Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Eksdiktatorfru Marcos går til bekendelse – og modangreb

Godt nyt til alle, der elsker skurke! Løgneren, manipulatoren og måske endda selvbedrageren Imelda Marcos er tilbage i filippinsk politik! Se alt om det – og hvordan højrepopulismen ikke anerkender landegrænser – i ny dokumentar
Den dag i dag lever Imelda Marcos i luksus og har generobret politisk magt i Filippinerne.

Den dag i dag lever Imelda Marcos i luksus og har generobret politisk magt i Filippinerne.

CPH:DOX

Kultur
27. marts 2020

Den store fortalelse i den indignationsstimulerende dokumentar The Kingmaker sker, da Imelda Marcos holder pressekonference og genfortæller historien om, hvordan hun som barn mistede sin mor. Hun siger: »When you lose your money … your mom … your mommy, you lose everything

Penge rimer på mor i Imelda Marcos’ verden, og en lille flig af hendes psykologiske skade synes at blive løftet her. Måske har hele hendes eksorbitante pengeforbrug som regentfrue i Filippinerne været et forsøg på at udfylde vakuum efter mor.

Desværre er Marcos’ ulykke gået helt urimelig hårdt ud over den filippinske befolkning. Hendes mand Ferdinand Marcos var præsident i øriget fra 1965 til 1986 og blev kendt for enorm korruption, brutalitet og misbrug af nationens penge.

Diamanter i bleer

Som en anden Jacqueline Kennedy gnubbede den unge fashionable filippinske præsidentfrue skuldre med kendisser og statsoverhoveder. Men ofte af den lidt mere uheldige variant: Trump, Gaddafi, Saddam Hussein, Nixon.

Fra 1973 til 1981 var der militær undtagelsestilstand i Filippinerne. Der blev tortureret med rund hånd, og 3200 mennesker blev dræbt. Imelda Marcos erindring om den tid? Det var hendes ægtemands bedste år.

Imelda Marcos var central i pengemisbruget. Hendes tørst efter luksus blev – uden held – søgt slukket uden mindste skam. Da hun efter en tur i Afrika ønskede sig en dyrepark, fjernede man alle 254 familier fra øen Calaluit og satte blandt andet giraffer og zebraer ud på øen.

Efter mordet på oppositionslederen Benigno Aquino jr. i 1983 voksede modstanden i øriget, og i 1986 tvang folkets revolution Marcos-parret til at flygte fra landet. Bag sig efterlod de 170 anklager om korruption og et estimeret underslæb på fem til ti milliarder dollars.

De protesterende stormede præsidentpalæet og fandt enorm luksus, uvurderlig kunst og Imelda Marcos’ nu så legendariske 3000 par sko. Selv smuglede præsidentfruen diamanter ud i bleer. Kort efter døde Ferdinand Marcos.

Småsedler til de fattige

Her kunne – og burde – historien om enkefru Marcos slutte. Men i 1989 vendte hun hjem. Den dag i dag lever hun i luksus, har en Picasso og en Michelangelo på væggen. Og har skaffet sig politisk magt.

Den amerikanske 53-årige fotograf og instruktør Lauren Greenfield følger i The Kingmaker Imelda Marcos og dissekerer magtbegæret‚ grådigheden og forfængeligheden, men også Marcos’ selvfortælling som det nødvendige lys i mørket for de fattige filippinere, som hun altid pr. automatik uddeler småsedler friske fra pengepressen til. Det er et blændværk, der synes at legitimere de egoistiske handlinger i hendes egen optik.

Greenfield har et skarpt øje for den rigeste ene procent – tidligere undersøgt i dokumentarer som Generation Wealth (også en udstilling på Louisiana), Bling Dynasty, The Queen of Versailles og nu The Kingmaker.

Det sker her i en umærkelig bevægelse ind under huden på hovedpersonen, der enten er blind for sit hykleri, bedrag og manipulation. Eller ser det uden at blinke. Og Greenfield lader bare Marcos tale og forsvare, men også udlevere sig selv – samtidig med at hun lader stemmer fra den politiske opposition og myndighederne sætte Marcos i strid modvind.

Kærlighedsbroen som tortur

Hendes retfærdiggørelse af underslæbet sker gennem en syg fortolkning af kærlighed og moderskab. Hun anerkender, at forbruget er ekstravagant, men forklarer, at det skyldes, at hendes kærlighed til filippinerne er ekstravagant. »Det er moderlighedens ånd,« siger hun om sine excesser. »Jeg fødte det, jeg drømte om,« siger hun og refererer vist her til det diktatur, som Marcos-parret ’fremelskede’. Det er opfindsom newspeak.

Der er hele tiden disse skred mellem rå egeninteresser og moder- og kærlighedsmetaforer, som ikke tåler noget logisk eftersyn. Men som resonerer hos også de ludfattige dele af befolkningen.

Et andet glid mellem kærlighed og egeninteresser: Den smukke San Juanica-bro som Ferdinand Marcos byggede til ære for sin hustru kom også til lægge navn til en filippinsk torturmetode. Med hovedet hvilende på én støtte og fødderne på en anden blev fangerne tvunget til at gå i ekstrem smertefuld San Juanica-bro. Så kan man da få kærligheden at føle.

Fortiden skal glemmes

I dokumentaren følger vi også sønnen Bongbong Marcos’ kamp for at blive vicepræsident, et embede separat fra præsidentposten. Han taber knebent. Men den højrepopulistiske, voldelige og misogyne Rodrigo Duterte bliver præsident, og det viser sig, at Marcos-familien hemmeligt har bakket op om ham. Duterte har siden fået Ferdinand Marcos begravet i filippinsk jord – et vigtigt symbol på tilgivelse.

Tilbage på øen Calaluit her i nutiden er der stadig giraffer og zebraer. Blot er der sket det, at da Marcos-parret flygtede fra landet, så returnerede de eksilerede familier omgående. I dag kæmper menneskene om afgrøderne med de importerede dyr, og dyrene lider under indavl.

Det politiske klima i Filippinerne lider også under indavl. Men filippinerne er glade for Duterte, og Imelda Marcos formår at sælge drømme og hypnotisere med sin berømmelse. I en skoleklasse siger eleverne, at undtagelsestilstanden var god for Filippinerne.

»Opfattelse er virkelig – sandhed er ikke,« siger hun og demonstrerer, hvor godt gearet hun er til at surfe på den højrepopulistiske bølge.

Marcos-familien og Dutertes revisionisme virker, ja, i 2019 fandt Facebook hundredvis af fake news-konti med forbindelse til dem.

»Der er så mange ting i fortiden, som vi bør glemme,« siger Imelda Marcos. »Faktisk er de der ikke længere.«

’The Kingmaker’. Instruktion og manuskript: Lauren Greenfield. Fotografi: Lars Skree og Shana Hagan. 101 minutter. Kan ses på cphdox.dk/online

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Ved ikke hvad der er mest komisk. Hendes umættelige trang til sko eller det faktum at hun havde adgang til alverdens bonede gulve. Inkl. parketgulvet i Det Hvide Hus.

- No speed limits.

Mikkel Madsen, Claus Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Despoter længe leve! Hvad syntes dem, som gnubbede sig med hende? Ligesindede! Folket har stadig brug for (det bedre vidende) proletariatets diktatur. Intet nyt, såmænd.

Bent Gregersen

Måske skal der anvendes dyre-psykologi for at udrede de nævnte forestillinger. Fx rottens natur som bl.a. viser overlevelsen ved at lade ungerne spile nye spiselige substanser og se om deres afkom overlever.