Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Eva Marie Rødbro har lavet et meget vildt og kærligt værk om sine gudbørns utrygge barndom

Eva Marie Rødbro er et ekstremt vigtigt, helt unikt, sæt øjne i dansk dokumentarisme. Hun viser os, at det ikke kun er de unge, smukke og kreative, der skal filmes og iscenesættes med et vildt og modigt æstetisk engagement, men at den største kunst udspringer af at pege kameraet helt andre steder hen – med kærlighed
Det er en på alle måder vild og vildt gribende oplevelse at se ’I Love You, I Miss You, I Hope I See You Before I Die’, der med usædvanligt nærvær følger en meget fattig og ret håbløs amerikansk familie, den unge mor Betty og hendes to børn. Her er kærlighed, men der er ikke meget overskud, stofferne flyder, børnene passer sig selv.

Det er en på alle måder vild og vildt gribende oplevelse at se ’I Love You, I Miss You, I Hope I See You Before I Die’, der med usædvanligt nærvær følger en meget fattig og ret håbløs amerikansk familie, den unge mor Betty og hendes to børn. Her er kærlighed, men der er ikke meget overskud, stofferne flyder, børnene passer sig selv.

CPH:DOX

Kultur
28. marts 2020

»Gem dig her, gem dig her, gem dig her ..!«

Lille Jade inviterer sin ven – der peger sit videokamera mod hende – med i sin leg. Kan hun også høre spøgelserne? Uhhh, siger de. De siger som vinden og som den pibelyd, der opstår, når hun vipper forhjulet frem og tilbage på sin trehjulede cykel. Måske gemmer spøgelserne sig ovre på den anden side af stakittet? Derfor skal de to gemme sig. De skal gå fra gården og ind i huset, hen over det beskidte gulvtæppe, hen til værelset med bunkerne af tøj og affaldssække med ting og sager. Der kan de gemme sig. Der er lys på kameraet. Det får Jades pupiller til at se blodrøde ud – som to perler fra den kæde, hun har dinglende om halsen. Sådan lukkes vi helt ind i hendes hyggelige og uhyggelige og hverdagslige angstverden.

Det er en på alle måder vild og vildt gribende oplevelse at se kunstner og dokumentarist Eva Marie Rødbros I Love You, I Miss You, I Hope I See You Before I Die. Vi følger med usædvanligt nærvær en meget fattig og ret håbløs amerikansk familie, den unge mor Betty og hendes to børn i et smadret hus, hvor der bor 11 mennesker. Her er kærlighed, men der er ikke meget overskud, stofferne flyder, børnene passer sig selv.

Deres ven elendigheden

»Ønsker du virkelig, at dine unger vokser op og tror, at det er okay at have det elendigt,« spørger Bettys veninde, da Bettys kæreste ryger i fængsel, og de to veninder i et anfald af gåpåmod beslutter sig for at skære ned på hashen, få et arbejde, fokusere på alt det, der er bedst for børnene. Men i næste scene suger Betty den ene stribe coke efter den anden i sig. Det er svært ikke at læne sig op ad den mørke ven, elendigheden, hvis man aldrig selv har kendt andet.

Det betyder ikke, at I Love You, I Miss You, I Hope I See You Before I Die er historien om en dårlig familie, det er bare heller ikke historien om en, der er tryg nok at vokse op i. Faren lurer konstant. Vi ser Jade rulle rundt på køkkengulvet med snoren til sin lille trækhund viklet omkring halsen. Vi ser hende svinge sig faretruende rundt under en trappe og tøffe rundt på sin lille cykel alene, sent om natten, tæt på befærdede veje. Og det begynder at spøge i én: Skal man stikke sine arme gennem skærmen og løfte hende og filmens anden lille purk, Zayden, ud af det utrygge, kaotiske liv? Eller blive siddende på hænderne og acceptere, at sådan ser deres liv blot ud?

Det vulgariserede USA

Det skal man. Det sidste. I Love You, I Miss You, I Hope I See You Before I Die er en film, der beder os om at kigge og forstå, at acceptere en anden æstetik, en anden logik, helt andre liv. Der er noget ved billederne og miljøet, beskidte børn og fulde voksne, glimtende plastiklegetøj i skrigfarver, den farlige verden, som hjemmene ikke holder ude, der minder mig om den dystre kultinstruktør Harmonie Korines USA og den sære, falske forfatter JT LeRoys og om Larry Clarks USA – de kunstnere, der æstetiserer, men også dramatiserer og vulgariserer det fattige, ’trashede’ Amerika.

Forskellen på dem og Rødbro er, at hendes poetiske dokumentarisme fortæller fra et anderledes kærligt sted, derfra hvor de rast- og rodløse børn på motorvejsmotellet i Sean S. Bakers mesterlige The Florida Project også skildres, men her med en endnu nærere intimitet.

Ser man dokumentarfilmen forudsætningsløst, kan man ikke vide, hvilket forhold den, der fører kameraet, har til de børn og voksne, vi møder. Dokumentaristen er til stede, men vi ser hende ikke, hører hende ikke. Kameraet stryger op og ned og rundt i den portrætterede virkelighed som en malerpensel. Det lister sig ind i mørket og det intime gennem sin natlinse. Og det hører på karakterne, som taler hverdagsligt tillidsfuldt til det, men uden at der kommer svar. Sandheden er, at Rødbro har boet hos Betty, at hun er gudmor til Bettys børn. Og at hun som filmskaber formår at få al den tillid og kærlighed ind i kameraet uden at miste blik for mørket.

Eva Marie Rødbros stil er virkelig hendes helt egen. Natkameraet, det vilde flakkende kamera, de helt frie spring i tid, modet til at gå i eksperimentelt musikvideomode midt inde i filmen. Vi ser hende aldrig, men hun virker helt tydeligt med. Det var hun også i I touched her legs fra 2010, endnu et medlevende videodigt, der fulgte en noget yngre Betty og hendes venner i hård og vild fest. Og vi så det i hendes DR3-kæmpesucces Prinsesser fra Blokken om vilde vestegnspiger, der dog blev skildret endnu smukkere i forlægget, dokumentarfilmen Os der valgte mælkevejen, fordi Rødbros digteriske tilgang her fik fuld gas.

Så Eva Marie Rødbro er et ekstremt vigtigt, helt unikt, sæt øjne i dansk dokumentarisme. Ofte er det de unge og smukke eller de succesfulde kunstnere, som den danske dokumentarists kamera forelsker sig i, og som inspirerer til vild stil og et eksperimenterende formsprog. Men Rødbro viser os, at det ikke kun er de unge smukke, de hippe, dokumentaristernes og kunstnernes unger, de kreative og hippe på AFUK, der skal filmes og iscenesættes med et vildt og modigt æstetisk engagement.

Hun viser os, at også de, der kæmper hårdest og ofte umuligst uden privilegier, på det, vi kalder bunden af samfundet, om nogen kan udlægges med rå og kærlig visuel poesi. Her er de hverken stakler eller helte. Med eksplosivt visuelt mod kan man få os til at lære dem at kende gennem ekstremt rå kærlighed. Og at det er så meget smukkere og langt mere udfordrende og så større en kunstnerisk oplevelse.

’I Love You, I Miss You, I Hope I See You Before I Die’. Instruktion: Eva Marie Rødbro. Fotografi: Eva Marie Rødbro & Troels Rasmus Jensen. 76 min. Kan ses på CPH:DOX’ onlineplatform, cphdox.dk/online, indtil den 5. april og fra på søndag den 29. marts på DR3 på DR TV.

 

Serie

En DOX om dagen 2020

Danmarks største filmfestival – og en af verdens vigtigste dokumentarfilmfestivaler – CPH:DOX, er under coronokrisen blevet forvandlet til en succesfuld onlinefestival med et stærkt udvalg af film, der mod betaling kan streames fra danske IP-adresser. De kan alle ses på cphdox.dk fra den 18. marts til og med 30. april.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her