’Uncut Gems’ er en oplevelse, man bør unde sig selv

Svedige håndflader, forpustet, anspændt i hele kroppen, træt som efter at have løbet en lang tur, mentalt udmattet og tung i hovedet. Det kræver en vis stamina at se en film af Safdie-brødrene. Og det er ment som en ros.

Benny og Josh Safdie, der efterhånden har lavet fire spillefilm, brød stort igennem med deres forrige film, Good Times (2017), og de er nu aktuelle på Netflix med Uncut Gems, der er endnu mere hektisk og ubønhørlig i sit tempo og portræt af et menneske på vej ud over kanten.

Adam Sandler spiller hovedrollen som den jødiske diamanthandler og hustler Howard Ratner, der har kontor i New Yorks diamantdistrikt, og som i løbet af et par lange, opslidende døgn forsøger at holde sammen på sin smuldrende tilværelse.

Hans kone, Dinah (Idina Menzel), vil skilles, hans elskerinde, Julia (Julia De Fiore), flirter med en berømt musiker. Howard skylder penge til gud og hvermand, ikke mindst sin svoger, Arno (Eric Bogosian), der trods familieskabet sender nogle meget uforsonlige og hårdtslående gutter efter Howard.

Alt det skal den stadig mere desperate og maniske mand forsøge at håndtere, samtidig med at han gerne vil sælge diamanter og andet smagløst bling til basketballstjernen Kevin Garnett (der spiller sig selv) og nok så vigtigt skal have indleveret en værdifuld, usleben sort opal til en afgørende auktion.

Howard, der har brugt flere år på at hente opalen hjem fra en mine i Etiopien, er sikker på, at den vil gøre ham til en meget rig mand. Men som så meget andet i hans liv går tingene ikke som planlagt.

Tragisk figur

Uncut Gems er en bemærkelsesværdig film med en opsigtsvækkende præstation af Adam Sandler. Den amerikanske komiker og skuespiller er en god skuespiller, han viser det blot ikke så tit, og derfor er det også så meget desto mere overraskende, at Howard Ratner i Sandlers skikkelse er blevet en så spændende, tragisk, rørende og alligevel lettere komisk figur. (Han burde være blevet oscarnomineret for rollen).

Safdie-brødrene udnytter den aggressive energi, som altid har været en del af Sandlers komiske persona, og resultatet er et inciterende, nærgående portræt af et menneske, som hele tiden bevæger sig på kanten af det totale kollaps.

Som en art perverteret pyramidespil får Howard kun afværget den ene katastrofe ved at sætte den næste i scene. Han nægter at se realiteterne i øjnene, fordi hans drømme er så store, og hans gamblernatur byder ham at sætte alt på spil igen og igen.

Howard får nogle penge, han har til gode hos en anden diamanthandler. Han spiller på en basketballkamp. Han får Kevin Garnetts mesterskabsring i pant, så Garnett kan låne den sorte opal i et døgn – spilleren mener, at den vil bringe ham held – og pantsætter straks ringen, så han kan sætte endnu flere penge på kampen. Howard kunne i stedet have betalt sin gæld til Arno, men han er en fantast, der aldrig kan få nok, og som hele tiden tror, at den næste store gevinst venter lige rundt om hjørnet.

Skruen strammes

Den samme onde cirkel af selvdestruktiv adfærd gælder i privatlivet, hvor Howard også er ved at tabe alt på gulvet. Det er ikke kun hans kone, men også hans store teenagedatter, der har mistet al respekt for ham.

Det er svært at være vidne til, hvordan han lyver for sig selv og alle omkring sig, i takt med at skruen strammes, og udvejene bliver færre og færre. På trods af hans dårlige manerer, den beskidte kæft og højtråbende facon får man sympati for manden og hans utopiske projekt.

Howard er ikke noget dårligt menneske, han er bare i den grad kommet på afveje – han er endt på vrangsiden af den amerikanske drøm – og man kan se det på ham; han bliver mere og mere krumbøjet og sjoskende i sin gang, efterhånden som ulykkerne rammer ham.

Darius Khondjis håndholdte kamera er hele tiden meget tæt på hovedpersonen, og Safdie-brødrene – Benny har selv klippet med deres medmanuskriptforfatter, Ronald Bronstein – skruer gradvist op for tempoet og lydstyrken i filmen, der har en impressionistisk tone over sig.

Howard kan ikke se længere end sig selv og sin ’mission’, og det skaber konflikter med alt og alle omkring ham. Man kan nærmest mærke hans trængsler på sin egen krop, og da filmen slutter, har man både uro i kroppen og er ganske udmattet. Det er ikke tit, at man ser en film, der har så fysisk en effekt på en.

Med sin energi og intensitet vækker Uncut Gems mindelser om slut-1960’ernes og start-1970’ernes New Hollywood. Den begynder blandt rodløse afrikanske jøder i en mine i Etiopien og bevæger sig helt ind i det indre af en sort opal – man kan efter sigende se hele universet i den sjældne, ædle sten – inden den kommer ud igen igennem Howards tarmsystem. (Han er ved at blive kikkertundersøgt for kræft).

Der skabes en art skæbnefællesskab mellem juvelen og Howard, og de jødiske instruktørbrødres film vokser sig større end et portræt af en mand og hans trængsler. Den handler også om jødisk identitet – fra oldtiden og frem til nu – og kampen for at passe ind og skabe sig en tilværelse i et samfund, der ser skævt til én.

Det er dybt fascinerende, og Uncut Gems er en oplevelse, man bør unde sig selv. Også selv om man trænger til at hvile sig bagefter.

’Uncut Gems’. Instruktion: Josh og Benny Safdie. Manuskript: Josh og Benny Safdie og Ronald Bronstein. Fotografi: Darius Khondji. Længde: 135 minutter. Kan ses på Netflix.