotter og jøder, men som Bisky besk konstaterer, ville ordet tolerance være overdrevet:

»De berlinske jøder blev kun tålt, fordi man kunne diskriminere dem med stadig flere afgifter, skatter og chikane.«

Berlins årti

Berlin havde knap nok vænnet sig til sin rolle som centrum for den tyske oplysning og til Prøjsen som europæisk magtfaktor, før Napoloenskrigene fra 1806 stillede beundringen for den liberale Napoleon over for den prøjsiske nationalisme.

Kun nationen giver en mening til den individuelle eksistens, lød det fra filosoffen Fichte – i samme periode som den måske største berlinske stolthed Humboldt Universitetet blev grundlagt, og den famøse »Turnvater Jahn« begyndte sin folkelige gymnastiktræning for masserne i Hasenheide. Her brugte Jahn gerne »franskmanden« som den, der blev slået, stukket eller kastet så langt som muligt.

Netop den slags detaljer er den gevinst, som det tidskrævende værk kaster fra sig.

I 1848 stod Berlin atter i centrum, nu for den mislykkede revolution, som Bisky betegner som »det skuffende europæiske forår«. Der satte en reaktionær restauration ind, men tidens store spørgsmål var ikke glemt:

»nation, demokrati og arbejderrettigheder.«

Fortællingen om Prøjsens industrielle revolution, der skabte uoverskuelige sociale, økonomiske og politiske opbrud, er glimrende sofalæsning. Et interessant nedslag er for eksempel den berlinske byplanlægger James Hobrecht, der fra 1860’erne ikke bare skabte Berlins trafikmatrix, men også det såkaldte radialsystem af kloakering og vandforsyning, som gjorde Berlin til den storby med det reneste vand i Europa.

Parallelt med den rivende økonomiske udvikling og byggeboomet, der kun fik en dæmper af krakket i 1870’erne, beskrives det, hvordan koncerner som Siemens og AEG fik afgørende betydning for Berlin, hvordan vejen blev beredt for modernismen i kunst og kultur, og – med blandt andet Kracauer og Simmel – hvad den »urbane og moderne eksplosion« gjorde ved det enkelte menneske.

Længe før man når til Første Verdenskrig og revolutionen i 1918-1919, fornemmer man her en grundlæggende spænding i Berlin: Her i kernen af den autoritetstro prøjsiske øvrighedsstat blev industrimetropolen Berlin socialdemokratismens højborg. Byen blev således et sammensurium af reaktionære, reformister og revolutionære.

Over halvdelen af bogen er viet til det 20. århundrede. Kapitlet om »Berlins årti«, altså 1920’erne får aldrig schwung på det kulturelle plan, men politisk er der mere at hente, især om det stigende fjendskab mellem kommunister og de »borgerlige« socialdemokrater fra 1929. Nøgternt gennemgår Biskys den økonomiske nedtur og stigende sociale uro frem til Hitlers magtovertagelse i 1933. Den var også berlinsk.

»Det var ikke den ’brune’ provins, der erobrede og besatte Berlin. Overalt i det fragmenterede bysamfund var der tilstrækkeligt med aktivister, der drev underkastelsen og tilpasningen til nazismen fremad,« konstaterer Bisky.

Selv om krigseuforien med en amerikansk korrespondents beskrivelse var sært fraværende i 1939, blev Berlin Det Tredje Riges »entydige terrorcentral«, hvor Holocaust blev planlagt, og hvor Goebbels i februar 1943 i Sportspalast i Schöneberg fik berlinernes brølende jaaaaa til »den totale krig«.

Den kom. I de første år fik bomberne fra luften berlinerne til at rykke tættere sammen. Det ændrede sig i krigens sidste »korte år«. Hvis Hitler var blevet myrdet i attentatforsøget på Wolfsschanze den 20. juli 1944, havde alene Berlin sparet mindst halvdelen af dødsofrene og ødelæggelserne af byen, vurderer Jens Bisky. Efter den ultimative katastrofe i 1944-1945 citerer han lakonisk Bertolt Brecht: »Berlin er ruinhoben ved Potsdam.«

»Berlin er fattig, men sexet.«

I afsnittet om »det sønderskårne Berlin« beskriver Bisky suverænt de praktiske følger af delingen af byen, men også hvordan berlinerne var spændt ud mellem denne virkelighed på lokalt og praktisk plan og på ideologisk og globalt plan på den anden, altså som centrum af Den Kolde Krig.

Selv efter genforeningen er overbebyrdelsen omdrejningspunkt. Østberlin skulle trækkes med op, den tyske identitet skulle genskabes, og efter Berlin umådeligt knapt blev valgt som nyt regeringscentrum skulle byen genopfinde sig som hovedstad og magtcentrum.

»Småborgerlig, gammeldags, reaktionær, urealistisk, banal, provinsiel og frem for alt dilettantisk.« Det var, hvad den rasende stjernearkitekt Rem Koolhaas i 1990’erne havde at sige om den ny Potsdamer Platz, der som Europas største byggeplads blev opført midt i det symbolske tomrum i dødsstriben mellem øst og vest. Det er blevet citeret om mange af Berlins storprojekter siden da.

Det kunne også passe på Berlins bankskandale, der i 2001 var ved at tvinge byens økonomi i knæ – og som var grundlaget for den svært selvtilfredse borgmester Klaus Wowereits geniale diagnose:

»Berlin er fattig, men sexet.«

Mens VM i 2006 blev den sidste fest for den ubekymrede »generation Berlin«, ser Jens Bisky 2010’erne som et »stresset årti«, hvor Berlin har oplevet et nyt pres på grund af den fortsatte vækst, den fortsatte multikulturalisering og ikke mindst de brutalt stigende boligpriser, der udgør samtidens helt store talk of the town – og er en af de sidste analyser i Biskys bog.

Det hele kondenseres mod slutningen i et afsnit om byslottet, altså i det nyopførte Humboldt-forum, der ligger, hvor DDR-ruinen Palast der Republik lå – altså før det gamle byslot fra 1702, der var startskuddet for Prøjsens ambitioner, og som DDR-regimet symbolsk valgte at sprænge resterne af i 1950.

Bisky er overraskende mildt stemt over for det skandaløst fantasiløse Humboldt-projekt, men han lægger den gode pointe: Som kampen om berlinerslottet viser, har Berlin aldrig kunnet slappe af og kigge tilfreds tilbage på sin egen historie. Byens identitet er permanent til forhandling – og berlinerne er velsignet og forbandet med så meget og så ambivalent en historie, at de er overbebyrdede med spørgsmålet om, hvad pokker de skal stille op med den.

Men kan Berlin så begribes? Kan byen sættes på formel? Egentlig ikke. Alligevel kommer man mange spadestik dybere, hvis man tager sig tid til at læse i Jens Biskys entydige kærlighedserklæring til den store by.

Jens Bisky gæster Louisiana Museum til en aften om Berlin den 25. februar. Mere info her.

Jens Bisky: Berlin. Biographie einer großen Stadt. forlaget Rowohlt. 976 sider, 38 euro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Lidt sent med artiklen, når Louisiana-arrangementet var 25.2.