Læsetid: 6 min.

Efter nogle tusind år med sammenhæng og forståelighed sprængte modernisterne hele lortet i luften

Den modernistiske kunst er det rystede menneskes reaktion på modernitetens radikale forandringer af menneskelivet. Uden det 20. århundredes modernisme ville vi ikke fatte dybderne i modernitetens chok, uvished og angst
Peer E. Sørensens nye bog Modernismens ansigter fortjener et internationalt publikum.

Peer E. Sørensens nye bog Modernismens ansigter fortjener et internationalt publikum.

Martin Dam Kristensen

14. februar 2020

Hvad var det dog, som fik det vestlige menneske til i lige præcis det 20. århundrede at skabe en helt vanvittig eksplosion i mangfoldigheden af kunstneriske udtryksformer – og til at frembringe en så fuldstændig fragmenteret, dybt dunkel og ekstremt eksperimenterende kunst, som ikke ligner noget, menneskeheden nogensinde har set?

Efter nogle tusind år med tænkning i værkhelheder, sammenhæng og forståelighed sprængte modernisterne hele lortet i luften og foretog – med Kafkas uforglemmelige ord – »et stormløb mod den sidste jordiske grænse«. Hvad er det for en gigantisk erfaring af rystelse, angst og uvished, vi har med at gøre?

Peer E. Sørensen: ’Modernismens ansigter’.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Larsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Ejvind Larsen
Michael Larsen, Maj-Britt Kent Hansen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er en grov underkendelse af de lige så voldsomme chokbølger, der med nogle årtiers mellemrum har fundet sted i hele kulturhistorien.

Jørgen Mathiasen

Hallo Steffen,
Det kan jeg ikke følge med til, og det hjælper heller ikke at kigge i Ecos bog om skønheden. Den fremstiller en ændring af idealerne i nogle relativt lange bølger henover et par tusind år frem til det 20 århundrede. Fremtidens forskere, mente han, vil ikke kunne identificere det 20. århundredes skønhedsideal. Det er vist også det, overskriften forsøger at sige.

Steffen Gliese

Men det er noget selvforelsket nonsens - til alle tider har den nye kunst og det nye blik på samtiden været forstået som grimt, uforståeligt og imod al god smag.
Det skifter over et halvt til et helt århundrede, og det bedste eksempel er, at den serielle musik, som for blot 15-20 år siden stadig blev set som totalt dissonantisk, depressiv og en tillært tilbøjelighed, i dag faktisk har smøget det fremmedgørende af sig og er blevet for et bredere publikum.
Vi er ekstremt gode, som art, til at tilpasse os det, vi møder: lyt til det samme stykke to gange, første gang kan det være ukendt, men det kan også bare være en ny indspilning. Lyt derefter igen, og dét, der var særligt og bemærkelsesværdigt første gang, kan man nu slet ikke finde mere.
Det, der kommer os på tværs her, er tilbøjeligheden til at udgrunde en 'mening' med et værk; men denne er nu som regel mest dikteret af en kunstnerisk tematik, omsat i en medfortællende form. Der er ikke større gru i nutidens billeder end Goyas.

Men en stor af del modernismen fjernede også, på godt og ondt, kunstens forankring i, og sammenhængskraft med, 'folket' og skabte en kolossal kløft til en relativ lille kunst'elite', en grøft, som bliver stadig dybere. Et svært spørgsmål at debattere uden at blive anklaget for nazisympatier ... (Disclaimer: Jeg holder selv af meget af modernismen - især musikken, filmen og litteraturen).