Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sveddryppende ’Apokalypse’ er sæsonens stærkeste forestilling på Teater Momentum

»Don’t feel hopeful. Please panic!« lyder det fra skuespiller Emma Silja Sångren. Verden er ved at gå under, og vi nærmer os afslutningen af ’Apokalypse’, der så afgjort er sæsonens stærkeste forestilling på Momentum i Odense
Scenen i ‘Apokalypse‘ er sat med en kæmpestor sputnik, der hænger ned fra loftet midt i lokalet, som en lavthængende satellit er den placeret lige over hovederne på de to skuespillere.

Scenen i ‘Apokalypse‘ er sat med en kæmpestor sputnik, der hænger ned fra loftet midt i lokalet, som en lavthængende satellit er den placeret lige over hovederne på de to skuespillere.

Martin Høyer Poulsen

Kultur
7. februar 2020

En kæmpestor sputnik hænger ned fra loftet midt i lokalet. Den er sammensat af diverse lamper, lysstofrør, højttalere og andet teaterteknisk udstyr.

Som en lavthængende satellit er den placeret lige over hovederne på de to skuespillere Emma Silja Sångren og Jakob Femerling Andersen, der er de eneste to medvirkende i forestillingen, som afrunder Niels Erlings tid som kunstnerisk leder på Momentum og samtidig også er afrundingen på hans trilogi om Undergangen, der har budt på ny dramatik af varierende kvalitet.

Vi sætter os på stolene, der er opstillet i en enkelt række hele vejen rundt langs lokalets fire vægge. Det store tomme scenegulv foran os er beklædt med blågrønt vinyl dækket af et fint mønster af indtørrede malerpletter, og midt på det befinder de to skuespillere sig.

Hun iagttager os med en mikrofon i den ene hånd. Han er travlt beskæftiget med at male på gulvet. Aggressive strøg med en bred pensel dyppet i noget, der ligner tyndtflydende hvid kalkmaling. Cirkler, religiøse symboler, kruseduller og angivelser af verdenshjørner. Gennem hele forestillingen maler han ad flere omgange på gulvet. Som en stiliseret gengivelse af verden.

Intimiderende, men stærkt

Apokalypse betyder åbenbaring, men er også synonym for dommedag. Forestillingen er beskrivelsen af vejen mod enden. Det hele begyndte en aften i teatret.

»Du så en forestilling, der hedder Apokalypse,« konstaterer Sångren.

»Du begyndte at græde,« fortsætter hun, mens hun står helt tæt på mig og ser mig direkte ind i øjnene.

Intimiderende javist, men også nærværende og stærkt i sin enkelhed.

De fleste af Sångrens sætninger indledes med »Du kan huske«. Der er opremsninger af begivenheder fra verden, som vi kender den i dag, men som i den fiktive verden på scenen for længst er ovre.

Der er en gennemgående fortælling, som handler om et ungt elskende par, der venter et barn. Et ønskebarn, hvis fødsel varsler undergangen og altings endeligt.

»Det er ikke det samme længere,« forklarer Femerling Andersen i begyndelsen og uddyber, at ingen længere føder levende børn. Omverdenen ønsker, at de skal skille sig af med barnet før fødslen. De nægter, men længere henne i fortællingen kommer også det unge par i tvivl. Barnet vokser i kvinden.

»Som en smitsom idé. Klar til at sprede sig ud over hele verden.« 

Samtidig er Apokalypse også en beskrivelse af civilisationens historie – og dens undergang. Budskabet er klart. Historien kunne handle om os alle. Det kunne være min historie lige såvel som en andens.

Niels Erling benytter sig af markante skift i stemning, lys og form i sin iscenesættelse. Overgangen fra det intime til det ekspressive sker hurtigt og uventet.

De intime rum skabes både mellem de to skuespillere, der sidder tæt sammenslyngede på gulvet og taler om barnet, og mellem skuespillere og publikum, der sidder så tæt på, at øjenkontakt er uundgåelig. De mere ekspressive dele udfoldes helt fysisk.

»Husk, at de ulykkelige mennesker også er gode på bunden,« råber Sångren, hvorefter hun sprinter afsted rundt og rundt og rundt i lokalet.

De to unge skuespillere presser sig selv. De løber, danser, kaster sig omkring, til sveden drypper på gulvet, og deres vejrtrækninger er hivende og højlydte.

Desuden benytter Erling sig ofte af næsten filmiske udtryk i sin instruktion. Eksempler på dette er brugen af bevægelser, der minder om slowmotion. En effekt, der understøttes af Malte Hauges blinkende lysdesign.

Eller en kort drømmeagtig sekvens, hvor de to skuespillere stiller sig overfor hinanden i den hvide cirkel, som er tegnet på gulvet lige under sputnikken, og her udfører en langsom koreografi, hvor de spejler hinandens bevægelser.

Plads til unge talenter

Apokalypse er skrevet af den unge dramatiker Marie Bjørn, der blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskoles linje for Dramatisk Skrivekunst i 2019. Faktisk var Bjørn også i sidste sæson medskabende på Momentum, hvor hun sammen med de øvrige dramatikere i Skrivekollektivet skabte teksten til den daværende kunstneriske leder Anna Malzers anden forestilling, Porno.

Men modsat Porno, der forfaldt til det platte, er der i Apokalypse langt flere tanker, følelser og overvejelser i teksten, som publikum må tage ind og tage til efterretning.

Det er netop Momentums force, at teatret giver plads til nye, unge talenter. Både når det kommer til den kunstneriske leder og til sæsonens hold af unge skuespillere, der alle får en unik mulighed for at udfolde evner og ideer.

Derfor bliver det også interessant at se, om Momentum kan leve op til sit eget ry i næste sæson, hvor der er erklæret undtagelse fra reglen, og den kunstneriske ledelse for en enkelt sæson overtages af Christian Lollikes Teater S/H i stedet for et ungt mere ubeskrevet blad end hidtil.

Sæson 13 har i hvert fald vist alsidighed og nytænkning.

Især slutningen på Apokalypse overrasker. Teaterrøgen vælter frem over gulvet. Rasmus Junckers pulserende musik er øredøvende høj. Og pludselig begynder også den store sputnik i loftet at udspy røg. Det fortsætter, til hele lokalet er fyldt med en uigennemsigtig hvid tåge. Kun det skarpeste lys fra sputnikken ses stadig gennem tågen. Endnu en filmisk effekt, som det hvide lys i en nærdødsoplevelse.

Det er så afgjort en effektfuld afslutning, instruktør Niels Erling har skabt. Apokalypse er den mest helstøbte og sammenhængende forestilling i trilogien, og præstationerne fra de to unge skuespillere brænder sig fast og gør indtryk ud over det sædvanlige.

’Apokalypse’. Tekst: Marie Bjørn. Instruktør: Niels Erling. Scenograf: Lise Marie Birch. Lyddesign og komponist: Rasmus Juncker. Lys: Malte Hauge. Med: Jakob Femerling Andersen og Emma Silja Sångren. Spiller på Momentum til 26. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her