Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Efter nogle tusind år med sammenhæng og forståelighed sprængte modernisterne hele lortet i luften

Den modernistiske kunst er det rystede menneskes reaktion på modernitetens radikale forandringer af menneskelivet. Uden det 20. århundredes modernisme ville vi ikke fatte dybderne i modernitetens chok, uvished og angst
Peer E. Sørensens nye bog Modernismens ansigter fortjener et internationalt publikum.

Peer E. Sørensens nye bog Modernismens ansigter fortjener et internationalt publikum.

Martin Dam Kristensen

Kultur
14. februar 2020

Hvad var det dog, som fik det vestlige menneske til i lige præcis det 20. århundrede at skabe en helt vanvittig eksplosion i mangfoldigheden af kunstneriske udtryksformer – og til at frembringe en så fuldstændig fragmenteret, dybt dunkel og ekstremt eksperimenterende kunst, som ikke ligner noget, menneskeheden nogensinde har set?

Efter nogle tusind år med tænkning i værkhelheder, sammenhæng og forståelighed sprængte modernisterne hele lortet i luften og foretog – med Kafkas uforglemmelige ord – »et stormløb mod den sidste jordiske grænse«. Hvad er det for en gigantisk erfaring af rystelse, angst og uvished, vi har med at gøre?

Peer E. Sørensen: ’Modernismens ansigter’.

Saxo
Lad os begynde et konkret sted: Når det gælder undervisning i litteratur, er der næppe noget vanskeligere end at få unge menneskers horisont til at smelte sammen med de afgrundsdybe tabserfaringer og kriser i den modernistiske litteratur.

Tænk blot på passager som de her fra kanoniserede europæiske forfatterskaber:

»Angst, angst er mit arvestykke,
min strubes sår,
mit hjertes skrig i verden«, skriver Pär Lagerkvist i digtet »Angst« (1916).

»Udsat på hjertets bjerge. Stengrund
under min hånd«, hedder det hos Rilke i »Udsat på hjertets bjerge« (1914).

»Min sjæl kan ikke berette og vide om nogen sandhed,
min sjæl kan kun græde og grine og vride sine hænder«, skriver Edith Södergran i »Min sjæl« (1916).

Og hos vores egen Johannes V. Jensen i »Interferens« fra 1906:

»dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd
frigør de transcendentale Smertevibrationer,
der er formen for mit inderste jeg«.

Det er stærk eksistentiel tobak. Tom Kristensen sætter trumf på smerten i »Angst« (1928):

»Asiatisk i Vælde er Angsten«.

Tænk også på prosaen hos Kafka eller Joyce – eller i det hele taget på syret kunst i diverse underafdelinger af modernismen: hos kubisterne, dadaisterne, surrealisterne, futuristerne og ekspressionisterne – hos alskens avantgardister. Det er vilde sager og et vanskeligt billedsprog, de voldsomme erfaringer udtrykkes i. Det er lige før, at den modernistiske kunst har været ved at tage livet af en gymnasieelev eller to i tidens løb.

I hvert fald kan den mystificere én dybt, hvis ikke man forstår kunstværkernes kontekster. Man må forstå, hvilken kolossal rystetur, der ramte særligt det vesteuropæiske menneske omkring overgangen til og op i det 20. århundrede.

Litterat og professor emeritus Peer E. Sørensen er udkommet med et storværk om det 19. og 20. århundredes modernisme i Vesten, Modernismens ansigter, og det er netop værkets ambition og store fortjeneste, at det uhyre vidende lader os forstå modernismen i tæt sammenhæng med (idé)historien.

Bogen er »en søgen efter at forstå modernismen i moderniteten«, skriver Sørensen og udfolder hen over 450 indsigtsfulde sider og med et stort teoretisk overblik læsninger af et utal af modernistiske værker inden for litteratur, musik, film, design og billedkunst i lyset af tidens myriade af nybrud i ideologier, filosofier, teknologier, politik og kulturmønstre.

’Et antropologisk chok’

Sørensens empiriske startpunkt er Første Verdenskrig, hvis voldsomhed man godt kan gå og glemme lidt på 100 års afstand. Ti millioner døde soldater. Seks millioner civile. Fem millioner sårede og invaliderede, og flere millioner savnede.

Man havde aldrig set noget lignende. Og man troede på en kortvarig krig, men fik et langvarigt helvede. Hannah Arendt kaldte i 1959 krigens første skud »en kædereaktion, som vi siden har siddet fast i«. Remarque skrev i Intet nyt fra Vestfronten (1929), at med skuddene i 1914 »styrtede hele den verdensanskuelse sammen, som de havde lært os«. Den fremskridtstro og tro på menneskets fornuft, som Oplysningstiden havde søsat, gik med ét fløjten.

Historikeren Adam Tooze har kaldt krigen »et antropologisk chok«. En lang række af tidens modernister og tænkere gjorde i øvrigt tjeneste ved fronten (Céline, Breton, Musil, Wittgenstein, Hemingway og mange flere).

Derudover må man forstå den modernistiske kunst på baggrund af de store socialhistoriske processer, som typisk spirer i 1700-tallet, vokser i 1800-tallet og skyder vildt i 1900-tallet, og som samlet definerer det, vi kalder moderniteten: sekulariseringen, demokratiseringen, individualiseringen, videnskabernes fremmarch, teknologiseringen af livet, urbaniseringen, industrialiseringen og traditioners opløsning. Læg dertil ideerne hos særligt Darwin, Marx, Nietzsche og Freud, der bidrager til omvæltningerne.

Den modernistiske kunst er det rystede individs reaktion på al løsrivelsen, centrumløsheden og hjemløsheden.

»Modernismen er ramt af modernitet,« skriver Sørensen.

Og den er netop en reaktion og et brændpunkt for modernitetserfaringer – ikke en hyldest nødvendigvis. Nok er der modernistisk kunst, der ikke begræder tabsoplevelserne, for eksempel hos franske Arthur Rimbaud, i futuristernes hyldest til fart og herhjemme i Rifbjergs konfrontationsmodernisme.

Men ofte er der i modernismen et konservativt tankegods og en modstand mod moderniteten. Nogle gange på absurd vis: Da Picasso på Verdensudstillingen i Paris i 1937 i den spanske pavillon udstillede sit berømte værk Guernica, som skildrer rædslerne under nazisternes Franco-støttende luftbombardement af den baskiske by Guernica i 1937, der dræbte 1.600 mennesker, vidste enhver, at ny teknologi havde muliggjort luftangrebet, det første af sin art.

Verdensudstillingens hyldest til moderniteten gik her gennem modernitetskritik.

Både brud og kontinuitet

Modernismens impuls kan således være kritik og mangel, og modernismen er – med den tyske litterat Hugo Friedrichs berømte ord – omgærdet af »tom transcendens«: Verden er affortryllet, Gud og metafysikken er død.

Men megen modernistisk kunst gør modstand, udøver rationalitetskritik og vil finde mening, mystik og dybde. Modernismen er på én gang erkendelse af meningstab og meningssøgen. Og modernismen og romantikken er dybt forbundet gennem længslen efter sand og sublim erkendelse, som det fragmentariske kunstværk provisorisk må realisere, og gennem en oplysningskritisk tro på, at subjektet gennem følsomhed og fantasi kan udsige en dybere mening.

Modernismen er både brud og kontinuitet. Og modernismen har mange former og ansigter, men der er en »familielighed i deres måde at repræsentere verden på«. Modernismens særlige kendetegn er og bliver sproget som problematisk vindue til erfaringen af den moderne verdens virvar – »det æstetiske udtryks karakter af eksperiment«, skriver Sørensen. Den »rystede repræsentation« har litteraten Per Stounbjerg kaldt det. Fordi livet og verden er blevet kaotisk, må sproget bøjes og brydes for at kunne indfange kaosset.

Ikke folkelig

Modernismen var også ideologi og aktivisme, grupperinger, tidsskrifter, happenings og pamfletter. Surrealisterne i Paris fra 1924, futuristerne i Milano og Firenze omkring 1910, dadaisterne i Zürich, Köln, Berlin og Paris omkring Første Verdenskrig, kubisterne i Paris i 1911 og så videre. Forskellige fraktioner, som så igen var omgærdet af ideologisk modstand: Nazisterne hadede modernismen, og på den anden yderfløj så den socialistiske realisme heller ikke det positive forandringspotentiale i modernismen.

Herhjemme spurgte Brandes i en kronik i 1921, om den europæiske litteratur overhovedet har en fremtid? Brandes, der drømte om en mere opbyggelig og forståelig litteratur for menigmand, opfattede modernismen fra Baudelaire og frem som en civilisatorisk blindgyde. Modernismens udfordring har altid været, at den ikke er folkelig, betoner Sørensen.

Men modernismen var ifølge Sørensen helt »nødvendig« i det moderne menneskes bestræbelse på at forstå sig selv og moderniteten. Dens betydning kan ikke overvurderes. Og så var den ifølge Sørensen en kæmpe innovation: Den skabte et utal af nye udtryksregistre.

Det sjove er, at dele af modernismen i dag har fået en opblomstring og et bredere publikum end nogensinde. Joyces Ulysses genoversættes og genoptrykkes hele tiden, folk valfarter til Asger Jorn-udstillinger osv.

Og nu kan man læse Sørensens ekstraordinært vidende og velskrevne storværk om modernismen. Det er en forbilledlig og flot illustreret formidling af et langt forskerlivs indsigter i et utal af modernistiske kunstværker, teorier og historien.

Bogen fortjener et internationalt publikum, og hvis (unge) læsere af modernismen kender blot en del af de kontekster, Sørensen præsenterer, kan de med fornøjelse forstå den unikke eksplosion af kunstnerisk rigdom, som det modernitetsramte menneske skabte i det 20. århundrede. Og forstå dybderne i – og forsiderne og bagsiderne af – den modernitet, vi stadig lever i – og det meningstab, vi for så vidt stadig lever med.

Peer E. Sørensen: ’Modernismens ansigter’. Aarhus Universitetsforlag. 452 sider. Rigt illustreret. 399 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er en grov underkendelse af de lige så voldsomme chokbølger, der med nogle årtiers mellemrum har fundet sted i hele kulturhistorien.

Jørgen Mathiasen

Hallo Steffen,
Det kan jeg ikke følge med til, og det hjælper heller ikke at kigge i Ecos bog om skønheden. Den fremstiller en ændring af idealerne i nogle relativt lange bølger henover et par tusind år frem til det 20 århundrede. Fremtidens forskere, mente han, vil ikke kunne identificere det 20. århundredes skønhedsideal. Det er vist også det, overskriften forsøger at sige.

Steffen Gliese

Men det er noget selvforelsket nonsens - til alle tider har den nye kunst og det nye blik på samtiden været forstået som grimt, uforståeligt og imod al god smag.
Det skifter over et halvt til et helt århundrede, og det bedste eksempel er, at den serielle musik, som for blot 15-20 år siden stadig blev set som totalt dissonantisk, depressiv og en tillært tilbøjelighed, i dag faktisk har smøget det fremmedgørende af sig og er blevet for et bredere publikum.
Vi er ekstremt gode, som art, til at tilpasse os det, vi møder: lyt til det samme stykke to gange, første gang kan det være ukendt, men det kan også bare være en ny indspilning. Lyt derefter igen, og dét, der var særligt og bemærkelsesværdigt første gang, kan man nu slet ikke finde mere.
Det, der kommer os på tværs her, er tilbøjeligheden til at udgrunde en 'mening' med et værk; men denne er nu som regel mest dikteret af en kunstnerisk tematik, omsat i en medfortællende form. Der er ikke større gru i nutidens billeder end Goyas.

Men en stor af del modernismen fjernede også, på godt og ondt, kunstens forankring i, og sammenhængskraft med, 'folket' og skabte en kolossal kløft til en relativ lille kunst'elite', en grøft, som bliver stadig dybere. Et svært spørgsmål at debattere uden at blive anklaget for nazisympatier ... (Disclaimer: Jeg holder selv af meget af modernismen - især musikken, filmen og litteraturen).