Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Animationsdokumentar om Tove Ditlevsens knuste drømme er en poetisk perle

’Tove i stykker’ er en tindrende perle på lidt over 37 minutter, som smukt insisterer på at give os det ufuldstændige billede af vores litterære nationalklenodie Tove Ditlevsen og hendes bøvlede liv og åbne hjerte
Tove Ditlevsen var sej, men hun var også gjort af et stof, der kunne forvitre, og når Saif og Andersson kalder deres dokumentarfilm for ’Tove i stykker’, så er det ikke kun med reference til korte brudstykker af levet og afbrudt liv, men også til, at der var noget, der var eller gik i stykker i Tove Ditlevsen.

Tove Ditlevsen var sej, men hun var også gjort af et stof, der kunne forvitre, og når Saif og Andersson kalder deres dokumentarfilm for ’Tove i stykker’, så er det ikke kun med reference til korte brudstykker af levet og afbrudt liv, men også til, at der var noget, der var eller gik i stykker i Tove Ditlevsen.

CPH DOX

Kultur
21. marts 2020

»Det er så ondt at leve, det er så tungt at lide / Kom, alle gode tanker, de blide og de rene / At ikke jeg skal være så bange og alene,« oplæser Tove Ditlevsen fra »Dødens ånde« fra debutdigtsamlingen Pigesind fra 1939.

Vi hører digtet i begyndelsen af instruktør og manuskriptforfatter Sami Saif og animationsinstruktør Peter Lopes Anderssons nye kortdokumentar Tove i stykker. Så er tonen sat.

Alting kan gå itu, ikke mindst skrøbelige mennesker. Tove Ditlevsen var sej, men hun var også gjort af et stof, der kunne forvitre. Og når Saif og Andersson kalder deres dokumentarfilm for Tove i stykker, så er det ikke kun med reference til korte brudstykker af levet og afbrudt liv. Men også til, at der var noget, som var eller gik i stykker i Tove Ditlevsen.

Hun undviger

Sami og Andersson har skabt en lille, tindrende, stramt poetisk perle på lidt over 37 minutter om et af vores litterære nationalklenodier.

En rød tråd igennem dokumentaren er et interview fra september 1974, som blev optaget på spolebåndoptager, men som har fået sin egen animerede billedside her i nutiden.

I en godt tilrøget stue sidder to interviewere og Ditlevsen (samt en lydtekniker) og drikker hvidvin. Der spørges til Ditlevsens nekrolog over sig selv, som hun publicerede i Min nekrolog og andre skumle tanker året før, i 1973. De to interviewere foreslår hende at skrive videre på den, nu hvor der er gået lidt mere tid. Hun undviger.

I stedet klippes der til et – filmet – tv-interview, hvor Ditlevsen bekræfter, at barndomsminderne er grundstoffet i det, hun skriver.

»Alting kommer for første gang, og hvad der senere kommer, er kun en gentagelse.«

Klip til et kulfarvet, animeret Vesterbro, København, hvor moren tager sin hånd til sig med en heftig bevægelse, da den lille Tove griber den. Faderen er blevet arbejdsløs. I en klaustrofobisk baggård får hun en slikkepind af en mand, der så blotter sig for hende.

Hun er ikke ked af sin barndom, siger hun tilbage i stuen med interviewerne. De spørger til hendes fortælling om, at hun inspireret af idolet Florence Nightingales angiveligt dårlige ånde og store fødder begyndte at købe hvidløg for alle lommepengene og gå i to numre for store sko.

Det dementerer hun. Hun fik ikke lommepenge, og hun nedarvede altid storebrors støvler.

Altså arbejder Ditlevsen i autofiktive territorier.

Husfred og andre planter

Tove i stykker er en biografisk mosaik, og den fungerer som en smuk modgift til biografistens største frygt: Frygten for at den portrætteredes sande væsen er smuttet mellem fingrene, jo mere man har forsøgt at stramme grebet.

Sami Saif insisterer på det ufuldstændige billede og har klippet sig til en kompleks og løs skitse af Ditlevsen udelukkende baseret på hendes egne skrevne og talte ord.

Og Peter Lopes Andersson og hans tre medanimatorer har visualiseret og dramatiseret Ditlevsens ord, liv, drømme og mareridt. Og det slår nogle gange gnister.

For eksempel i en sekvens, der viser sammenbruddet bag Ditlevsens ord om, at hun har købt en husfred og fire andre planter for at blive bedre til at hygge. Ordene ledsages af billeder, hvor børn og mand river i hende, hvor hun falder gennem tomt rum, hvor der går ild i hende. Mens noget, der kunne være en glasgenbrugscontainer, ramler på lydsiden.

Der er knusende koksgrå iscenesættelser af to af hendes ægtehjem, som hun ikke formår at give kunstigt åndedræt. Altid gråvejr, aldrig blade på træerne.

Samtidig blæser animationerne også liv i Ditlevsens svundne utopia. Vi ser ind i et lyst rige af sol, sand, vand, hvide bomuldsskyer. Man forstår, at dette land er barndommens uopnåelige land, som det beskrives i digtet »Det tabte land«, igen fra debuten Pigesind fra 1939. Og at døden gemmer sig herinde:

»Tunge tanker trak et kulsort tæppe
Henover lyset og den blide strand
Til natten kom, og dyb og tung af vished
Den knuste drømmen om det tabte land.«

Abort uden varige spor

Hverdagslivet bekommer ikke Tove Ditlevsen, og kærlighedslivets ligning går aldrig op for hende. Selv om hun gennemskuer den.

»Jeg er sat i verden for at skrive bøger, ikke for at forplante mig,« skriver hun.

Og hun føler sig som en dårlig mor; betragter sit barn som et traumebundt.

Tove i stykker er et portræt, der er lige så hudløst som Tove Ditlevsen, især den ældre. Hende, der gerne fortæller om sine indlæggelser på Sankt Hans, beskriver sin alkoholisme og dets strategier samt sit selvmordsforsøg i en skov.

Hun er ikke bange for at dele sine svageste og grimmeste sider. Så ulig nutidens perfektionsdyrkelse.

Men der er et smertepunkt: Hun får tidligt en abort, og da interviewerne spørger hende i september 1974, vil hun helst ikke tale om det. Ja, hun mener ikke, at det har sat sig varige spor.

Ingen kan i dag benægte, at Ditlevsen fik sig en formidabel litterær karriere med prosa, autofiktion og fiktion, digte og sågar læserbrevkassen – som hun også bestyrer fra den lukkede afdeling. Men i nekrologen beklager hun sig over den manglende anerkendelse fra det litterære parnas. Den oplevelse har sat sig i hende.

Til sidst i interviewet fra 1974 indvilger Tove Ditlevsen endelig i at tænke sin nekrolog lidt videre.

»Tove Ditlevsen døde lykkelig. Hun fortrød intet af sit liv, hun var ikke gået glip af noget. Og hun havde oplevet alt, hvad det er muligt for en kvinde at opleve i denne verden,« siger hun.

Uden videre overbevisning.

Halvandet år senere, den 7. marts 1976, tager hun 58 år gammel sit eget liv.

’Tove i stykker’. Instruktion: Sami Saif. Animationsinstruktør: Peter Lopes Andersson. Manuskript: Sami Saif. 37. minutter. Kan ses på cphdox.dk/online

Serie

En DOX om dagen 2020

Danmarks største filmfestival – og en af verdens vigtigste dokumentarfilmfestivaler – CPH:DOX, er under coronokrisen blevet forvandlet til en succesfuld onlinefestival med et stærkt udvalg af film, der mod betaling kan streames fra danske IP-adresser. De kan alle ses på cphdox.dk fra den 18. marts til og med 30. april.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

God film! Og omtalen her supplerer fint det, som ikke står så klart i filmen.

Der skal betales i Euro. Det kunne måske udvides med DKK? For mon ikke næste års CPH:DOX - Corona eller ej - vil være at finde online. Biografbilletterne plejer der ikke at være nok af. Dog en ulempe for biograferne, som også før Corona havde trange kår.

Maj-Britt Kent Hansen

Hov, jeg glemte at nævne, at filmen vises på DR2 søndag aften, hvis man vil spare euro og vekselgebyr.