Der findes et slidstærkt og sympatisk motiv i børnelitteraturen, der lader barnet og den skæve voksne – den ensomme gamle, spritteren, tossen – mødes i en fælles outsiderposition.
I den særprægede tosomhed kan de så spejle sig i hinanden og finde den forståelse af verdens og sindets mysterier, som de fortravlede og ufølsomme normalvoksne ikke kan levere.
Astrid Lindgrens Rasmus på farten er sådan en historie. Tine Bryld skrev en, hvor den skæve voksne var ham på ølkassen foran kiosken. Men de findes i bundter og i mange afskygninger, nogle gange snublende tæt på klicheen om den gode og sandere barnlighed.
Klicheen er langt væk hos spanske Sara Mesa. Hun har i fin indlevet form ført historien lidt frem, fra de tidlige barneårs alenefølelse til den præpubertæres foruroligende oplevelse af at være anderledes, ikke bare over for de andre, men i stigende grad over for sig selv. Henlagt til et sært kammerspilsagtigt, men troværdigt rum.
’Måneansigtet’. Sara Mesa.
Der opstår langsomt en fortrolighed mellem dem. Han fortæller lidt om sin store interesse for fugle, hun efterhånden lidt om sin skole, om sin bror, der har efterladt hende alene derhjemme, om far og mor osv.
Det skamfulde og aparte
Det er nænsomt fortalt, for det meste fra hendes perspektiv. Derfor får vi nok et indtryk af den gamle mands anderledeshed, men ikke af noget fremmed eller faretruende.
Han har ikke noget arbejde, kun det samme jakkesæt eller måske to. Han har også engang været på en ’klinik’, hvor hans eneste store ønske, at få lov at spadsere, blev forbudt ham. Det sidste kender hun godt, hende er der også nogen, som hele tiden forbyder noget.
Det er først, da der indføres et perspektiv udefra, at vi får en fornemmelse af det skamfulde og aparte i forholdet. Og et indtryk af, hvor det snart vil bære hen.
Det er naturligvis de voksnes – parkarbejdernes, skolens og forældrenes – blik, der gradvist forvandler billedet af de to sammen i parken til skandale og trussel.
Barnets usikre og afprøvende seksualitet kommer til at spille en vigtig rolle, den får også dystre konsekvenser.
Mod slutningen peger teksten måske lidt for ivrigt fingre ad de fordomsfulde omgivelser, der forveksler tossens følsomhed med børnelokkerens liderlighed og dæmoni. Det ændrer ikke ved hovedindtrykket af en afdæmpet og indlevet skildring.
’Måneansigtet’. Sara Mesa. Oversat af Sara Høyrup. Forlaget Apuleius’ Æsel. 137 sider, 225 kroner.
