Den 82-årige Marin Karmitz er en central skikkelse bag scenen i fransk film, men kun få kender ham.
Efter en filmskoleuddannelse arbejdede han som instruktørassistent for blandt andre Jean-Luc Godard og Agnès Varda, før han i 1965 instruerede sin første kortfilm baseret på et manuskript af Marguerite Duras. Tre år senere tog han hul på det, der ofte beskrives som en militant filmtrilogi, hvoraf den sidste film, kvindekampsdramaet Slag for slag fra 1972, nu får dansk premiere.
Efter det lagde Karmitz instruktørarbejdet på hylden, men har til gengæld som producent og distributør af film som Kieslowskis trilogi Blå, Hvid og Rød hjulpet instruktører med at realisere deres kunstneriske visioner. Og det er ikke kun i Frankrig: Han har også arbejdet med Taviani-brødrene, Ken Loach, Gus Van Sant og Abbas Kiarostami, og Karmitz har gennem årene modtaget flere udmærkelser for sin indsats for auteurfilmen på verdensplan.
Rytmiske uretfærdigheder
Slag for slag, produceret i efterdønningerne fra maj ’68, vidner om, at Karmitz fra starten var en mand med både en klar agenda og en stærk filmisk sans. Der blev i den periode produceret mange vrede film, som kan være svære at gense deres filmiske kvaliteter (eller mangel på samme) taget i betragtning.
Slag for slag fremstår naturligt nok som en film af sin tid, men dens emne er stadig relevant, og Karmitzs tilgang til at skildre en gruppe kvindelige fabriksarbejderes oprør mod ledelsen skaber med både billeder og lyd en engagerende fortælling om klassekampen.
Filmen bygger på virkelige begivenheder og samtaler med fabriksarbejdere, som spiller sig selv. Fra starten kommer vi tæt på kvindernes hårde arbejde, mens maskinerne på tekstilfabrikken kværner infernalsk larmende løs.
Filmen bruger sammen med et fokus på de mange ansigter i kollektivet originalt omgivelsernes rytmer til både at formidle de øredøvende arbejdsforhold og til at drive en fortælling, hvor frustrationen gradvis bygges op og fører til en strejke og besættelse af fabrikken.
Drømmen om et andet arbejdsliv
Undervejs bliver vi lukket ind i kvindernes liv, når vi følger dem hjem til mand og børn, eller når de fortæller hinanden om deres liv og drømme. En indledende og afsluttende fortæller sætter scenen og runder af, men ellers er der fokus på møderne mellem kvinderne, mens de synger og spiller, snakker og siger fra.
Karmitz fortalte ved filmens repremiere i Cannes for to år siden, at intentionen netop var at give kvinderne en stemme, fordi de ikke blev hørt. Her får de både lov til at kritisere de urimelige arbejdsforhold på tidens tekstilfabrikker og vilkårene på hjemmefronten, hvor de huslige pligter stadig er deres, selv om de arbejder fuldtids.
Det er fint at se, hvordan besættelsen af fabrikken bliver som en alternativ kvindelejr, hvor en spirende feminisme finder fodfæste. Her får visse kvinder vendt op og ned på deres verdensbilleder, når de gradvis indser, at verden rent faktisk kan være anderledes indrettet, til lyden af filmens westernklingende temasang.
’Boomerne’ på barrikaderne
Der er heldigvis sket meget på kvindesagsfronten siden 1972, men filmen minder på tankevækkende vis om, hvordan virkeligheden så ud på en fransk fabrik for under 50 år siden. Sidste år var der herhjemme premiere på Made in Bangladesh, hvor en gruppe syersker kæmpede for at etablere en fagforening på en tøjfabrik i Dhaka. Den film illustrerede, at mange af kampene i Slag for slag er lige så aktuelle i dag, bare i andre dele af verden.
Mens Made in Bangladesh gik mere traditionelt til værks, tager Karmitz sig til tider godardske friheder, for eksempel at lade kameraet lave voldsomme ryk til maskinernes trommetorden. Faktisk lavede Godard samme år som Slag for slag blev indspillet, det mere kendte politiske drama Her går det godt, som også bruger en strejke på en fabrik til at gå efter struben på kapitalismen.
Slag for slag minder om, at markant forandring og nye rettigheder sjældent kommer ud af ingenting. Den er filmhistorisk interessant, men burde også kunne give en ny generation en fornemmelse af, at visse boomere har en fortid på barrikaderne.
’Slag for slag’/’Coup pour coup’. Instruktion og manuskript: Marin Karmitz. Frankrig. Længde: 89 minutter. Vises i udvalgte biografer.
Citat: ' Filmen burde også kunne give en ny generation en fornemmelse af, at visse boomere har en fortid på barrikaderne.'
Har man hørt en loppe gø! Det var da os, der stod på barrikaderne, og ændrede samfundet til det bedre. Ligesom fagforeningsfolkene gjorde det i mellemkrigstiden, og de tidlige feminister for 100 år siden.
Jeg glæder mig til at se den nye generation finde ud af, at man rent faktisk skal tage hænderne op af lommen og ofre noget for sagen, hvis man ønsker forandringer. At det ikke er nok at være fornærmet over, at de enorme forbedringer i samfundet som fandt sted i det 19 årh, måske ikke har løst alle verdens problemer til evig tid. Glæder mig til at de vågner op og fokuserer på verdens virkelige problemer og selv bygger nogle barrikader, hvor de kan kæmpe imod den gallopperende amokkapitalisme, kan kæmpe imod USA' accellererende bestræbelser for at splitte Europa op og samtidig lade op til krig mod Rusland på europæisk territorium, og kan kæmpe imod de bugnende lagre af atomvåben, som vil kunne udradere alt liv på jorden over amøbeniveau, hvis en eller anden torsk finder på at trykke på knappen. Nå ja, og så kæmpe imod konsekvenserne af den der kommende klimakrise, som først og fremmest vil skabe enorme konflikter i forbindelse med massemigration, der risikerer udløse det, som Naomi Klein kalder klima-barbariet, når vestlige lande begynder at forsvare sig mod indvandrere med våbenmagt. Der er skam virkelige problemer nok at tage fat på hvis man gerne vil på barrikaderne, når de engang vokser fra identitetspolitiken :-)