Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Boris Berezovskijs lette spil er nærmest guddommeligt, hans fysiske styrke er nærmest dyrisk

Boris Berezovskij er virtuos på et niveau, man nogle gange godt kan glemme, rent faktisk eksisterer. Derfor er det så fantastisk, at Louisiana stadig kan lokke klavermastodonten til Humlebæk, så man lige kan blive mindet om det
Kultur
11. marts 2020

Den russiske pianist Boris Berezovskij er på den anden side af alle modalverber.

Han kan, hvad han vil, og resten er han ligeglad med. Han er fri som fuglen, fordi hans eminente teknik har åbnet buret. Hans lette spil er nærmest guddommeligt, hans fysiske styrke er nærmest dyrisk, og kombinationen er noget meget tilfredsstilende, hvor man kan løbe fra den ene til den anden væren inden for to hænder.

Først og fremmest er Berezovskij nede på jorden. Om han så reelt er til stede, sådan mellem os almindelige mennesker, det ved jeg ikke. Tøj og hår er tilpas kunstnersløset, og i stedet for at bukke går han hellere rundt om klaverbænken. Men han har også det her meget integrerede, afslappede blik, som han taler ud til publikum med.

Kun til lyst

Noget af det ærligt jordbundne ved Berezovskij er, at han kun spiller det, han har lyst til. Ellers stopper han sig selv midt i musikken, sådan som man har oplevet det ved tidligere koncerter på Louisiana.

I fredags var programmet på vanlig vis blevet ændret op til koncertdatoen, og det blev også lige modereret lidt i løbet af aftenen. Hvad, Berezovskij endte med at spille, var et smukt sammenvævet program fra Ravels Jeux d’eau og Debussys Réflets dans l’eau til Ravels personportrætter i Miroirs. 

Det vil sige, impressionistiske og musikalske refleksioner og spejlinger og franske tilnærmelser til jazz, kulminerende i Berezovskijs egne tilnærmelser til jazz i klaverudgaven af Gershwins Rhapsody in Blue og videre på jagt efter stærke rytmer i Griegs Lyriske Stykker og Prokofjevs russiske cirkus i hans sonate i d-mol. Der var også en pludselig lyst til at spille Rachmaninov i stedet for den annoncerede toccata af Prokofjev.

Berezovskij er ikke bleg for i interviews at indrømme, at hvis han ikke lige skulle spille alle de koncerter, han er så heldig at blive inviteret til at spille rundt omkring i verden, så ville han nok slet ikke røre klaveret, for der er så meget andet sjovt at opleve. Men han kommer altså fra en musikerfamilie og har selv skabt en musikerfamilie, og det er hans arbejde og selvfølgelig også et arbejde, han er taknemlig for.

I stedet for indarbejdede fortolkninger foretrækker Berezovskij at gamble og lade de enkelte værker udfolde sig alt efter dagen. I fredagens rige og varierede program zappede Berezovskij gerne uden pauser fra det ene værk til det andet, udelod en enkelt sats, tilføjede en anden, som om han bare bladrede og slog op i sit store indre bibliotek af værker efter hukommelsen.

I hans stærke, tætte hænder, der hele tiden hang næsten statisk lige over tangenterne, mens fingrene løb med egernagtig hurtighed rundt over dem, tog Berezovskij musikken frem, lyttede til den og lod den opstå, sådan som den nu måtte falde ud lige i Louisianas smukke koncertsal en marts aften.

Berezovskij har den russiske klaverskoles saft og kraft med sig og kan åbne op for sluserne, så man ikke er i tvivl om, at han kan lave flyglet til savsmuld, og så har han den franske impressionismes forfinede klangudtryk og evne til at lade tingene tale for sig selv ved siden af.

Det er stort set de to gear, han skifter mellem, og det er på en måde simpelt, men også alt nok. Sjov er hans flirt med jazz, som han også har dyrket ved at gå ud på natklubber og spille med her. Der er ingen tvivl om, at han er mere i familie med en jazzmusikers frie komponerende og improviserende tilgang til musikken end den almindelige, knap så frie, klassiske skole af i dag.

Omvendt er det også her, man oplever, at selv en virtuos har sine begrænsninger, og at hans faste næver selvfølgelig har en så anderledes teknik, at de ikke også skulle kunne strække sig lige så overbevisende virtuost i en langfingret ragtime. Af samme grund oplevedes det som en stærk og ægte flirt fra Berezovskijs side, når han placerede Gershwins Rhapsody in Blue midt i programmet som kulminationen på koncertens første del, og man virkelig fornemmede Berezovskijs egen spillelyst og begejstring.

Her løb Berezovskij ud og ind af saloon-swingdørene i rapsodiens mange rum til russisk roulette i det vilde vesten, hvis man må være så plat, og den platte anmelder kunne desuden pludselig erindre en Lucky Luke-tegneseriefigur i rød- og hvidternet skjorte. Den russiske storfyrste på oplevelsesrejse. »Ruskysnusky … bumbum.« Her var kunstneren i hvert fald mere på eventyr end på arbejde.

»Something like that«

I Prokofjevsonaten i d-mol demonstrerede Berezovskij igen den russiske klaverskoles vulkanagtige måde at smelte og støbe på. Mange, men fyrige og fandenivoldske, finker røg af fadet, og bagefter var Boris træt og gad »kun« spille Rachmaninov. Faktisk gad han heller ikke gå op og ned ad trappen, som det er almindeligt under applausen, hvor publikum klapper frem til ekstranumre, men sagde, at han ville springe den koreografi over, og gav os lidt ekstranumre alligevel.

Men det gad han så dybest set heller ikke så meget af og sluttede en vals af Chopin brat af med at rejse sig og sige »something like that«. Wauw! I stedet for at efterlade os sukkende i tavsheden efter en Chopinnocturne, som det ofte er ekstranummertilfældet, rev Berezovskij bare tæppet væk under klichéen og sendte os så meget mere lutrede hjem.

Piano: Boris Berezovskij. Musik af Ravel, Debussy, Gershwin, Prokofjev, Rachmaninov. Louisiana den 6. marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her