Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I 2017 overså Knud Wentzel kvinderne i sin litteraturkanon. Nu råder han bod med en kvindekanon

På en gang fremstår Knud Wentzel som fortæller og som grebet læser, og det er en fascinerende position. Resultatet er en bog, som det betaler sig at læse
Karen Blixen er en af de kvinder, der har fået plads i Knud Wentzels nye kvindekanon.

Karen Blixen er en af de kvinder, der har fået plads i Knud Wentzels nye kvindekanon.

Polfoto

Kultur
27. marts 2020

I 2017 udgav litteraten Knud Wentzel Min europæiske kanon, hvor det lykkedes ham at gennemgå 26 hovedværker i litteraturen uden at medtage en eneste kvinde. (Det skal dog tilføjes, at han selv gjorde opmærksom på denne ’skævhed’ i kanonens indledning.)

Nu har han til en vis grad rådet bod på manglen ved at udgive ’en litterær kvindekanon’: Eget værelse – med skyldig reverens for Virginia Woolf.

Det er en helt særlig genre, Knud Wentzel, dr.phil. og lektor emeritus i litteratur på Københavns Universitet, har udviklet. Bedst kan man beskrive hans metode som en indlevet gennemgang af de beskrevne værker på deres egne præmisser, en art kommenteret genfortælling, hvor vægten er lagt på handlingen og personerne, men hvor også værkets kompositoriske hovedlinjer trækkes op, og man samtidig får en beskrivelse af, hvorledes personernes skæbne er indføjet i værkets fortællemæssige sammenhæng.

Desuden forsyner Knud Wentzel nødtørftigt, men lærd og vidende, hen ad vejen læseren med den social- og litteraturhistoriske viden, der forankrer værkerne i deres samtid.

I sin fremstilling er Knud Wentzel i øjenhøjde med læseren, samtidig med at han vikler sin egen kommenterende stemme ud og ind af værkets handling, uden at det føles didaktisk eller overpædagogisk. Det er faktisk temmelig elegant gjort.

Således hedder det eksempelvis om Mrs. Ramsay, den varme moderskikkelse og omsorgsfulde værtinde i Virginia Woolfs Til fyret:

»Midterafsnittet begynder for alvor med en stor ulykke, et dybt snit, Mrs. Ramsay dør pludseligt, uforklaret, ikke at bogen gør noget ud af det, lige så lidt som af andre betydningsfulde handlinger.«

Hvor der i øvrigt kommenteres, er det ofte i form af Wentzels selvkommentarer: »Jeg stopper den fortolkende parafrase her,« anfører han, eller han kommer med følelsesmæssige udbrud, som læsningen har vakt til live.

»Dette sker i en vigtig situation, som er frydefuld for læseren,« hører vi om i en scene i Jane Austens Stolthed og fordom, og indføringen i Karen Blixens Min afrikanske farm slutter som følger, efter at Karen Blixen, der har bedt om ’et tegn’ og har konkluderet, at svaret ’på storslået vis har vendt det døve øre til hendes svaghed’:

»Således kan hun tage afsked,« konkluderer han. »Hendes farm er fortid, erindret erfaring. Hun havde en farm i Afrika.«

Blixens berømte, første sætning i værket fortolket. Det er smukt.

Genfortællinger, der får hjertet til at banke

I genfortællingen af Elsa Morantes Historien, om lille Useppe og hans mor, den spurveskræmte lærerinde, Ida Mancusos, skæbne i et krigshærget Rom, er det Wentzels indledning, der fænger:

»Efter sidste side lukker man bogen med et suk: Dette kan ikke overkommes.«

Useppe dør af et epileptisk anfald efter at have oplevet tab på tab i sit fireårige liv, og Ida sidder resten af sit liv »som legendens panda i toppen af et træ hvor tiden ikke eksisterede og kalendre derfor ikke var i kurs. I virkeligheden var hun død samtidig med sin lille søn …,« som det hedder i slutningen.

Nej, det kan ikke overkommes, og det er netop sådanne bemærkninger, der får ens hjerte til at banke for Wentzels genfortællinger. På en gang fremstår han som fortæller og som grebet læser, og det er en fascinerende position.

Til gengæld kan man blive ret forpustet af at blive ført igennem det ene værk efter det anden på kun en halv snes sider. Af de sædvanlige professionelle grunde: deadline og skrivetid, læste jeg Eget værelse i et stræk, men for læsere, der ikke har den slags hængende over hovedet, var det sikkert en idé at tage én artikel ad gangen, eventuelt læse den igen, og dernæst, hvis man ikke allerede kender værket, bruge artiklen som inspiration til at læse dette, før man giver sig i kast med Wentzels næste genfortælling.

Eget værelse omfatter kun 1800- og 1900-tallet, hvorimod Wentzels mandekanon strakte sig fra Homer til Thomas Mann. Man kan argumentere for, at det først var i begyndelsen af 1800-tallet, at kvinderne for alvor begyndte at skrive litteratur – hvad Wentzel da også gør – men der har dog fandtes en Sappho, som han selv nævner i forordet, side om side med Marguerite de Navarres Heptameron og Madame de Sévignys breve. Og hallo, der er da endnu flere! Uden at anstrenge mig kan jeg på stående fod komme i tanke om både Hildegard af Bingen med hendes visioner og Leonora Christinas Jammers Minde. Begge vægtige milepæle.

Lad det nu ligge, udvalget af forfattere vil altid kunne diskuteres. Dog slår det mig som en smule besynderligt, at der i Wentzels kvindekanon kun optræder én eneste tysksproget kvinde, nemlig østrigske Vicki Baum. Hvad med Anna Seghers? Ingeborg Bachmann? Herta Müller? Christa Wolf? Elfriede Jelinek? Syv af hans forfattere er engelsksprogede: Jane Austen, Mary Shelley, Emily Brontë, George Eliot, Virginia Woolf, Iris Murdoch og Doris Lessing. Tre er franske: Colette, Simone de Beauvoir og Marie Cardinal. Repræsenteret derudover er som nævnt, Vicki Baum, italienske Elsa Morante, svenske Selma Lagerlöf, norske Sigrid Undset, foruden hollandske Anne Frank og danske Karen Blixen.

Til fordel for udvalgets sammensætning taler på den anden side, at værkerne tydeligvis er valgt con amore, og det er velsagtens uomgængeligt, hvis man skal skrive engageret og kyndigt, og resultatet blive en bog, der som denne lønner sig at læse.

’Eget værelse’. En litterær kvindekanon. Knud Wentzel. Forlaget Spring. 141 sider, 198 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her