Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

8. afsnit af ’Når støvet har lagt sig’: En parade af eksistentielle tallerkenvendinger

’Når støvet har lagt sig’ stiller et stort og væsentligt spørgsmål om, hvordan man kommer videre efter et terrorangreb, men leverer nogle slatne bud på svar
Vvs’eren Morten (Jacob Lohmann), der reddede Maries liv ved at handle hurtigt og fornuftigt, har i ottende afsnit af ’Når Støvet har lagt sig’ besynderligt nok konkluderet, at intet giver mening. Hans You only live once-galskab kulminerer med en memento mori-tatovering, og hans tossede blik er symptomatisk for et afsnit, der skildrer traumebearbejdning som en parade af utroværdige eksistentielle tallerkenvendinger.

Vvs’eren Morten (Jacob Lohmann), der reddede Maries liv ved at handle hurtigt og fornuftigt, har i ottende afsnit af ’Når Støvet har lagt sig’ besynderligt nok konkluderet, at intet giver mening. Hans You only live once-galskab kulminerer med en memento mori-tatovering, og hans tossede blik er symptomatisk for et afsnit, der skildrer traumebearbejdning som en parade af utroværdige eksistentielle tallerkenvendinger.

Jason Alami / DR

Kultur
23. marts 2020

I en historie om et terrorangreb som DR1’s Når støvet har lagt sig er der især to spørgsmål, der trænger sig på. Det første er det mest grundlæggende: Hvorfor går nogle mennesker ind på en restaurant og skyder andre mennesker?

Otte afsnit henne i en sæson på ti er det spørgsmål stadig uberørt. Det ligner et valg. Det her er en serie om ofre for en forbrydelse, der indtræffer uden nogen som helst forklaring, og som koster liv, smadrer liv og slår skår i menneskers tillid til hinanden og deres omverden. 

Nuvel, havde jeg nær sagt, mens jeg lige så stille nærmede mig det røde felt over, at der bliver bygget så utrolig megen spænding op om seriens helt centrale begivenhed, uden at serien virker reelt interesseret i at fortælle, hvad den gik ud på.

Gerningsmændenes brune hud og deraf formodede islamistiske overbevisning fungerer som en forklaring på, hvorfor det lige var Restaurant Svin, det skulle gå ud over.

Og den fungerer som afsæt for en af seriens opbyggeligt ledende spørgsmål, nemlig om man skal rette sin vrede over islamistisk terrorisme mod muslimske indvandrere i al almindelighed. Når støvet har lagt sig er allerede godt i gang med at demonstrere, at det er en dårlig idé.

De sørgende svigter deres idealer

Se bare, hvordan afstanden øges mellem justitsminister Elisabeth Hoff (Karen-Lise Mynster) og hendes rådgiver Farshad (Hadi Ka-Koush), der serien igennem har været hendes eksterne samvittighed på samme måde, som Jesper Fårekylling er det for Pinocchio.

I afsnit otte forfalder Elisabeth ikke bare til rasende racistiske udbrud, hvor hun skærer alle muslimske indvandrere over én kam. Hun begynder også at blande sig i politiets og anklagemyndighedens arbejde stik imod de retsstatsprincipper, det er hendes opgave at forsvare.

Imens de terrorramte svigter deres idealer, er kendsgerninger som våbenfundet ved udrejsecentret, den famøse hvide varevogn (hvis forbindelse til noget som helst aldrig er blevet forklaret) og kortet over den tilsyneladende terrortruede Hurricane-festival gledet i baggrunden.

Det klør i hjernen, når man prøver at få det, vi ved om efterforskningen før og efter massakren, til at hænge sammen. Man må bare acceptere, at Når støvet har lagt sig ikke er en kriminalhistorie, men et drama om menneskelige omkostninger ved ondskab. 

I dette drama er det andet store spørgsmål, hvordan man kommer videre efter så traumatisk en begivenhed. Og her føler jeg mig ladt i stikken som indlevelsesparat seer.       

Tid til sjov: Intet giver alligevel mening 

Formålet med overhovedet at se en dramaserie som Når støvet har lagt sig er at identificere sig med karaktererne, lide med dem og lære af deres lidelser. Det er bare svært, når de flossede psyker, man ser på, har så fortænkte traumereaktioner. Irrationel opførsel må forventes, men måden, de opfører sig irrationelt på, virker mest af alt skræddersyet til at skabe nye krumspring i plottet.

Den enlige mor Louise (Filippa Suenson) er for eksempel ved at gå til af fortrydelse over ikke at have passet bedre på sin datter, (Marie Viola Martinsen), så hun ikke var blevet skudt i maven.

Man skulle derfor tro, hun ville tage telefonen eller i hvert fald ringe tilbage til den overlevende, men stadig indlagte Marie, da hun selv er hjemme for at tage en lur, og Marie får et angstanfald. I stedet får Marie sin mors arbejdsgiver Nikolaj (Peter Christoffersen) til at komme, og sådan lægges der i ovnen til en forsoning mellem ham og Louise. 

Vvs’eren Morten (Jacob Lohmann), der reddede Maries liv ved at handle hurtigt og fornuftigt, har besynderligt nok konkluderet, at intet giver mening, fordi vi alle skal dø på et tidspunkt. Den erkendelse får ham til at hæve sin pensionsopsparing og stoppe med at gå på arbejde.

Nu de alligevel skal dø, kan han lige så godt lade sin skolelærerkone finansiere hans alderdom (der sikkert bliver lang og aktiv med alle de ture, han løber). You only live once-galskaben kulminerer med en memento mori-tatovering og jointrygning i stuen med den søn, han ellers har forsøgt at sætte skik på.

Mortens tossede blik er symptomatisk for et afsnit, der skildrer traumebearbejdning som en parade af utroværdige eksistentielle tallerkenvendinger. Det udmærkede spørgsmål om, hvordan man kommer videre efter et terrorangreb, kunne godt fortjene lidt bedre bud på svar.     

’Når støvet har lagt sig’. Afsnit otte af ti. Hovedforfattere: Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydén. Episodeforfatter: Marie Østerbye. Instruktør: Iram Haq. Fotograf: Aske Alexander Foss. Vises på DR1 søndage kl. 20.00. Information anmelder hvert afsnit på nettet søndag aften og på print mandag.

Serie

Vi anmelder 'Når støvet har lagt sig'

DR’s nye søndagsserie ’Når støvet har lagt sig’ er et multiplotdrama, der følger en række danske borgere fra alle samfundslag og i alle aldre i dagene op til et formodet terrorangreb. Hvad forbinder justitsministeren, narkomanen, kokken, barnet og hendes enemor, håndværkeren, den muslimske fyr, skolelæreren og racisten på plejehjemme? Information anmelder hvert afsnit.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er synd, når man er trænet til at se naturalistiske film, bygget op efter Hollywoodmodellen, at man kommer til at anmelde et mangefacetteret, sublimt værk med ægte menneskelige træk - og en ganske voldsom stilisering. Nåh, øvelse gør mester.

Anders Budde Christensen, Herdis Weins, Lisbeth Glud, Dorte Schmidt-Nielsen og Liselotte Paulsen anbefalede denne kommentar
Lene Henriksen

Jeg synes nu at afsnittet ganske godt viser, hvor irrationelt, man kan reagere på overvældende og truende hændelser. Flere af dem udviser tegn på PTSD. De er jo tydeligvis netop ikke kommet videre endnu. Det vil kræve en bearbejdning, som nogle af dem er i gang med. som da Nikolaj tager Marie med tilbage til restauranten. Balancerende på en knivsæg, hvor hun kunne være blevet retraumatiseret, men hans nærvær og menneskelige kontakt holder hende i nuet, og hun får ændret sin opfattelse af, at de var ude efter hende. Nikolaj begyndte så til gengæld at møde sit eget traume, som en forsinket reaktion. Serien viser også noget om, hvordan at opleve en sådan voldsom hændelse kan skabe særlige bånd.

Herdis Weins, Lisbeth Glud, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar