Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’The Goop Lab’ er manipulerende, klasseblindt og ahistorisk, og Gwyneth Paltrow er dronningen

I Gwyneth Paltrows uhyggelige livsstilsserie på Netflix ’The Goop Lab’ med orgasmer, kolde bade og energifelter er stress, mindreværd, fattigdom, ensomhed, uformåenhed osv. ikke et strukturelt, men et 100 procent individuelt problem
Gwyneth Paltrow og hendes nørdede sidekick Elise performer at være afslappede kvinder, der altid er i øjenåbnende samtale.

Gwyneth Paltrow og hendes nørdede sidekick Elise performer at være afslappede kvinder, der altid er i øjenåbnende samtale.

Adam Rose / Netflix

Kultur
14. februar 2020

I 2007 startede skuespilleren Gwyneth Paltrow en livstilssvirksomhed, Goop. På Goops hjemmeside kan man købe duftlys, proteinpulver og kogebøger, men Goop står også for wellnessretreats, pop op-butikker, en podcast og nu den nye dokuserie på Netflix, The Goop Lab. Serien er en guide til privilegerede helse- og new age-entusiaster.

Hvert afsnit præsenterer en ny spirituel og kropsoptimerende behandlingsform, blandt andet energihealing, metoder til at forynge sig gennem kost og ansigtsbehandlinger og workshops udi det at blive synsk. 

Her er seks betragtninger, jeg har gjort mig, efter at have set de foreløbig seks afsnit.

1. Gwyneth er dronningen

Hollywoodstjernen blev Goops moder, fordi livet da måtte byde på mere end bare »at kysse Matt Damon på et filmset«. Klædt i pastelfarver i en lyserød sofa performer hun og hendes sidekick, den mere nørdede Elise, at være afslappede kvinder, der altid har en øjenåbnende samtale – »really« – »riiiight« – »sooo interesting!« – med diverse karismatiske eksperter.

Vi skal høre lidt om, hvor svært det er at blive ældre – Gwyneth er 46 år, men synes, hun lige var 28. Gwyneth ruller frækt med øjnene, når en ekspert fortæller, hvordan kulde gør kroppen mere basisk, så dens smertereceptorer bliver mindre aktive.

Åh, giv mig RuPauls deadpan-afvisning af de deltagere, der skal på porten i hit-reality-talentshowet DragRace, hvor dragaspiranter kæmper om at blive den næste drag-superstjerne. I det mindste er det mere ærligt og får mig ikke til at føle, at …

2. ’The Goop Lab’ er værre end dit yndlingsrealityshow, fordi det promoverer alternative behandlinger gennem følelsesmæssig manipulation

I hvert afsnit bliver en række ’stjerneansatte’ fra Goops lykkelige familie inviteret til at teste konceptet og deltage i retreats og behandlinger. De er altid så taknemmelige. Er Goop Scientology …? Nå nej, bare en arbejdsplads i L.A. Vi følger dem klassisk reality-style undervejs. Det indebærer blandt andet luksus (fly) rejser til Jamaica og Lake Tahoe.

De ansatte har perfekt varierede etniciteter og køn og ser alle sammen godt ud i bikini. For eksempel da galningen Wim Hof, en burlesk hollænder, der har svømmet under is og vandret nøgen i sne, på et retreat udfordrer den lille gruppe til at dyrke snowga, hoppe i en vinterkold sø og genfødes stressfri via vejrtrækningsteknikker, »vi udfører en tusindårig praksis på to dage«. Den angstlidende X fortæller lige efter bogen, at hendes angst fortog sig.

Der bliver grædt meget til dramatisk violinspil, der manipuleres lystigt med zoom og redigering. Der er slet ingen fare for, at vi oplever en eneste reel krise omkring de mange blottende kropslige oplevelser.

Det ubehagelige er, at The Goop Lab promoverer reelle behandlingsformer ved at iscenesætte testgruppens oplevelser som autentiske og succesfulde. Og Goop er da også blevet sagsøgt af medicinalindustrien for at sprede vildledende information om sundhed og behandling – en ganske uhyggelig ting i en tid fuld af antivaccinekampagner.

3. Jeg vil også gerne blive yngre, jeg har bare ikke råd

Men hvem vil ikke gerne have en frisættende oplevelse i et fællesskab? Dengang jeg selv – uden terapeutisk sigte – plejede at tage MDMA sammen med nære venner og kastede op, græd og bekendte alle mine følelser, mens de andre masserede min hovedbund, var det også katarsisk. Den indsigt, at krop og sind er forbundet, og at der uden for den etablerede medicin findes rum for healende og omsorgsfulde praksisser og fællesskaber, er værd at være åben for.

Wilhelm Reich, der i 1920’erne arbejdede psykoterapeutisk med berøring, har ikke levet forgæves (eller også har han netop?). Det mest ordentlige i The Goop Lab er de interview med personer, som rent faktisk har fået noget ud af de forskellige behandlingsmetoder. Vi møder blandt andre den selvmordstruede krigsveteran med PTSD, der gennem svampetrips fik adgang til sine traumeerindringer og lykkedes med at verbalisere de oplevelser, der gemte sig i psyken.

Skal vi ikke også snart tage svampe, spørger jeg min kæreste, som var jeg en ærgerrig jetsetter, der med et knips kunne hyre en kosmetolog til at tappe mit blod, centrifugere det og massere det ind i mit ansigt i en klimavenlig facial-ceremoni (tjek afsnit 4).

I bedste fald får The Goop Lab mig til at flirte med mit eget begær efter kropslige fællesskaber. I værste fald trigger serien mit grimme, liberalistiske begær efter en hurtig katarsis, en transformation til et lidt lækrere menneske via en desorienterende speedguide til diverse utopiske behandlingsformer. Har jeg råd, bliver jeg også pastelfarvet, for i Goops kult er stress, mindreværd, fattigdom, ensomhed, uformåenhed osv. ikke et strukturelt, men et 100 procent individuelt problem ….

4. ’The Goop Lab’ er historieløst, klasseblindt og totalt uinteresseret i, at livet grundlæggende er angstfuldt

The Goop Lab spiller på at videnskabeliggøre sit pseudovidenskabelige indhold.

»Kan vi bevise detspørger Gwyneth, og der nævnes et laboratorieforsøg, lidt kvantefysik.

Energifjernhealing retfærdiggøres via en infotekst om, at observation af subatomiske partikler forandrer partiklernes adfærd. Så kan vi bedre slappe af, når John Amaral hæver armene som en tryllekunstner over stressede menneskers bækkener.

»Dette århundrede vil byde på helt nye tanker om energi!« siger healer-John.

»Disse svampe blev også brugt af indfødte befolkninger!« siger de hvide mennesker i Jamaica, der profiterer på at sælge svampetrips til et Upper West Side-klientel.

Farvel til anerkendelsen af tusindårig religiøs praksis og medicinhistorie, farvel til klassebevidsthed. Strukturel ulighed findes ikke i The Goop Lab og ej heller erkendelsen af, at angst er et grundlæggende livsvilkår, som gode gamle Kierkegaard har lært os.

5. Elise har aldrig set sin vulva i et spejl

Hvis du skal vælge ét afsnit af The Goop Lab, foreslår jeg afsnit 3. Dels handler det om at lære kvinder om egen nydelse, så indholdet er vigtigt. Dels møder vi her et fornuftigt menneske: Betty Dodson. Det kan godt være, at Dodson ikke er uddannet sexolog, men hun er en skøn, ældre, bramfri newyorker, der har lavet sexworkshops for kvinder hele sit liv. Og lært dem at se på sig selv i et spejl, onanere med vibratorer og ståldildoer og droppe skammen over brøl og uperfekte sexlyde.

Helt komisk er Gwyneths og Elises reaktioner på Bettys beskrivelse af vagina som fødekanal og vulva som hele det kvindelige kønsorgan, og deres måbende ansigter, når Betty fortæller, at unge kvinder verden over får lavet vulvaskønhedsoperationer.

Gwyneth, som har produceret bestseller-duftlyset This Smells Like My Vagina til Goop, har nok lavet en lille marketingfejl, for ordet vulva har hun aldrig hørt om? Jeg ved ikke, hvad der er værst: At de to hvide superkvinder reagerer som mondæne puritanere, eller at de lader som om, de aldrig tidligere har interesseret sig for samtaler om sexoplysning, kropsbilleder, kvindelig orgasme, seksuelle traumer, omskæring …

6. Bare ’The Goop Lab’ var fiktion

The Goop Lab kan føles som at træde ind i et samtidskunstrum, der udstiller kapitalismen indefra og ud, i en spejleffekt, så alt flyder sammen i en klaustrofobisk opkast-gråd-healing-fornemmelse. Men så husker jeg, at The Goop Lab ikke er kunst, ikke har den intention at udstille noget som helst, men bare at optimere livet uironisk, usolidarisk, ind og ud af vulvaen.

’The Goop Lab’. Netflix. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Jeg har kun set traileren, men har hørt en del om hendes brand før. Det er et meget morsomt indblik i prestigens absurde effekt på virkelighedsopfattelsen. En succesfuld, berømt, tiltrækkende, velhavende kvinde som mange andre kvinder ser op til, anbefaler X. Hendes "hof" af damer, der gerne vil være, ære og lære af deres soldronning imiterer det hun gør og det hun siger hun tror på, tror de så på. Og dør efterfølgende af Goops bistiksbehandling, eller får permanente skader fra en dejlig omgang skededampning.

Intet kan da være mere morsomt end når overklassen endelig er blevet så overbevist om at deres egen succes er lig med størrere indsigt, at de begynder at påstå ting såsom at spædbørn bør spise deres mødres op-gylpede mad, at vacciner gør børn autistiske, at mennesket aldrig gik på månen, at jorden er flad og at to plus to kun er lig med fire fordi det er noget man "nøjes" med at acceptere er sandt.

Man kan så påstå at det er tragisk at der er folk der lader sig narre. Det er tragisk at folk ikke er skeptisk overfor at magt, prestige, velstand og status ikke er lig viden, indsigt eller ekspertise, og at selv hvis en højstatusperson er ekspert i ét felt, er det ikke ensbetydende med at de er det i et andet. Men måske er dette kun noget man i bund og grund kun kan lære ved at blive skuffet af dem man indledningsvis stolte på? Jeg har mest lyst til at tro på, at man kan lære det meste ved at gennemgå kurser i f.eks. kildekritik.

søren ploug, Svend Erik Sokkelund, Niels Duus Nielsen, Morten Balling, Allan S. K. Frederiksen, Bruger 203810, Michael Rosenkilde og Niels Jacobs anbefalede denne kommentar
Cristina Nielsen

Det lyder afskyeligt.

Maj-Britt Kent Hansen

For nu at citere Søren Kierkegaard, siden han er nævnt ovenfor: "Ræk mig en brækspand"!

søren ploug, Svend Erik Sokkelund, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

Hæ!