Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Top-5 over skæbnesvangre valg i andet afsnit af ’Når støvet har lagt sig’

Multiplotgenren, som DR’s nye søndagsserie udfolder sig i, er et slaraffenland af etiske, moralske og politiske dilemmaer. Her rangerer vores anmelder fem af de mest markante – fra sværest til lettest
Holger (Henning Jensen) sidder på et plejehjem og savner sit gamle liv i Thailand. »I Thailand der lader man folk dø, hvis det er det, de vil,« fortæller han plejehjemslederen efter at have fået afværget et selvmordsforsøg. »Men det gør vi simpelthen ikke her,« svarer plejehjemsassistenten og lægger hovedet på skrå.

Holger (Henning Jensen) sidder på et plejehjem og savner sit gamle liv i Thailand. »I Thailand der lader man folk dø, hvis det er det, de vil,« fortæller han plejehjemslederen efter at have fået afværget et selvmordsforsøg. »Men det gør vi simpelthen ikke her,« svarer plejehjemsassistenten og lægger hovedet på skrå.

Fra DR

Kultur
10. februar 2020

Så ruller lavinen: Efter at persongalleriet blev præsenteret i første afsnit af DR’s dramaturgisk ambitiøse og tematisk gumpetunge søndagsserie, er det blevet tid til at præsentere de dilemmaer, de står over for. Seriens kriminalintrige – masseskyderiet på den restaurant, den anspændte kok Nikolaj (Peter Christoffersen) netop har overtaget – er endnu kun varslet i form af tilbagevendende slowmotionklip fra massakren og fund af patroner uden for et udrejsecenter.

Fokus er i andet afsnit på de store, fede, skæbnesvangre valg, som samtlige af seriens karakterer står over for. Valg, der vil definere fremtiden for dem selv, for deres nærmeste, for de mere eller mindre fremmede mennesker, de tilfældigvis er havnet i nærheden af, og – for nogles vedkommende – også for det danske samfund i det hele taget. 

Sådan er det at være en karakter i en multiplothistorie. Man er både en enkelt dominobrik blandt mange og en ambassadør for en bestemt livssituation. 

I anledning af afsnittets dilemmabombardement er her en top-5 over svære valg, rangeret fra de sværeste (og dermed mest interessante) til de nemmeste (og dermed mest utroværdige eller ligegyldige).

1. Skal Holger have lov at tjekke ud af sit liv?

Det er svært at nå frem til et principielt svar på, om mennesker bør have lov til at afslutte deres liv, når de på grund af sygdom, invalidering eller anden svækkelse ikke føler, der er mere at komme efter. I Når støvet har lagt sig ligner spørgsmålet mest et afsæt for en senere pointe om, at livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær, som det hedder i en højstemt højskolesang.

Her sidder Holger (Henning Jensen) på et plejehjem og savner sit gamle liv i Thailand.

»I Thailand der lader man folk dø, hvis det er det, de vil,« fortæller han plejehjemslederen efter at have fået afværget et selvmordsforsøg. 

»Men det gør vi simpelthen ikke her,« svarer plejehjemsassistenten og lægger hovedet på skrå.

»Her synes vi, at hver dag er en gave.«

Ordet ’gave’ udtales med eftertryk (»gaAAuW«) og et samtidigt nik med det skråvendte ansigt. Det spændende her skal blive at se, om Holgers kamp for myndighed over sin egen tilværelse får mere værdige modstandere end nedladende plejehjemspersonale. 

2. Skal justitsministeren blande sig i den operative håndtering?

»Jeg gør jo ikke noget ulovligt, jeg sorterer bare i de oplysninger, der skal ud,« siger justitsminister Elisabeth Hoffman (Karen-Lise Mynster).

Hendes ansigt lyser af forceret oprigtighed. Det, som Elisabeth prøver at overbevise om ikke andre så sig selv om, er, at det er rigtigt at blande sig i PET’s efterforskning af et muligt terrorangreb. PET fik ikke lov at efterlyse en varevogn knyttet til fundet af skydevåben uden for et udrejsecenter, fordi nyheden om dette fund nødigt skulle nå ud, før Elisabeth havde fået vedtaget en lov, der giver udrejsecentrenes beboere større bevægelsesfrihed.

At dømme efter alle Elisabeths tro støtters skepsis, er det her et valg, hun kommer til at fortryde. 

3. Skal Jamal dække over sin bror?

Afsnittets mest dilemmaudsatte karakter er helt sikkert den fallerede kørekortsaspirant Jamal (Arian Kashef), der konstant må tage stilling til, om han nu igen skal finde sig i at blive tromlet og truet af sin bror. Først overvinder han sin tydeligvis ret aktive samvittighed ved at lyve i retten og tage skraldet for brorens færdselsforseelser. Så, efter et fejlslagent forsøg på at betro sig til sin gamle lærer, Camilla, suspenderer han førnævnte samvittighed og anskaffer sig et skydevåben.

Det er den slags tallerkenvendinger, dårlig dramatik er gjort af.

4. Skal Ginger besøge sin søster?

Hjemløse Ginger (Katinka Lærke Petersen) blev mere grundigt udfoldet her i andet afsnit og med hende en ny befolkningsgruppe, der ligefrem er defineret af sine specifikke problemer. Ginger er så meget på røven, at hun næsten er hævet over den luksus at have valgmuligheder.

Men der er dog et dilemma: Gingers søster (Rikke Bilde) har en sofa, hvor hun kan sove. Men hun har også brudt kontakten. Den tager Ginger nu tilløb til at genoptage.

Det bliver, vil jeg vædde med, ikke let. 

5. Skal Albert have mere space?

Hjemme hos det kernesunde, hinanden højt elskende middelklassepar Morten (Jacob Lohmann) og Camilla (Julie Agnete Vang) diskuterer de, om der skal sættes grænser for deres stofmisbrugende teenagesøn Albert (Elias Budde Christensen). Camilla argumenterer for at vise ham tillid og give ham mere plads. Og så finder hun sit dankort i hans lomme.

Den konflikt er lidt af en nobrainer

’Når støvet har lagt sig’. Afsnit 2 af 10. Hovedforfattere: Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydén. Episodeforfatter: Ida Maria Rydén. Konceptuerende instruktør: Milad Alami. Fotograf: Sebastian Winterø. Vises på DR1 søndage kl. 20.00. Information anmelder hvert afsnit på nettet søndag aften og på print mandag.

Serie

Vi anmelder 'Når støvet har lagt sig'

DR’s nye søndagsserie ’Når støvet har lagt sig’ er et multiplotdrama, der følger en række danske borgere fra alle samfundslag og i alle aldre i dagene op til et formodet terrorangreb. Hvad forbinder justitsministeren, narkomanen, kokken, barnet og hendes enemor, håndværkeren, den muslimske fyr, skolelæreren og racisten på plejehjemme? Information anmelder hvert afsnit.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Multiplotdramaet er åbenbart den form tv-dramatik skal have i dag. Serie efter serie er skåret efter samme skabelon. Jeg er ved at have fået nok af små højstemte klip efter hinanden. Synes faktisk det et lidt snyd. En manglende evne til at skabe et længere sammenhængende dramatisk forløb, hvor der virkelig er tid til, at nogle få levende karakterer, som det hedder i dag, kan folde sig ud. Hvad med et kursus i Ipsens dramateknik?

Benta Victoria Gunnlögsson, Martin Rønnow Klarlund, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen, Viggo Okholm, Hans Larsen og Per Jakobsen anbefalede denne kommentar
Sanne Thøisen

Arne Würgler - enig. Men du mener Henrik Ibsen, ikke?

Marianne Ljungberg

Ibsen, ja, og enig!

Henrik Ljungberg

christen thomsen

Lidt ironisk kører denne nye danske serie delvist samtidig med den norske 22. juli. Den norske har den store fordel, at den beskæftiger sig med noget virkeligt. Men håndværket, personskildringen er 100 gange bedre end i den danske. Og - Søren Espersen og de resten af DF må klappe i de små hænder: igen en dysfunktionel, 'brun', 'indvandrerfamilie' i den danske serie...

Martin Rønnow Klarlund, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Man er i denne serie som i mange ugentligt tilbagevendende programtyper og endog i nyhederne bange for ikke at kunne holde os fangen. At vi skal kede os! Derfor hoppes der hid og did - og det annonceres, at vi om lidt skal se, at vi kommer tilbage til osv., osv.

I stedet sker der dog det, at seerne mister koncentrationen, begynder at læse avis samtidig, glo på smarttelefonen, gå ud og lave kaffe.

Afsnittet i går var et stort roderi, og jeg måtte tilbage til første anmeldelse fra Information for at få ridset op, hvad serien går ud på. Jeg så skam første afsnit, men indledningen af dette lå jo hen i mørke - og ja, allerede der begyndte det at knibe med koncentrationen - for slet ikke at tale om interessen.

Benta Victoria Gunnlögsson, Martin Rønnow Klarlund, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg er så - desværre(?) - faldet i søvn til begge afsnit, selvfølgelig meget rart, når man er søvnudfordret, men det er vel trods alt ikke det DR er ude på at hjælpe mig med...;)

Jeg synes faktisk, at det er god og spændende dramatik. Gode aktuelle problemstillinger bliver godt skildret. Og så er det jo bare en dramaform - der kommer andre genrer/former. Helt fint