Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Zulay Magazieva skriver om den tjetjenske borgerkrig, hvor det er svært at være menneske i umenneskelige omgivelser

Den herboende tjetjenske journalist Zulay Magazievas beretninger fra borgerkrigene i Tjetjenien handler ikke om dem, der mistede livet, men om dem, hvis kroppe stadig er i live, men som zombier forsøger at leve videre med et spinkelt håb om at få vished
’Det tabte Tjetjenien’ minder os om den ødelæggende borgerkrig, der hærgede landet op gennem 1990’erne og 00’erne. På billedet her ses en gruppe tjetjenske flygtninge i den georgiske by Shatili, der grænser op til Tjetjenien. Billedet er taget den 8. december 1999.

’Det tabte Tjetjenien’ minder os om den ødelæggende borgerkrig, der hærgede landet op gennem 1990’erne og 00’erne. På billedet her ses en gruppe tjetjenske flygtninge i den georgiske by Shatili, der grænser op til Tjetjenien. Billedet er taget den 8. december 1999.

Reuters/Ritzau Scanpix

Kultur
7. februar 2020

Vi har for længst glemt det; massegravene, de udbombede boligblokke, terrorangrebene, de lemlæstede børn. Tjetjenien var op gennem 1990’erne og 00’erne kampplads for den russiske hær og forskellige tjetjenske oprørsgrupper. Det eksakte dødstal kendes ikke, men man vurderer, at op mod 200.000 tjetjenere blev dræbt i de to krige, der for altid forandrede den lille republik.

Den herboende tjetjenske journalist, Zulay Magazieva, tager os med gennem sin barndom i 1980’ernes Tjetjenien, hvor man lever med konsekvenserne af 40’ernes deportationer og det spinkle håb, om at Perestrojka ville betyde indrømmelser fra myndighederne. Men med Sovjetunionens kollaps dør håbet om indrømmelser og frihed. En årelang kamp for overlevelse begynder for det tjetjenske folk.

Zulay Magazieva: ’Det tabte Tjetjenien’.

Saxo
I over ti år lever Zulay Magazieva med visheden om aldrig at vide, om hun kommer hjem om aftenen. Hun sover med tøjet på af frygt for at blive bortført nøgen, sådan som hun har set det så mange gange før.

Hun beskriver misundelsen på de døde og at være træt af den endeløse kamp for overlevelse. Om til tider kun at overleve for sine forældres skyld. For ikke at forvolde dem mere smerte, end den de allerede lever med hver eneste dag, siden begravelsen af to sønner og den ubærlige uvished om den sidste søns skæbne.

Zulay Magazieva spørger retorisk en journalist: »Ved De, at det er ganske svært at blive ved med at være et menneske i umenneskelige omgivelser.«

Med de mange beskrivelser af lig med øjne revet ud af hovedet, næser skåret af og det stivnede angstfulde ansigt, er det svært at forestille sig, at der kan være noget menneskeligt tilbage. Alligevel oplever vi lyspunkter i mørket og en medmenneskelighed og uselviskhed i lysten til at hjælpe dem, der er på kanten af overlevelse.

Således hører vi om Zulay Magazievas søster, der lader en enlig mor flytte ind i sin allerede overfyldte etværelseslejlighed. Og om soldaten, der nægter at angive en uskyldig og i stedet bliver tæsket til uigenkendelighed.

Tjetjenien som det var, er ikke længere – det er tabt

Zulay Magazieva er journalist, og sammen med den russiske menneskerettighedsorganisation Memorial kæmper hun en ulige kamp for retfærdighed for de forsvundne og de dræbte. Med et kamera i hånden dokumenterer de et utal af massegrave og bortførelser.

Rapporter til omverdenen om hærens udslettelser af hele byer når ikke langt. De konstaterer kun langsomt, at verden er ligeglad med Tjetjenien. Alligevel kæmper de videre. Om denne ukuelighed skyldes en følelse af, at man intet har at miste – heller ikke livet selv, kan Zulay Magazieva kun selv svare på. Ikke desto mindre har Memorials arbejde haft en betydning for de overlevende, der takket være deres indsats har fået vished om deres elskedes skæbne.

Zulay Magazievas beretninger fra borgerkrigene handler ikke om dem, der mistede livet, men om dem, hvis kroppe stadig er i live, men som zombier forsøger at leve videre med et spinkelt håb om at få vished. Den handler om, hvordan en endeløs krig kan dræbe et helt folk, ikke kun fysisk udslette dem, men også udslette det, der engang var indeni.

Det er de overlevendes smerte, der står i centrum. Det er morens smerte, da hun ankommer til universitetet for at hente liget af sin datter, der netop er blevet dræbt og kærligt spørger:

»Min søde lille skat, hvad er der dog sket med dig?«

Det er den gamle mands smerte, da han hulkende humper ind i den ødelagte bygning for at finde sine elskede blandt de overlevende, og det er den unge mand, der gemmer sit grædende ansigt i hænderne og beder til, at hans kone og lille datter overlever gidseltagningen på skolen i Beslan.

Det er disse førstehåndsberetninger, der gør bogen ulideligt hjerteskærende at læse, men også uhyre vigtig. For det er netop disse beretninger, vi ikke hører nok om fra det glemte, tabte Tjetjenien.

Det Tjetjenien, som i Zulay Magazievas øjne i dag er dækket af et kunstigt lag af nye bygninger, portrætter af Kadyrov og mindesmærker for de faldne russiske soldater. Hun genkender ikke længere de store forfatteres beskrivelser af tjetjenere som et folk, der nægter at »indlære underkastelsens mentalitet«.

Tjetjenien som det var, er ikke længere – det er tabt. Tjetjenerne fik lov til at vende tilbage til deres land efter 40’ernes deportationer, og det forventedes, at de var »lavere end græs, tavsere end vand« som tak. Den samme forventning har man til tjetjenerne i dag, der forventes at have glemt fortidens grusomheder.

Zulay Magazieva: ’Det tabte Tjetjenien’. Gyldendal. 224 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Bindesbøll

Tak til ekstremt modige Zulay Magazieva for at have skrevet denne både meget bevægende og meget barske bog. Jeg har kendt hende en del år, og ved at denne bog har været et stort, hårdt og vigtigt prjekt for hende, Og nu har hun gjort det. Hatten af

Det er desværre - som som alt hvad angår den generelle glemsel om det "Tabte Tjetjenien" - hidtil blot ikke blot een eneste kommentar herinde på Information, efter denne fine anmeldelser Hvorfor ikke ?
Der er åbenbart stadig samme billede, som forfatter Carsten Jensen engang på en af vore demonstrationer foran den russiske ambassade sluttede sin tale:
"Hvad er det tjetjenerne har gjort, at de stadig blot skal dø, i en sky af tavshed" ?

Jeg håber blot et par enkelte af Informations faste kommentatorer her i disse tråde går ned og køber Zulays fine bog. OG reagerer - lidt mere aktivt, overfor både et glemt Folkedrag og en uhyre krigsforbrydelse. Det er der brug for !

Thomas Bindesbøll

Rettelse: "Folkedrab" ! Måske meget passende at lige netop dette i vanlig taste-hast blev en ''tyrkfejl'' i indlægget ovenfor, men evt. læsere kan passende slå op under bla. "Chechen Civlian Losses during the Two Wars.

= Nødvendig læsning for alle, der ellers kerer sig om lov og ret, og ønsker at sætter sig ind i brutale, historiske facts om imperialisme og racistisk undertrykkelse af små folkeslag. Ift til tjetjenerne først Zar-Rusland, siden Stalins forbryderiske massedeportationer, efterfulgt af først fordrukne Jeltzin og siden iskolde kyniker Putin...

https://politiken.dk/debat/kroniken/art5683812/Massakren-på-Tjetjenien