Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Besættelsen er blevet den forudsigelige hovedperson i sæson 7 af ’Badehotellet’

Mørklægningsgardinerne har sænket sig over de lyse nætter i Skagen, og alt det, der var godt ved TV 2’s ’Badehotellet’, lider under det
I syvende sæson af ’Badehotellet’ nåede vi til det punkt i danmarkshistorien, hvor det er svært for enhver historiefortæller at vælge, hvad der er vigtigst: Verdenshistorien eller den historie, jeg vil fortælle?

I syvende sæson af ’Badehotellet’ nåede vi til det punkt i danmarkshistorien, hvor det er svært for enhver historiefortæller at vælge, hvad der er vigtigst: Verdenshistorien eller den historie, jeg vil fortælle?

Mike Kollöffel

Kultur
3. marts 2020

Nu havde vi det lige så dejligt på Andersens Badehotel sammen med de selvovervurderende mænd fra det bedre borgerskab i København og deres overbærende hustruer.

Gennem de første seks sæsoner af TV 2’s overordnet vanvittigt vellykkede lystspil Badehotellet flød cognacen i de fine stuer og kropsvæskerne blandt tyendet, og man bemærkede kun glimtvis, at det var ved at løbe ud over kanten af katastrofen dér i 1920 og 30’erne.

Men her i syvende sæson, der sluttede mandag aften og nu ligger tilgængelig i hele sin binge-værdige længde på TV 2 Play, er vi nået til det punkt i danmarkshistorien, hvor det er svært for enhver historiefortæller at vælge, hvad der er vigtigst: Verdenshistorien eller den historie, jeg vil fortælle?

Besættelsen står og drager med sine skibskatastrofer, moralske forfald og store linjer. Hvad gør kongelig skuespiller hr. Weyse, når han konfronteres med valget mellem at stifte en dansk-tysk kulturforening eller udvise sit nationale sindelag ved at deltage i alsang i Skagen?

Helt latterligt, men også helt i overensstemmelse med sin karakter erklærer han: »Jamen, jeg har jo slet ikke noget sindelag!« Men ak, hans kone Helene afslører alvorstungt, hvilken historie Badehotellets forfattere har valgt: »Det er umuligt at undgå at tage stilling, selv for dig.«

Jeg har tidligere rost Badehotellet for at inddrage verdenshistorien, som den opleves af de fleste: Et fjernt forehavende, man har svært ved at identificere som årsagen til udfordringerne i sit eget liv.

Noget af det mest elegante historieformidling, jeg har set på dansk tv, er femte sæsons skildring af ludfattige daglejere, der banker på hotellets køkkendør for at spørge efter arbejde, men sendes væk med en madpakke, en skilling og et medfølende blik. Ude i kanten af fortællingen slæber de sig afsted som en konsekvens af Depressionen, mens det opleves af både dem selv og andre som personlig skam og skyld.

Da Kanslergadeforliget indgås en sen nattetime, og en varslet generalstrejke afblæses, er der intet i de velhavende københavneres eller køkkenets lettelse, der afslører, at de med forliget og den medfølgende socialreform står midt i et afgørende øjeblik i danmarkshistorien. Et, der vil mindske afstanden mellem dem, afvikle almissen og indføre retten og evnen til at afkode, at en personlig tragedie ofte er forbundet med strukturer, man ikke selv har indflydelse på og derfor ikke skal kæmpe alene med.

Det ved vi som seere, det aner de ikke, for historie er noget, man skriver på afstand. Det er noget helt andet med en fortælling. Den skal skrives i nuet. Det har Stig Thorsboe og Hanna Lundblad gjort med en imponerende forståelse for, at intet er vigtigere end fortællingens form og deres karakterers troværdighed inden for den.

Men allerede i sjette sæson begyndte Anden Verdenskrig og alt det, vi ved om den i dag, at skabe en afstand til badehotellets vidunderlige gæster. Og i syvende sæson er Besættelsen en realitet, og værnemagten truer ikke bare med at overtage hotellet men serien i det hele taget.

Det hele skal med

Det er noget mærkeligt noget med Besættelsen. Ofte kan fortællere på film og tv simpelthen ikke dy sig for at ville fortælle alt, de ved om den. Måske fordi Besættelsen er så fyldt med livsforandrende dilemmaer. Måske af frygt for at blive beskyldt for at have fortiet noget.

Det er en misforståelse, hvis manuskriptforfatterne tror, at det øger den historiske troværdighed, at vi inden for det lille hotels vægge både møder en enke til én af de meget meget få danske soldater, der blev dræbt 9. april, en embedsmand indblandet i forarbejdet til det berømte syvmandsudvalg af lærer- og seminariefolk, der modarbejdede planerne om tvungne tyskkurser for alle lærere og omskrivning af skolebøgerne efter nazistisk verdensbillede og en entreprenør, der var involveret i arbejdet med at udbygge Aalborg Lufthavn for nazisterne.

Lige pludselig er de hovedpersoner i danmarkshistorien og ikke bare i farcen, Badehotellet, der har imponeret med sin kærlighed til sine overtydelige karakterer og sin karikerede form.

Den elskelige og selvforelskede kongelige skuespiller Edward Weyse (Jens Jacob Tychsen), den bedrevidende og altid forsmåelses- og forargelsesberedte stuepige Otilia (Merete Mærkedahl), den plagede kontorchef hr. Auerland (Peter Hesse Overgaard), der identificerer katastrofer alle vegne undtagen i sit følelsesliv, fabrikantenken fru Frigh (Anette Støvelbæk), der leder tobaksvirksomheden bedre end sin mand nogensinde gjorde, men insisterer på, at drømmersønnen skal overtage fabrikken og den kvikke datter sendes på husholdningsskole.

Det har været en fornøjelse at se, hvordan skuespillerne nærmest er vokset sammen med deres roller gennem de mange sæsoner.

Merete Mærkedahl viser med hele sin krop den splittelse, som Otilia føler mellem sit intellekts higen efter opdrift og de faste formers tillokkende tryghed. Kun synes Thure Lindhardt aldrig at have fundet sig til rette i rollen som den ulidelige filminstruktør, Gerhard Flügelhorn, og Amalie Dollerup kæmper med at formidle, hvad det er, der driver grosserer Madsens datter, Amanda.

Jeg ved dog godt, hvad jeg vælger, hvis det står mellem dem og endnu et manuskript, der er mere optaget af at formidle historie end af sin egen fortælling.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg er blevet smittet af seriens kærlige og solidariske følelser for figurerne. Og de er der stadig i glimt, når hr. Weyses skønne Helene tager affære, da manden ligger lammet af sin egen selvmedlidenhed og selvhøjtidelighed og sikrer hans ophøjede position på teatret og ved filmen.

Som det gælder for så mange talentfulde, men håbløse mænd i kunstens danmarkshistorie, så står der en meget klogere kvinde bagved og sørger for, at han lykkes. Cecilie Stenspil kan rulle, sitre, stirre, beundre og lyne med de mørke øjne, så samspillet mellem hende og Jens Jacob Tychsens vidunderlige hr. Weyse bliver noget af det bedste ved serien.

Hele grunden til at vi følger med

Men det er desværre ikke kun mørklægningsgardinerne, der har lagt en dæmper på min begejstring for Badehotellet. Hotellet har langtfra været bestyret af den samme forpagter gennem alle sæsoner, men ejerskiftet mellem sjette og syvende sæson har betydet et brud med et af dets grundsten.

Det er grosserer Madsens datter Amanda, der nu leder hotellet sammen med tidligere reklametegner og fritlevende berliner og pariser Phillip Dupont (Sigurd Holmen Le Dous). Hotellet ejes af grev Ditmar (Mads Wille), der gemmer sig for sin kone og godsets forpligtelser i armene på hr. Dupont. Denne nye ejerkreds umuliggør den klassiske upstairs-downstairs-historie. Og er det ikke på grund af den, at vi alle stadig er her efter syv sæsoner!?

Fair nok, vi er i en opbrudstid, men vi havde da i hvert fald potentielt ti gode år tilgode med et fornøjeligt borgerskab, der ganske uanfægtet lever videre i dekadence og delikate affærer, mens stuepigerne bevæger sig lydløst omkring dem og tumler med de virkelige problemer, der banker på køkkendøren. Ti gode år før middelklassen ville begynde at vokse og løfte sløret for, hvordan den anden halvdel lever.

Men nu er fremtidens forestilling om det klasseløse samfund flyttet ind på Andersens Badehotel. Jeg har det som forstokkede fru Fjeldsø (Birthe Neumann): »Den pude var der ikke sidste år,« udbryder hun, og siger dermed, at alting var bedre, da fru Andersen (Bodil Jørgensen) førte hotellet.

’Badehotellet’ sæson syv, seks afsnit à 50 minutter, manuskript: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, instruktør: Fabian Wullenweber. Alle syv sæsoner er tilgængelige på TV 2 Play.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her