Den amerikanske borgerkrig ulmer stadig – og Trump puster til gløderne

Et problem har plaget den amerikanske statsdannelse siden dens fødsel i 1776: Det ulige forhold mellem racerne. Nok førte den senere præsident Thomas Jefferson pennen til den flammende ordlyd i den amerikanske uafhængighedserklæring: »Vi anser disse sandheder for indlysende: At alle mennesker er skabt lige; at de af deres skaber har fået visse umistelige rettigheder; at blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke.«

Men hvad med slaverne i USA’s sydstater? En direkte afstandtagen fra slaveriet havde Jefferson skrevet ind i sit tekstudkast, men det udelod forsamlingen, for det ville slavestaternes repræsentanter ikke høre tale om. Med til billedet hører, at Jefferson som aristokratisk plantageejer selv havde slaver og blev ved med at være slaveejer hele sit liv.

Varig martren

Hvordan misforholdet mellem racer vedvarende har martret USA, kan man læse om i det netop udkomne bogværk Præsidenter – Fra Washington til Trump, redigeret af de to danske historikere Philip Chr. Ulrich og Rasmus Dahlberg.

Rasmus Dahlberg og Philip Chr. Ulrich (red.): ’Præsidenter – Fra Washington til Trump’.

Saxo

Bogen understreger, at uafhængighedserklæringen overhovedet ikke kunne være vedtaget, hvis den havde kritiseret slaveri. Det var nemlig for Sydstaternes repræsentanter ikke bare et nødvendigt onde, men derimod en rettighed, som de var villig til at forsvare til det yderste. Slaver var for dem en forudsætning for Sydens samfundsbærende plantagedrift.

At også de 70 procent af Sydstaternes hvide, der ikke ejede slaver, støttede slaveri, forklarer bogen med, at de frygtede, at en ophævelse af slaveriet ville skubbe dem ned til samme status som slaver.

I første halvdel af 1800-tallet voksede spændingerne mellem USA’s slavestater og fristater. Begge henviste til høje moralske og religiøse principper. Intet kompromis var muligt. Voldelige løsninger lå lige om hjørnet. Den senere præsident Abraham Lincoln læste skriften på væggen: »En splittet nation kan ikke overleve varigt halvt som slave, halvt i frihed.«

Da Lincoln i 1860 fik flertal i det præsidentielle valgmandskollegium uden så meget som én stemme fra Sydstaterne, kom bruddet: 11 slavestater forlod Unionen. Det fik Nordstaterne til at gå i krig for at få dem tilbage. Præsident Lincoln erklærede i et avisindlæg så sent som august 1862, at hans opgave var at redde Unionen, og hvis han kunne opnå det ved at frigive alle, nogle eller ingen af slaverne, ville han gøre det.

Dog fik en begyndende fremgang for nordstatshæren Lincoln til at udvide krigsmålet til at omfatte slaveriets ophævelse. I en præsidentiel proklamation den 1. januar 1863 erklærede Lincoln alle slaver under forbundsregeringens jurisdiktion for frigivne. Det gav international sympati for Nordstaterne, men gjorde umiddelbart ingen forskel for slaverne i Sydstaterne.

Mordet

I april 1865, fem dage efter de sidste sydstatstropper havde overgivet sig, blev Lincoln myrdet af en sydstatsfanatiker. Lincolns vicepræsident og afløser, Andrew Johnson, nærede sympatier for de slagne Sydstater og deres »særlige traditioner«. Johnson og nordstatsmedlemmer af Kongressen gerådede i strid om, hvor hårdhændet Syden skulle tvinges til racemæssig ligestilling.

Sydstaterne søgte nu dække under et martyrium, der også blev påskud for voldsbevægelsen Ku Klux Klan. I det første årti efter borgerkrigen lykkedes det dog Nordstaterne at sikre regler, der muliggjorde politisk valg af sorte repræsentanter i Syden.

Så kom tilbageslaget i 1876.

Præsidentvalget det år var dødt løb mellem demokraten Samuel Jones Tilden og republikaneren Rutherford Hayes. Det politiske kompromis blev, at Sydstaterne, der dengang var demokraternes højborg, fik lov til at indrette forholdet mellem racerne, som de lokale hvide ville, mens republikanerne – dengang Nordstaternes parti – fik præsidentposten. Borgerkrigens moralske sejr for ligestillingen blev solgt.

Diskriminationen af de sorte blev endda udvidet. Den demokratiske præsident Woodrow Wilson – der under Første Verdenskrig gjorde sig til af at være menneskehedens ven – accepterede i 1913, at forbundsstatens ansatte blev raceadskilt. Wilson erklærede det i de sortes egen interesse, men adskillelsen betød deres karrieremæssige ruin.

Den næste demokratiske præsident Franklin Roosevelt, der regerede 1933-45, var så afhængig af støtte fra sydstatsdemokrater, at han overlod det til sin hustru Eleanor at fremstå som de sortes beskytter.

Først da den amerikanske højesteret fra 1950’erne begyndte at knæsætte sorte borgeres lige ret til adgang til uddannelsessystemet, blev præsidenter tvunget til at handle: Republikaneren Eisenhower satte i 1957 – nødtvungent – hæren ind for at få sorte børn i skole i Arkansas. I 1962 måtte demokraten John Kennedy bruge forbundsstyrker for at åbne sydstatsuniversiteter for sorte studerende.

Bugseret borgerret

Mordet på Kennedy i 1963 blev af hans manøvredygtige efterfølger Lyndon Johnson brugt til at bugsere en omfattende borgerretslovgivning igennem Kongressen. Johnson, der selv var fra sydstaten Texas, var klar over, at den gennemtvungne ligestilling ville koste hans Demokratiske Parti dyrt.

Ganske rigtigt. I valgkampen i 1968 brugte den snedige republikaner Richard Nixon de hvide sydstatsfolks bitterhed til at lokke dem over til Det Republikanske Parti. Der har de stort set befundet sig siden, mens demokraterne har indtaget tolerante højborge i Nord- og Veststaterne, der tidligere var republikanske.

At den sorte Barack Obama i 2008 blev valgt som USA’s præsident, blev af nogle set som tegn på, at USA – endeligt – havde overvundet sit racistiske traume. Men nej. Ejendomsmatadoren Donald Trump fik for alvor fart på en politisk karriere ved at påstå, at Obama slet ikke var valgbar, fordi han ikke er amerikansk statsborger, men født i Afrika. En åbenlys løgn, der imidlertid sugede næring til sig af hvide amerikaneres vrede over at blive regeret af en sort.

Bogen om amerikanske præsidenter konstaterer om slaveriet: »Borgerkrigen opløste institutionen og befriede fire millioner slaver. Hvad, der forblev uløst, var, hvad denne befrielse egentlig indebar. Et spørgsmål, som amerikanerne den dag i dag stadig kæmper med at besvare.«

Rasmus Dahlberg og Philip Chr. Ulrich (red.): ’Præsidenter – Fra Washington til Trump’. 720 s., ill. 400 kr. Lindhardt og Ringhof