Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Digtsamlingen ’Omveje’ viser filuren Eske K. Mathiesen fra hans bedste side

’Omveje’ er Eske K. Mathiesen seneste digtsamling. Endnu en vellykket samling fra en af rigets bedste og mest egensindige poeter
Særlig karakteristisk for Eske K. Mathiesen er hans evne til at få øje på det tilsyneladende trivielle, det diminutive og ellers upåagtede – som alle de arter af mos og lav, der vokser på stengærdet langs vejen, eller en ihærdig spætte, som begynder dagen med at prikke hul på den blå aprilhimmel, skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Særlig karakteristisk for Eske K. Mathiesen er hans evne til at få øje på det tilsyneladende trivielle, det diminutive og ellers upåagtede – som alle de arter af mos og lav, der vokser på stengærdet langs vejen, eller en ihærdig spætte, som begynder dagen med at prikke hul på den blå aprilhimmel, skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Lars Gundersen

Kultur
13. marts 2020

Den produktive lyriske filur Eske K. Mathiesen (f. 1944), som i 2015-16 lod Asger Schnacks Forlag udgive de Samlede digte fra perioden 1975-2016 i fire flotte hvide bind, er ikke af den grund gået hen og blevet mere bofast. I hvert fald har han siden på tre andre forlag udsendt lige så mange små samlinger med poesi. Men med Omveje er omstrejferen (for en tid?) tilbage i stalden, og dette i fineste form med 39 ret så forskellige tekster og en lille firesiders suite fra Aarhus.

Eske K. Mathiesen: ’Omveje’.

Saxo
Sidstnævnte afsluttes med en gumpetung forklarende belæring om nogle af de sprog, som tales i byen: ikke kun jysk, men også bornholmsk, kinesisk og sigøjnernes (ellers uddøde) ’rotvelsk’.

Ufatteligt, at denne tekst har kunnet passere igennem kvalitetskontrollen! For næsten hele resten af bogen viser som antydet filuren fra hans bedste side – nysgerrig, sprogligt spændstig, uforudsigelig, lydhør. Som så ofte førhen kapriciøs og med en umiskendelig lethed i sit lyriske anslag samt ikke mindst med lidet anstrengt adgang til en veritabel mangfoldighed af tonelejer og digttyper, således ikke alene ultrakorte naturiagttagelser eller underfundige filosofiske refleksioner, men også, strøet med løs hånd rundt om, fire episke forløb, heriblandt det elskelige »Ewalds saks« om den åndsbeslægtede forgænger, »en sjæl, der nok havde lyst til at lette, men på grund af gigt, fusel og åbenbar jordiskhed ikke hørte til de mest adrætte«.

Skulle man i denne ombæring slå ned på noget for poeten særlig karakteristisk, kunne det være hans evne til at få øje på det tilsyneladende trivielle, det diminutive og ellers upåagtede – som alle de arter af mos og lav, der vokser på stengærdet langs vejen, eller en ihærdig spætte, som begynder dagen med at prikke hul på den blå aprilhimmel, hvorefter den, resten af dagen, flyver forvirret rundt med blåt fnuller i øjnene!

Mathiesens bevidste gentagelser

Typisk Mathiesen er i flere af de øvrige digte måden, hvorpå han afstår fra at lade det lyriske jeg spejle sig i omgivelserne, idet han tværtimod beskriver iagttagelsen som en tilsynekomst, hvor de sansede fænomener med en rammende vending »kaster fjernhedens kåbe«, træder frem som de er, afklædte, generte. Herfra er der ikke langt til erotikken, som hos denne digter så ofte får sjove og sødmefulde udtryk.

Gentager han sig selv? Jovist, eller i det mindste måske. Men i så fald ved han det selv selvfølgelig godt. Et centralt, nok så personligt digt opregner faktisk hvordan:

»Dagene
timerne
kyssene
kærtegnene
plovfurerne
Saties musik
Cage
sorgerne
bekymringerne«

Men så skifter digteren gear og bedyrer, at gentagelserne »fører lige ind i fremtiden / ligesom fliserne / på fortovet, og ind i / fortiden, ligesom fliserne / på bagtovet. / Gentagelserne er det, der forbinder tingene«.

Den sidste linje kunne med lethed stå som et personligt lyrisk og eksistentielt credo, mere ægte end bogens fjollede svar på enqueten »Hvad er Deres poetik?«

»Min poethik gåhr i khorthed udh påh
ath forhindre ahben, Priapos’ hellige dyhr,
i ath drikke blæhkket fra mihn fyldepehn,
netohp som hjeg skahl i gang
mehd ath skrhive.«

Det digt kunne vi sagtens have været foruden. Men på den anden side: var det blevet standset i kontrollen, var vi måske samtidig gået glip af de små mirakler, Omveje i øvrigt er så rig på, som nu den Per Højholt-agtige tekst »Den første«:

»Hørte i går årets første frø kvække
og jeg fandt den første storkenæb.
Og en mus, der var faldet i staver
i solvarmen på kanten af den fugtige
sti, fik øje på årets første digter
og pilede forskrækket ud af digtet
ind i skoven.«

Eller digtet om snefnugget, det hvide punktum, der svæver »igennem gaden mellem / de høje huse, snart / oppe, snart nede, snart / midt imellem, / søgende efter noget / at sætte punktum for«.

Anmelderen sætter et taknemmeligt punktum her. Og glæder sig så tyst som et snefnug over endnu en vellykket samling fra en af rigets bedste og mest egensindige poeter.

Eske K. Mathiesen: ’Omveje’. Asger Schnacks Forlag. 49 sider. 179 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Hvilket digt - så sigende!

»Dagene
timerne
kyssene
kærtegnene
plovfurerne
Saties musik
Cage
sorgerne
bekymringerne«