Læsetid: 2 min.

Ikke alle gamle mænd er børnelokkere

Sara Mesa peger for ivrigt fingre ad omgivelserne, der forveksler tossens følsomhed med børnelokkerens liderlighed, men hovedindtrykket af en stærk og indlevet fortælling står tilbage
27. marts 2020

Der findes et slidstærkt og sympatisk motiv i børnelitteraturen, der lader barnet og den skæve voksne – den ensomme gamle, spritteren, tossen – mødes i en fælles outsiderposition.

I den særprægede tosomhed kan de så spejle sig i hinanden og finde den forståelse af verdens og sindets mysterier, som de fortravlede og ufølsomme normalvoksne ikke kan levere.

Astrid Lindgrens Rasmus på farten er sådan en historie. Tine Bryld skrev en, hvor den skæve voksne var ham på ølkassen foran kiosken. Men de findes i bundter og i mange afskygninger, nogle gange snublende tæt på klicheen om den gode og sandere barnlighed.

Klicheen er langt væk hos spanske Sara Mesa. Hun har i fin indlevet form ført historien lidt frem, fra de tidlige barneårs alenefølelse til den præpubertæres foruroligende oplevelse af at være anderledes, ikke bare over for de andre, men i stigende grad over for sig selv. Henlagt til et sært kammerspilsagtigt, men troværdigt rum.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu